Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

2013 – et koldt, ækelt og helt igennem uelskeligt tilbageblik

Fimbulvinteren varer ved, og det samme gør min nedadgroede fascination af dyster americana, alt-coyntry og blip-bloppende r’n’b. Og med denne selvsmagende intro bydes hermed velkommen til mine usunde yndlingssange for de første måneder af dette hjerteløst kolde år 2013.

Charlotte Gainsbourg – ’Paradisco’

En gammel sag, som jeg dog først opdagede for nylig – kun halvandet år efter alle andre.  Kan man have andet end et skizofrent forhold til Charlotte Gainsbourg? På den side er hun den type menneske, der ynder at forulempe Willem Defoes testikler. På den anden side har hun udgivet nogle fornøjelige albums, der i visse flygtige øjeblikke giver mindelser om de ypperligste stunder af den franske discohouse bølge (1995-2002). ’Paradisco’ er et sublimt eksempel herpå. Den stammer fra hendes 2011 album ’Stage Whisper’, der skulle være produceret af Beck. Kan man høre det? Muligvis. I mine ukyndige øren lyder ’Paradisco’ snarere som et kærlighedsbarn mellem Daft Punk, Air og Etienne Daho. 

 

Whiskeytown – ’Inntown’ (findes ikke på YouTube, sic)

Jeg lyttede til Whiskeytown uafbrudt i januar måned. Er bevidst om at Ryan Adams er alt for produktiv og har udgivet alt for meget lort. Whiskeytown årene er dog undtagelsen. Det er fandme godt. ’Inntown’ repræsenterer deres mere country-inficerede sange, men de kunne også lave snerrende rock (’Midway Park’ og ’’Yesterday’s News’) og perlende pop (’Crazy About You’ og ’Don’t Be Sad’). Hvis jeg kunne, så ville jeg have korsfæstet Adams dengang og have udråbt ham som Guds søn, men nu er det nok for sent at redde ham. 

 

Drive-By Truckers – ’This Fucking Job’

Tung, ond, snerrende og selvhadende. Hvad kan man ønske sig mere? Afspillet endog særdeles mange gange i de 3 timers daglige offentlig transport på vej frem og tilbage mellem bopælen i Randzonen og papirnusser-funktionen i en større dansk provinsby. 

 

Kisses – ’People Can Do the Most Amazing Things’

Også en ældre sag, som dog vedbliver med at forfølge mig. Det lyder som Saint Etienne cirka anno ’Fox Base Alpha’, hvilket er det samme som at sige ’højdepunktet af musikhistoriens udvikling’. Omkvædet er det mest fængende i nyere tid. 

 

I/O – ’Fast/Freetimes’

Fremragende blip-bloppende elektronisk r’n’b i ikke færre end to akter. Så meget pompøsitet er ikke hørt siden dengang de langhårede awekatte i slut-60’erne opfandt det absurde begreb ’rockopera’. Men du fredsens, hvor er det underspillet storslået og melodiøst.

 

Crown – ’Comfortable’

Det er hamrende ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Crown smører dig godt og grundigt, og inden du har set dig om, så parrer I jer som små villige kaniner. For hvis der er EN ting at Crown går op i, at så er det din nydelse og at du er komfortabel. Al modstand er forgæves. 

 

Me’Shell Ndegeocello – ’Love You Down’

Hvis ikke det var fordi at ‘Love You Down’ smadrer ens forsvarsmekanisme med sin stille insisterende vokal, det 90’er lumre keyboard og den tonsertunge bas, så ville jeg gøre nar af Me’Shell Ndegeocellos selvhøjtidlige og utallige navneskifter igennem årene. Nu læner jeg mig bare tilbage i respekt. 

