Former Sound of Paris

I slut-90’erne befandt housemusikkens zenit sig i Paris. Efter de hårde og minimalistiske rytmer fra klubberne i Chicago og Detroit havde bevæget sig over Atlanten (og i en sand ecstacy-rus var blevet transformeret til briternes svært effektive acid-house i 1987-1991), var det nu blevet franskmændenes tur.

Centreret omkring onsdagsfesterne i natklubben ’Respect’ boblede en enorm talentmasse over med catchy sange baseret på 4/4 rytmer, heftig brug af soul-/discosamples og adstadige 110-130 BPM. Det kommercielle højdepunkt kom velsagtens med Stardust ’Music Sounds Better with You, der lånte endog særdeles sultent af en regulær Chaka Khan klassiker. Mere bidsk (men ikke mindre lummer) var Demon i sin ‘Lil’ Fuck‘, baseret på et riff fra Bernard Wright’s ‘Master Rocker’ fra 1981:

”How do I look?” spurgte kvinden i en af über-spradebassen Dimitri From Paris’ fremmeste sange. I fuld overenstemmelse med den franske bølges hedonistiske kodeks svarer hendes gentleman af en bejler som det naturligste i verden: ”Very good – I must say I’m amazed”. Solen skinnede over Paris i de år. Livsglæden dominerede. Væk var housegenrens oprindelige ekskapisme og befrielse fra de post-industrielle storbyers forfald i det amerikanske rustbælte. Ind var de farvede drinks, satyrisk nydelse, den lumre undertone og den tunge bas til at drive værket.

Festen varede et par år indtil at faklen blev overdraget til New York og byens hårdere electrolyd. Paris vidste nok godt selv at klokken var slået. På 2001 albummet ’Discovery’ udåndende Daft Punk således med den mesterlige ’Face to Face’, der tog de bedste franske elementer og krydsede det med New York produceren Todd Edwards rytmer. Siden degenererede den franske scene begrædelig kraftigt, symboliseret ved at den ellers stærkt respekterede Bob Sinclar imploderede totalt i et populistisk sell-out ikke set siden Dylan blev elektrisk.

Men i den franske housebølges glansperiode udforskede en række franske kunstner sideløbende imidlertid også et abstrakt krydsfelt mellem electro, house, jazz og hiphop. Fra housesiden var den feterede Etienne de Crécy bannerfører med det mesterlige album ’Super Discount’ (1996). Sange som ’Affaires a Faire’, ’Prix Choc’, ’Soldissimo’ og ’Le 10 Jours Fous’ er alle herligt stenede, og frem for alt melodiske. De Crécy var også en af bagmændene bag gruppen Motorbass og deres album ’Pansoul’, der i de år definerede hvad røvballerockere lidt hånligt kan kalde den intelligente elektroniske musik.

Fra hip-hop siden var der den dystre DJ Cam, som bedrev abstrakte slæbende beat på neo-klassikeren ’Friends and Enemies’ fra albummet ’Substances’. Den feterede DJ-Kicks serie udgav i 1997 et mixalbum af Cam, og det er et regulært must-buy. hvis man er blot en anelse interesseret i fusionen mellem instrumental hiphop, electro og jazz.

Lidt mere letsindet var Tommy Hools, dette blogindlægs ukronede helt. I 1998 udgav han en 12” EP med fire ustyrlige mesterværker: ’Paris’, ’Milan’, ’Manchester’ og ’Barcelone’. Sidstnævnte er så overlegent den bedste, og bør stå i eftertiden som et af de mest legesyge mix mellem hiphop, house, soul og jazz i slut 90′erne. Giv det et lyt – og fordyb jer i de mere langtidsholdbare og fornøjelige dele af den franske bølge.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>