Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

2013 – et koldt, ækelt og helt igennem uelskeligt tilbageblik

Fimbulvinteren varer ved, og det samme gør min nedadgroede fascination af dyster americana, alt-coyntry og blip-bloppende r’n’b. Og med denne selvsmagende intro bydes hermed velkommen til mine usunde yndlingssange for de første måneder af dette hjerteløst kolde år 2013.

Charlotte Gainsbourg – ’Paradisco’

En gammel sag, som jeg dog først opdagede for nylig – kun halvandet år efter alle andre.  Kan man have andet end et skizofrent forhold til Charlotte Gainsbourg? På den side er hun den type menneske, der ynder at forulempe Willem Defoes testikler. På den anden side har hun udgivet nogle fornøjelige albums, der i visse flygtige øjeblikke giver mindelser om de ypperligste stunder af den franske discohouse bølge (1995-2002). ’Paradisco’ er et sublimt eksempel herpå. Den stammer fra hendes 2011 album ’Stage Whisper’, der skulle være produceret af Beck. Kan man høre det? Muligvis. I mine ukyndige øren lyder ’Paradisco’ snarere som et kærlighedsbarn mellem Daft Punk, Air og Etienne Daho. 

 

Whiskeytown – ’Inntown’ (findes ikke på YouTube, sic)

Jeg lyttede til Whiskeytown uafbrudt i januar måned. Er bevidst om at Ryan Adams er alt for produktiv og har udgivet alt for meget lort. Whiskeytown årene er dog undtagelsen. Det er fandme godt. ’Inntown’ repræsenterer deres mere country-inficerede sange, men de kunne også lave snerrende rock (’Midway Park’ og ’’Yesterday’s News’) og perlende pop (’Crazy About You’ og ’Don’t Be Sad’). Hvis jeg kunne, så ville jeg have korsfæstet Adams dengang og have udråbt ham som Guds søn, men nu er det nok for sent at redde ham. 

 

Drive-By Truckers – ’This Fucking Job’

Tung, ond, snerrende og selvhadende. Hvad kan man ønske sig mere? Afspillet endog særdeles mange gange i de 3 timers daglige offentlig transport på vej frem og tilbage mellem bopælen i Randzonen og papirnusser-funktionen i en større dansk provinsby. 

 

Kisses – ’People Can Do the Most Amazing Things’

Også en ældre sag, som dog vedbliver med at forfølge mig. Det lyder som Saint Etienne cirka anno ’Fox Base Alpha’, hvilket er det samme som at sige ’højdepunktet af musikhistoriens udvikling’. Omkvædet er det mest fængende i nyere tid. 

 

I/O – ’Fast/Freetimes’

Fremragende blip-bloppende elektronisk r’n’b i ikke færre end to akter. Så meget pompøsitet er ikke hørt siden dengang de langhårede awekatte i slut-60’erne opfandt det absurde begreb ’rockopera’. Men du fredsens, hvor er det underspillet storslået og melodiøst.

 

Crown – ’Comfortable’

Det er hamrende ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Crown smører dig godt og grundigt, og inden du har set dig om, så parrer I jer som små villige kaniner. For hvis der er EN ting at Crown går op i, at så er det din nydelse og at du er komfortabel. Al modstand er forgæves. 

 

Me’Shell Ndegeocello – ’Love You Down’

Hvis ikke det var fordi at ‘Love You Down’ smadrer ens forsvarsmekanisme med sin stille insisterende vokal, det 90’er lumre keyboard og den tonsertunge bas, så ville jeg gøre nar af Me’Shell Ndegeocellos selvhøjtidlige og utallige navneskifter igennem årene. Nu læner jeg mig bare tilbage i respekt. 