Oprydning i cd og vinyl mængderne

Arbejder pt på at reducere min fysiske samling af musik. Det er en vanskelig og særdelses overraskende opgave – dels smerter det ens hjerte, når man bliver nød til at dumpe et stykke vinyl, som man skamhørte i 1982 – men som bare ikke har stået distancen til 2012. Og dels er det overraskende hvor meget indiejunk, man har samlet sammen over årerne uden nogen form for værdi – udover at “det var det næste store” en dag eller to i 1987 eller 1995. Men arbejdet skal gøres – morsomheder over samme emne kan nydes her

http://www.guardian.co.uk/music/musicblog/2012/nov/07/cd-collection-reorganise-physical-music

Det er den altid læseværdige Gaurdian journalist Michael Hann – der gennemgår samme øvelse!!

Afslutningsvis et staldtip til jer der stadig køber cd’er og gerne har udgivelserne i flere versioner. I december er det muligt at købe Jams samlede studieudgivelser i en lille boks til ca. kr. 200. Jeg har dem på vinyl og i boxset’et “Direction, Reaction, Creation” – men ikke som selvstændige cd’er. Et must have!!!! Ligesom albummet “The Gift” er ude i en lækker 30 års version. Også et must have! Den er på ønskesedlen.

Den første musikvideo der betød noget

Ovre på The Awl fortæller musikkritikeren Sasha Frere-Jones om, hvilken musikvideo der først betød noget for ham. Det er – fornøjeligt nok – en af mine yndlings hiphop sange fra 1980’erne: The World’s Supreme Team: ’Hey D.J.’.

Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

September – meget mere end efterår

Ja, dagene er blevet kortere. Varmen er på retur. September står for døren – men inden efterårsdepressionen banker døren ind, kan man glæde sig over september måneds albumudgivelser – der er noget for enhver smag. Bigmouth har noteret disse godbidder:

Jens Lekman “I Kow What Love Isn’t” http://youtu.be/cp6o1zZkOjo

Christian Hjelm “Før vi blev lette” http://youtu.be/Hgp9mxd0r4Q

Animal Collective “Centipede Hz” http://youtu.be/47xbkT3calM

The XX “Coexist” http://youtu.be/GmTd5Q_chds

Cat Power “Sun” http://youtu.be/_nl3Oo4-IQ4

Bob Dylan “Tempest”

Dinosaur Jr. “I Bet on Sky” http://youtu.be/3Ff1UH3Ut_w

Band of Horses “Mirage Rock” http://youtu.be/Sh8OTO4wSMs

Grizzly Bear “Shields” http://youtu.be/bteY_fs3Y18

Efterklang “Piramida” http://youtu.be/hwkoJ33be7U

Van Morrison “Born to Sing: No Plan B”

David Byrne & St. Vincent “Love This Giant” http://youtu.be/urJZfwaRyFg

 

Må jeg få jeres opmærksomhed?

Fem fra den Darth’ske spilleliste, der kan gøre arbejdsdagen op til 13 pct. bedre. Hvis man man altså har startet morgen med at få en Metrobøde på 750 kr.

Fra en mørk kælder i Cambridge – Alt-j med Fitzpleasure

Canadiske indierockere og New Wavere med nyt – Metric med Youth Without Youth

Texas-trut med trut på – Brownouts med Oozy

Vred Woody Guthrie anno 2012 – John Fullbright med Gawd Above

Pop-sommersangen 2012 – Lianne La Havas med Is Your Love Big Enough

Tak.

Ræben fra udkantsdanmark

Jeg sidder sgu fast musikalsk, og har ikke hørt et meningsfuldt nummer i lang tid, som jeg synes berettiger til en tilpas ironisk distanceret hyldest her på Altmusik. Måske det skyldes mine nylige relokalisering til død-røv Nordjylland. Måske det blot skyldes intellektuel dovenskab og mangel på kunstnerisk nysgerrighed. I så fald passer jeg utvivlsomt fint ind på den nye bopæl.

