Den tabte generation

Nærværende skribent er antageligvis den eneste på Altmusik.dk, der er sørgelig nok til rent faktisk at læse sig igennem Pitchforks liste over ’The Top 100 Tracks’. Dels fordi jeg, den fremskredne alder til trods, stadig sætter en lidt tragikomisk ære i at være ung med de unge yngre. Dels fordi listen bag alt sit selvhøjtidelige og fesne indie-halløj faktisk rummer reelt gode sange.

Fra positionerne 100-91 kan man eksempelvis fremhæve Thundercat ’For Love (I Come Your Friend), der er en æggende syret udgave af en George Duke (ja, George Duke fra Tipslørdag) sang. Jacques Greene ’Another Girl’ er knitrende electronica krydset med besnærende r’n’b samples. Wild Flag ’Romance går lige i lysken på de stakler, der engang havde et blødt punkt for The Donnas’ riot grrrl attituder.

Mesterværket blandt Pitchforks yderste mandater er dog intet mindre end en hæp-hop sang. Tillad mig at introducere Kendrick Lamar ’ADHD’:

http://www.youtube.com/watch?v=XEIkwH9STCc

Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def (I ved nok, ham der entrerede listen over ’Stuff White People Like’)?

’ADHD’ lover i hvert fald godt for fremtiden. Stærkt anbefalet herfra.