September – meget mere end efterår

Ja, dagene er blevet kortere. Varmen er på retur. September står for døren – men inden efterårsdepressionen banker døren ind, kan man glæde sig over september måneds albumudgivelser – der er noget for enhver smag. Bigmouth har noteret disse godbidder:

Jens Lekman “I Kow What Love Isn’t” http://youtu.be/cp6o1zZkOjo

Christian Hjelm “Før vi blev lette” http://youtu.be/Hgp9mxd0r4Q

Animal Collective “Centipede Hz” http://youtu.be/47xbkT3calM

The XX “Coexist” http://youtu.be/GmTd5Q_chds

Cat Power “Sun” http://youtu.be/_nl3Oo4-IQ4

Bob Dylan “Tempest”

Dinosaur Jr. “I Bet on Sky” http://youtu.be/3Ff1UH3Ut_w

Band of Horses “Mirage Rock” http://youtu.be/Sh8OTO4wSMs

Grizzly Bear “Shields” http://youtu.be/bteY_fs3Y18

Efterklang “Piramida” http://youtu.be/hwkoJ33be7U

Van Morrison “Born to Sing: No Plan B”

David Byrne & St. Vincent “Love This Giant” http://youtu.be/urJZfwaRyFg

 

Roskilde 12

UROgenklang har taget grovfilen frem og giver Roskild tørt på i “F**K Roskilde”. På mange måder en rigtig kritik, for umiddelbart var det et noget tyndbenet program, der blev præsenteret fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli på Dyrskuepladsen. Alt for mange gengangere og uaktuelle signings på programmet - bedst illustreret ved danske Malk de Koijn og Mew, der begge uforståeligt havde løst billet til Orange scene uden at have nyt at byde ind med. Det er sgu en ommer, Rikke Øxner!!! Ligesom Arena var underbemandet med bands og artister, der kan udfylde det store telt – jeg har kun noteret Bon Iver (http://youtu.be/TWcyIpul8OE), Alison Krauss (http://youtu.be/2-0drZqMdR4), M83 (http://youtu.be/Bzge5vY72hE) og Dr. John (http://youtu.be/guUN-5Xpdt0) i årets program, som værdige kunstnere til denne scene. De resterende var for tynde og for små. The Shins (http://youtu.be/RoLTPcD1S4Q) - som jo er et uhyre sympatisk band med en velsyngende James Mercer i front, formåede ikke at spille teltet op – og dette band var noteret som et hovednavn lige under de store typer på plakaten.

Selv havde jeg kun en 8-10 must see på min liste, hvilket jo er helt uhørt taget i betragtning, at der bliver præsenteret over 200 navne på festivalen. Et enkelt kig på sammenlignlige festivaller som spansk/portugisiske Primavera sound og svenske Way Out West (finder sted den 9-11 august i Göteborg) kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på en – det er jo et tag selv bord af musikalske lækkerier. Begge steder er genopstandne The Afghan Wihgs på programmet – tjek link for at se bandets koncert i Primavera http://youtu.be/lOOx39ggE7o

Det virker som om, at arrangørernes fokus er på campinglivet, og det der udspiller sig i lejren fremfor kerneydelsen – koncerten! Det er efter min opfattelse en fejl, og det medfører, at koncerterne bare er et soundtrack til en lang endeløs festbrandert. Det fortjener musikken ikke.

En enkelt ros skal Roskilde dog have i år – og det er for forsøget på at få orange til at spille for masserne i år (også i lyset af, at festvalarrangørerne stolt proklamerede, at de ikke ville booke musik for mor og far – og bagefter så booker musik til mor og far) - såvel the Cure, Jack White, Roots og Bruce Springsteen fungerede optimalt på den store scene og gav nogle af de bedste og mest insisterende koncerter på årets festival foran de største mængder af publikummer. De fire navne var fremragende:  Denne signatur har næppe hørt Robert Smith synge så godt live før og point for at de kom ud i hjørnerne af deres katalog. Jack White er så gennemsyret musikalsk, at det er en udsøgt fornøjelse at se og høre ham grave en vej gennem musikhistorien akkompagneret af de sejtsvingende The Peacoocks – denne konstellation gav mere krop til solodebutens numre. Uhørt godt. Roots er altid garant for en fest - hørt mere fokuseret end på denne sene eftermiddag – men altid vedkommende og i mødekommende. Springsteen er der sagt og skrevet meget om. Denne signatur skal blot konstatere, at manden leverede.