Men hey, måske gør det ikke så meget. Mine medskribenter pølser jo noget incestuøst og råddent-vand-agtigt rundt i danske musikere, som er nødt til at forlade sig på dagpenge og Jens Unmack-nepotisme for at overleve. Som ikke har lavet noget bedre end Elektriske Barometer klassikeren ‘Indre By‘ de seneste 20 år. Så gør det noget, at jeg skvaldrer løs om mine egne golden oldies? Jeg tror det næppe.

Uhhh, jeg dyrker min lille fetish maksimalt for tiden. Indierock kvinder regerer med uoplyst enevælde i min musikverden. Det er alt andet lige bedre end at dyrke det der ’40 årig bleg emorocker’ hejs, som Darth stimulerer sig selv med for tiden.

De svenske konger af ‘Belearic Disco’ strålede klart på pophimlen i 2008. Deres EP ‘No Way Down’ var et mesterværk. For de af os der grundlæggende ikke behøver andre sange end Pet Shop Boys ‘Domino Dancing og Saint Etienne ‘Spring for at kunne dø lykkelige, var Air France popmusikkens frelsere. Skuffende var derfor den årelange tavshed, kulminerende i en lakonisk vi-slår-op meddelelse fra bandet i marts 2012. Nogle bands formår ikke at løsrive sig fra den spændetrøje det er, at have skabt/defineret en musikbølge. Men det var smukt mens det varede. Ak og ve.

Bliver de spillet for meget? Alabama Shakes? Er det for kommercielt? For mainstream? For hypet? Ja? Ok. Meget muligt. Men ‘Hold On‘ er og bliver et råsexet, virilt handyr af et møgbeskidt hit. For satan, hvis ikke man kan skråle med, volumen skruet helt op, så er der noget helt fundamentalt galt med én. Og det ønsker I konforme røvhuller jo ikke. At der er noget fundamentalt galt med jer. Så skru dog op. Overgiv jer. Det er et mesterværk.

Indie til husarerne

Sure, sure. Jeg er nok minimum fire år for sent ude i forhold til at hylde Vivian Girls og deres absurd lækre forsanger Katy Goodman. Her er hun i sit soloprojekt La Sera med de to ustyrligt fængende ‘Please Be My Third Eye‘ og ‘Break My Heart‘. Lige ud af landevejen Best Coast-esque surfpop. Vidunderligt til en sommerfredag på vej mod stranden.

Vagina Dentata

Måske der var noget i vandet dengang i midt 90′erne. I hvert fald huserede der i de år en række kastrerende stærke blonde sangerinder i indierock/-pop miljøet. Dagens indlæg er en hyldest til disse kvinder, der antageligvis var dem, som Darth, Adjunkten og Bigmouth egentlig drømte om, mens de sad med deres designerbriller på Krasnopolsky og besnakkede studerende fra KUA.

Jeg har aldrig lyttet til Throwing Muses, men jeg elsker Tanya Donellys riot grrrl attituder i sin tid i Belly. ‘Super-Connected’ er en vidunderlig sang. Hvad er genren? Grunge? Det er vanskeligt for mig at putte en mærkat på.

Ja. Jo. Ok. Måske er Justine Frischmann ikke ligefrem blond. Men jeg er sgu da ligeglad. ‘Stutter’ er et rent energiblast. Blandt de all-time bedste sange at spurte til. Og for de faste læsere her på siden (der som bekendt alle tilhører emo-goth segmentet der var omkring de 20-25 år da ‘Stutter’ udkom i 1993), så er det med garanti et kinky turn-on at hun har rusket rundt i både Brett Anderson OG Damon Albarn.

Heather Nova: ‘Walk This World’

Her ville jeg gerne have uploadet videoen, men Altmusiks intrigante og puritanske template nægter at gøre det. Det er en fadæse. For på samme måde som musikvideoen til Sabrina-’Boys’ gav generationer af præpubertære drenge i slut-80′erne deres første seksuelle oplevelse, så troner Heather Nova solidt på lider-tronen i midt-90′erne. For det første var hun absurd lækker. For det andet er sangen mere lummer end den gennemsnitlige R. Kelly kreation. For det tredje er det en indiepopsang i verdensklasse. ‘Walk This World’ er simpelthen hvad Soft Cell ville have kaldt Non-stop Erotic Cabaret. Et mesterværk.

