Last Gang in Town

Darth
Obersturmbahnführer for Altmusik. Voksede op i en parallelverden til fattig-firserne uden for København fuld af overflod og overskud. Dyrkede her en giftig kombo af David Bowie, Iggy Pop, Lou Reed, Talking Heads og viril og svulstig cock-rock og betonrock fra 70’erne. Fik en brat opvågen ved mødet med Velvet Underground & Nico og har siden haft en forkærlighed for sortklædt, kompromisløs rock, der lyder som noget, der kommer fra New York og omegn. Har samtidig en svaghed for de organiske skvulp fra alt i og omkring Kingston i 70’erne. Har ellers ingen præferencer for genrer, men ingen tvivl om, at jo færre, der lytter, jo bedre er musikken. Vil altid have Bowie, Stooges, Bob Dylan, Neil Young, Talking Heads, Lee ‘Scratch’ Perry produceret Bob Marley, Fela Kuti, Blur og The Black Keys inden for rækkevidde.

UROgenklang
Jeg voksede op som en ung knægt med et musikalsk bolværk bestående af the Cure, the Smiths, Ecco and the Bunnymen, Joy Division, Lloyd Cole, the Church, Killing Joke, Jesus and the Mary Chain etc. der gav de brune sen-70’ere og grå tidlige 80’ere den rigtige sorte farve. Senere fik soundtracket mere kant og blev udvidet med amerikanerne bl.a. Tom Waits, Dinosaur Jr., Sonic Youth, Pixies, R.E.M., Red House Painters etc. I takt med erfaringen og oplevelserne rundt om i verden gav de mere farvestrålende 90’ere flere dimensioner på den musikalske palet og electronica, post-rock, dub, prog-metal, alt. country, weird folk etc. begyndte at befolke cd-reolerne. Alle genrer leverer musikalske højdepunkter, men UROgenklang har dog stadig en forkærlighed for det elitære, det komplicerede og det fysiske – hvis man ikke kan mærke det, tænke over det og blive overrasket, så er det spild af tid. Ved udgangen af 2011 høres der fx Atlas Sound, Bon Iver, CANT, Bibio, Bill Callahan, Explosions in the Sky, Feist, Tyler the creator, Tycho, Grouplove, Jens Lekman og Shabazz Palaces.

Sofisten
Sofisten er Altmusiks juniorskribent, svenskofil, Belgien-expat og poptøs par excellence. Madchester, ringlende guitarer og electropop ligger hjertet nærmest og all-time yndlingsalbummet er Pet Shop Boys ’Behaviour’. Til daglig udforsker Sofisten sin navle på den private blog, men på Altmusik belemrer han først og fremmest læserne med arbitrære tirader om melodiske sange indenfor snart sagt enhver genre.

Bigmouth
Som navnet mere end antyder, er denne signatur forankret i den britiske rockmusik. Ligesom signaturen ikke er bleg for at bruge sin store mund i den evige mission for at sprede budskabet om den gode musik. Forankret ja – men ikke stagneret. Udvikling er en nødvendighed – ja måske endda en forudsætning for at opleve livet fuldt ud. Og livet er en mangeartet størrelse. Begge forhold gælder naturligvis også for musikken… så efter ”must hear” navne som The Smiths, Joy Division/New Order, The Jam, The Cure etc. er mange andre forskellige musikere kommet til – fra andre lokaliteter, andre genrer og ikke mindst med anden kulturel bagage end The Beatles and The Stones. Det betyder, at Bigmouth med lethed også begejstres over amerikanske Hüsker dü, franske Laurent Garnier i samarbejde med norske Bugge Wesseltoft, malinesiske Toumani Diabaté, svenske Dungen og tyske Kriedler. Bigmouth smager gerne grådigt på det hele og smager det godt… ja, så må der missioneres!