Herudover var der meget langt mellem snapsene, og folks konstante snakken, tjekken smartphones og dokumentationstrang af festen (dogmet i 2012 er åbenbart, at alt skal filmes, ellers er det ikke sket!) gjorde flere oplevelser til desiderede nedturer. Hold nu bare kæft og nyd musikken. Hvor vanskeligt kan det være. Men reelt er den manglende opmærksomhed mod musikken (og disrespekt overfor de øvrige publikummer) sikkert bare et udtryk for tidsånden. Musikken er ikke en fællesnævner mere for ungdommen eller andre. Den opleves fragmenteret og kommer med et multidifferentieret udtryk på adskillige platforme, hvor den enkelte kan stemple ind og ud efter individuelt behov. Derfor er det min påstand, at der ikke skabes de samme fælles fortællinger i og om musikken, som vi alle kan mødes og samles om. Kun nogle enkelte kunstnere formår dette og enkelte af disse spillede her.  

Vind under vingerne kom der dog med glimrende koncerter fra canadiske Cold Specks (stramt og fint udført sould med festivallens bedste stemme)

Anakistiske Hank 3 (indtil maskerne kom frem og den fræsende metal afløste den traditionelle country) 

Samt cool cat Lee Fields and Expressions (en soulcrooner på toppen af sit spil) der lukkede lørdag nat med den reneste soulaftapning.

Så skal denne signatur afsted til Roskilde i 13 (og jeg har været der siden medio 80) skal den gode linje med Orange fortsættes, og der skal signes bedre og mere aktuelle navne til de øvrige scener (gerne a’la UROgenklangs ønsker). Er det problem at finde disse navne – så kan de bare ringe eller skrive til AltMusik.dk

Må jeg få jeres opmærksomhed?

Fem fra den Darth’ske spilleliste, der kan gøre arbejdsdagen op til 13 pct. bedre. Hvis man man altså har startet morgen med at få en Metrobøde på 750 kr.

Fra en mørk kælder i Cambridge – Alt-j med Fitzpleasure

Canadiske indierockere og New Wavere med nyt – Metric med Youth Without Youth

Texas-trut med trut på – Brownouts med Oozy

Vred Woody Guthrie anno 2012 – John Fullbright med Gawd Above

Pop-sommersangen 2012 – Lianne La Havas med Is Your Love Big Enough

Tak.

Ræben fra udkantsdanmark

Jeg sidder sgu fast musikalsk, og har ikke hørt et meningsfuldt nummer i lang tid, som jeg synes berettiger til en tilpas ironisk distanceret hyldest her på Altmusik. Måske det skyldes mine nylige relokalisering til død-røv Nordjylland. Måske det blot skyldes intellektuel dovenskab og mangel på kunstnerisk nysgerrighed. I så fald passer jeg utvivlsomt fint ind på den nye bopæl.

Men hey, måske gør det ikke så meget. Mine medskribenter pølser jo noget incestuøst og råddent-vand-agtigt rundt i danske musikere, som er nødt til at forlade sig på dagpenge og Jens Unmack-nepotisme for at overleve. Som ikke har lavet noget bedre end Elektriske Barometer klassikeren ‘Indre By‘ de seneste 20 år. Så gør det noget, at jeg skvaldrer løs om mine egne golden oldies? Jeg tror det næppe.

Uhhh, jeg dyrker min lille fetish maksimalt for tiden. Indierock kvinder regerer med uoplyst enevælde i min musikverden. Det er alt andet lige bedre end at dyrke det der ’40 årig bleg emorocker’ hejs, som Darth stimulerer sig selv med for tiden.