Bubble pop!

Forleden opdagede jeg, at Darth planker sine blogindlæg får alt sin nye musikinspiration fra The Guardians’ musikblog. Hvilket vel næppe kommer bag på nogen, når nu hele hans virken og væren emmer langt væk af bedaget Fabian Society romantik.

Men nuvel, da jeg er langt fra at kunne danne en selvstændig mening, endsige tænke en selvstændig tanke, besluttede jeg mig for at gå Altmusik’s lokale Colonel Kurtz i bedene.

Tilbragte derfor min dyrebare arbejdstid fritid i går på at pølse rundt inde på Guardian-bloggen. Og man må nok sige, at der mildest talt er mere end et enkelt guldkorn derinde. Særlig for et musikhistorisk ødeland som undertegnede. Der er, som min chef ville sige det, også her betydeligt potentiale for at udvidede min rudimentære viden.

Derfor kan jeg nu med stor stolthed præsentere en række liflige K-pop videoer, som Guardian var så venlige at henlede min flygtige opmærksomhed på. ‘K-pop’ er en forkortelse for ‘Korean Pop’. Det dækker over den krydsning af dance, electropop, hip hop og r’n'b, som i de seneste 10 år har opnået popmusikalsk hegemoni i Asien. Det er uforskammet tyggegummipop, som man skal være ualmindelig sortsynet (eller bare støjrocker, post-hipster eller noget lignende drøvtygger agtigt) for ikke at blive charmeret af.

Allerførst er der Girls’ Generations episke ‘Gee‘ fra 2009. Med en kioskbasker af et omkvæd og et ustyrligt dansabelt beat, står denne sang som et uudgrundeligt mesterværk i nyere pophistorie. Videoen på YouTube er set 70 mio. gange og sangen hærgede hitlisterne i Japan og Korea i adskillige måneder. Videoen en trademark Girls’ Generation, hvor de ni medlemmer er perfekt koreograferet og charmerende i al deres bedårenhed. Sangen fortjener mere end et Big in Japan ry. Der er ikke lavet bedre popsange

Her i 2012 forsøger Girls’ Generation så at erobre resten af verden med den mere mainstream R’n'B’ede ‘The Boys‘. Sangen er for lidt K-pop for min smag, og jeg er usikker på om det klæder dem at forsøge sig på engelsk. Det lyder i mellemstykket lidt rigeligt som Gwen Stefani’s midt-00′erne materiale. Men danserutinerne sidder lige i skabet, lummerhedsfaktoren i top og hitpotentialet er usvigeligt.

Wonder Girls ‘So Hot‘ fra 2008 er mere minimalistisk, men stadig lummer og vokalbåret. Sangen bæres frem af en 80′er synth, der kunne have optrådt på et af Human Leagues kreationer. Det koreanske rap efter ca. 02:00 minutter er som at drukne i et hav af varm honning. Det bør prøves.

Vi slutter af med Hyuna, der tidligere var medlem af netop Wonder Girls. Hun dyrker i ‘Bubble Pop‘ et noget mere slutty image end tidligere, men ændrer ikke på musikstilen, der – som sangtitlenmuligvis antyder – er tyggegummipop, der låner så rigeligt af Ameries r’n'b klassiker ‘1 thing‘. Det er godt. Urimeligt godt faktisk. Det ville blive en brølende succes, hvis sangen blev fremført på engelsk.

Som ovenstående tour de force i koreanske pop antyder, så er den uforskammede popmusiks akse i dag ikke længere i de trætte demografisk udfordrede byer i Europa eller i post-Lehman deprimerede New York. Nej, det er i Asien, hvor man herligt befriet for ironi og snærende selvhadstendenser pusher den uforfaskede pop.

Svælg i det. Det er pragtfuldt.