Adjunkten
Adjunkten har blikket rettet mod fortiden. Han faldt i gryden med klassisk rock som ti-årig, da han opdagede Mors singler i reolen og skreg sin præ-acne ud til tidlig Beatles, Elvis Presley og The Shadows. Senere lå han på knæ for Jimi. Han har jævnligt snudeskaftet oppe ved grydens kant for at vejre, om det kan betale sig at kravle ud. Og det kan det ikke. Duer ikke, væk. Al nyere musik, der er noget værd, vedstår arv og gæld til tresserne eller halvfjerdserne. Adjunkten vurderer det meste musik ud fra disse alen: Stones’ Beggars Banquet (1968) – stiver af med coolness og groove. Crosby, Stills, Nash & Youngs Déjà Vu (1970) – omfavner med folk’et hippie love. Jimi’s Are you Experienced? (1967) -  indtages for det religiøse, giver anelser om en verden hinsides denne. Augustus Pablo: King Tubby’s meet rockers uptown (1976) – gør doven og vellysten. Som sidst antydes, så løber der en sort understrøm gennem adjunktens musikalske liv. Dub, roots reggae, gammel soul og funk a la Curtis Mayfield og James Brown, funk fra Vestafrika.

Amagerhipsteren
Amagerhipsteren hylder vokalharmonier, hooks og den gode melodi. Samt støj, inderlighed, der ikke er anstrengt, og det skæve, når det ikke er påtaget. Elsker uden nogen som helst forbehold  Pavement, The Lemonheads, Dinosaur Jr., Big Star, Townes van Zandt, The Replacements, The Byrds og Hüsker Dü. Har de seneste år brugt kræfter på at lære soulen bedre at kende – især fra Stax og omegn, mens verdensmusik, reggae, dub og så meget andet bras overlades trygt til Darth.

foxtrot
foxtrot har ikke noget problem med britiske bands – sålænge de enten hedder Teenage Fanclub eller Rolling Stones. Ud over dem (og måske et par andre noble undtagelser) hentes yndlingsmusikken på den anden side af Atlanten. I midtvesten, hvor Cheap Girls er et levende bevis på at Dinosaur Jr., Hüsker Dü og Replacements kunne være dit liv, og måske er det. I New York, hvor Nas kaster håndtegn til skyggerne af Ramones og hilser pænt på the National i kiosken. På den nordlige vestkyst, hvor Milk Music tager over for Posies, der tog over for Pearl Jam, der egentlig var ganske fede. I Chigaco, hvor Jeff Tweedy har migræne og Curtis Mayfield havde stil. I en diner på landevejen, hvor Townes, Waylon og Gram er på jukeboxen. I Texas, hvor ekkoerne fra The Elevators stadig kunne mærkes under fødderne på Richard Buckner, da han indspillede Bloomed.  I Athens, da Bill Berry spillede trommer i stedet for at køre traktor. I Laurel Canyon, når David Crosby ikke skrev sange for the Byrds og i Memphis, når Otis og Alex ikke døde. Swervedriver kan jeg også godt lide. De er fra England, men det kan man ikke høre.

Nips
Vidste ikke at The Beatles havde lavet andre album end The White Album, før jeg blev 22. Var som 12-årig fascineret af coveret til Black Sabbaths “Never Say Die!”, men fandt ud af at coveret var 99 % federe end musikken; så var der mere mad i Led Zeppelin. Drak engang 6 guldøl til Frank Zappas “Sheik Yerbouti” og kastede op i hvert fald to gange, inden jeg nåede i ungdomsklubben. Crowdsurfede første og eneste gang torsdag den 2. september 1993 til “Killing In The Name Of” med Rage against the Machine i den Grå Hal. Har indtaget stoffer i forbindelse med aflytning af bl.a. Augustus Pablos “East of the River Nile” og det meste af Pixies “Bossanova”. Har flippet rigeligt ud over basgangen på Talking Heads “Found a Job”. Gothic Americana og specielt Denverscenen rykker, hvor mærkeligt det end lyder, og det gør alt med Cannonball Adderley, James Blowns “Hell” album og danske Let Me Play Your Guitar faktisk også.


Velocafé

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>