De svenske konger af ‘Belearic Disco’ strålede klart på pophimlen i 2008. Deres EP ‘No Way Down’ var et mesterværk. For de af os der grundlæggende ikke behøver andre sange end Pet Shop Boys ‘Domino Dancing og Saint Etienne ‘Spring for at kunne dø lykkelige, var Air France popmusikkens frelsere. Skuffende var derfor den årelange tavshed, kulminerende i en lakonisk vi-slår-op meddelelse fra bandet i marts 2012. Nogle bands formår ikke at løsrive sig fra den spændetrøje det er, at have skabt/defineret en musikbølge. Men det var smukt mens det varede. Ak og ve.

Bliver de spillet for meget? Alabama Shakes? Er det for kommercielt? For mainstream? For hypet? Ja? Ok. Meget muligt. Men ‘Hold On‘ er og bliver et råsexet, virilt handyr af et møgbeskidt hit. For satan, hvis ikke man kan skråle med, volumen skruet helt op, så er der noget helt fundamentalt galt med én. Og det ønsker I konforme røvhuller jo ikke. At der er noget fundamentalt galt med jer. Så skru dog op. Overgiv jer. Det er et mesterværk.

Endelig nyt fra bjørnene – Grizzly Bear har nyt album i pipen og Brooklyn bandet finder også vej til DK. De kan opleves i Falconer Salen i København den 28. oktober. Billetsalget begynder 8. juni klokken 10.
Ses vi? Det tror jeg nok, at vi gør!

Ny single “Sleeping Ute” efterfulgt af farvorit fra albummet “Vekatimest” 2009 

<iframe width=”560″ height=”315″ src=”http://www.youtube.com/embed/Hk3tURx8a2Q” frameborder=”0″ allowfullscreen></iframe>

Indie til husarerne

Sure, sure. Jeg er nok minimum fire år for sent ude i forhold til at hylde Vivian Girls og deres absurd lækre forsanger Katy Goodman. Her er hun i sit soloprojekt La Sera med de to ustyrligt fængende ‘Please Be My Third Eye‘ og ‘Break My Heart‘. Lige ud af landevejen Best Coast-esque surfpop. Vidunderligt til en sommerfredag på vej mod stranden.

Vagina Dentata

Måske der var noget i vandet dengang i midt 90′erne. I hvert fald huserede der i de år en række kastrerende stærke blonde sangerinder i indierock/-pop miljøet. Dagens indlæg er en hyldest til disse kvinder, der antageligvis var dem, som Darth, Adjunkten og Bigmouth egentlig drømte om, mens de sad med deres designerbriller på Krasnopolsky og besnakkede studerende fra KUA.

Jeg har aldrig lyttet til Throwing Muses, men jeg elsker Tanya Donellys riot grrrl attituder i sin tid i Belly. ‘Super-Connected’ er en vidunderlig sang. Hvad er genren? Grunge? Det er vanskeligt for mig at putte en mærkat på.

Ja. Jo. Ok. Måske er Justine Frischmann ikke ligefrem blond. Men jeg er sgu da ligeglad. ‘Stutter’ er et rent energiblast. Blandt de all-time bedste sange at spurte til. Og for de faste læsere her på siden (der som bekendt alle tilhører emo-goth segmentet der var omkring de 20-25 år da ‘Stutter’ udkom i 1993), så er det med garanti et kinky turn-on at hun har rusket rundt i både Brett Anderson OG Damon Albarn.

Heather Nova: ‘Walk This World’

Her ville jeg gerne have uploadet videoen, men Altmusiks intrigante og puritanske template nægter at gøre det. Det er en fadæse. For på samme måde som musikvideoen til Sabrina-’Boys’ gav generationer af præpubertære drenge i slut-80′erne deres første seksuelle oplevelse, så troner Heather Nova solidt på lider-tronen i midt-90′erne. For det første var hun absurd lækker. For det andet er sangen mere lummer end den gennemsnitlige R. Kelly kreation. For det tredje er det en indiepopsang i verdensklasse. ‘Walk This World’ er simpelthen hvad Soft Cell ville have kaldt Non-stop Erotic Cabaret. Et mesterværk.