Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

David fra Svendborg

Fræsende guitarer. Skrig og skrål. Punk og funk, som man spiller det bedst på Sydfyn. Hør Ulvene omkring med Synd og Skam fra det svendborgensiske musikkollektiv Af med Hovedet. Her skulle man tro, at David Byrne havde været havde på AOF Center Fyn og fulgt med på Dansk som andetsprog III. Hvem sagde, at den danske musikscene er røvsyg?

Oprydning i cd og vinyl mængderne

Arbejder pt på at reducere min fysiske samling af musik. Det er en vanskelig og særdelses overraskende opgave – dels smerter det ens hjerte, når man bliver nød til at dumpe et stykke vinyl, som man skamhørte i 1982 – men som bare ikke har stået distancen til 2012. Og dels er det overraskende hvor meget indiejunk, man har samlet sammen over årerne uden nogen form for værdi – udover at “det var det næste store” en dag eller to i 1987 eller 1995. Men arbejdet skal gøres – morsomheder over samme emne kan nydes her

http://www.guardian.co.uk/music/musicblog/2012/nov/07/cd-collection-reorganise-physical-music

Det er den altid læseværdige Gaurdian journalist Michael Hann – der gennemgår samme øvelse!!

Afslutningsvis et staldtip til jer der stadig køber cd’er og gerne har udgivelserne i flere versioner. I december er det muligt at købe Jams samlede studieudgivelser i en lille boks til ca. kr. 200. Jeg har dem på vinyl og i boxset’et “Direction, Reaction, Creation” – men ikke som selvstændige cd’er. Et must have!!!! Ligesom albummet “The Gift” er ude i en lækker 30 års version. Også et must have! Den er på ønskesedlen.

Little Jack Willie White

Alle, der er noget ved musikken – og det ligegyldigt om vi taler i mode-, reklame- eller musikbranchen – er 100 procent enige om, at hvis der er én, som hver dag skulle have en høj klør femmer, er det Jack White.

Og det er jo ikke helt ubegrundet, fordi uanset om han kalder sig The White Stripes eller The Raconteurs er der altid krudt i guitaren og stamp i gulvet, når Jack bestemmer sig for at gasse op.

Det bliver der bestemt også på singlen I’m Shakin’. Den er dog produceret i en noget mere tyktflydende og liret version med en ordentlig masse kor og bas, end i Little Willie Johns noget mere skrabede version fra 1960, som dog ikke er mindre cool af den grund – måske tværtimod?

Først rystes der i Little Willie Johns version

Og så ryster vi med Jackie White

September – meget mere end efterår

Ja, dagene er blevet kortere. Varmen er på retur. September står for døren – men inden efterårsdepressionen banker døren ind, kan man glæde sig over september måneds albumudgivelser – der er noget for enhver smag. Bigmouth har noteret disse godbidder:

Jens Lekman “I Kow What Love Isn’t” http://youtu.be/cp6o1zZkOjo

Christian Hjelm “Før vi blev lette” http://youtu.be/Hgp9mxd0r4Q

Animal Collective “Centipede Hz” http://youtu.be/47xbkT3calM

The XX “Coexist” http://youtu.be/GmTd5Q_chds

Cat Power “Sun” http://youtu.be/_nl3Oo4-IQ4

Bob Dylan “Tempest”

Dinosaur Jr. “I Bet on Sky” http://youtu.be/3Ff1UH3Ut_w

Band of Horses “Mirage Rock” http://youtu.be/Sh8OTO4wSMs

Grizzly Bear “Shields” http://youtu.be/bteY_fs3Y18

Efterklang “Piramida” http://youtu.be/hwkoJ33be7U

Van Morrison “Born to Sing: No Plan B”

David Byrne & St. Vincent “Love This Giant” http://youtu.be/urJZfwaRyFg

 

Roskilde 12

UROgenklang har taget grovfilen frem og giver Roskild tørt på i “F**K Roskilde”. På mange måder en rigtig kritik, for umiddelbart var det et noget tyndbenet program, der blev præsenteret fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli på Dyrskuepladsen. Alt for mange gengangere og uaktuelle signings på programmet - bedst illustreret ved danske Malk de Koijn og Mew, der begge uforståeligt havde løst billet til Orange scene uden at have nyt at byde ind med. Det er sgu en ommer, Rikke Øxner!!! Ligesom Arena var underbemandet med bands og artister, der kan udfylde det store telt – jeg har kun noteret Bon Iver (http://youtu.be/TWcyIpul8OE), Alison Krauss (http://youtu.be/2-0drZqMdR4), M83 (http://youtu.be/Bzge5vY72hE) og Dr. John (http://youtu.be/guUN-5Xpdt0) i årets program, som værdige kunstnere til denne scene. De resterende var for tynde og for små. The Shins (http://youtu.be/RoLTPcD1S4Q) - som jo er et uhyre sympatisk band med en velsyngende James Mercer i front, formåede ikke at spille teltet op – og dette band var noteret som et hovednavn lige under de store typer på plakaten.

Selv havde jeg kun en 8-10 must see på min liste, hvilket jo er helt uhørt taget i betragtning, at der bliver præsenteret over 200 navne på festivalen. Et enkelt kig på sammenlignlige festivaller som spansk/portugisiske Primavera sound og svenske Way Out West (finder sted den 9-11 august i Göteborg) kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på en – det er jo et tag selv bord af musikalske lækkerier. Begge steder er genopstandne The Afghan Wihgs på programmet – tjek link for at se bandets koncert i Primavera http://youtu.be/lOOx39ggE7o

Det virker som om, at arrangørernes fokus er på campinglivet, og det der udspiller sig i lejren fremfor kerneydelsen – koncerten! Det er efter min opfattelse en fejl, og det medfører, at koncerterne bare er et soundtrack til en lang endeløs festbrandert. Det fortjener musikken ikke.

En enkelt ros skal Roskilde dog have i år – og det er for forsøget på at få orange til at spille for masserne i år (også i lyset af, at festvalarrangørerne stolt proklamerede, at de ikke ville booke musik for mor og far – og bagefter så booker musik til mor og far) - såvel the Cure, Jack White, Roots og Bruce Springsteen fungerede optimalt på den store scene og gav nogle af de bedste og mest insisterende koncerter på årets festival foran de største mængder af publikummer. De fire navne var fremragende:  Denne signatur har næppe hørt Robert Smith synge så godt live før og point for at de kom ud i hjørnerne af deres katalog. Jack White er så gennemsyret musikalsk, at det er en udsøgt fornøjelse at se og høre ham grave en vej gennem musikhistorien akkompagneret af de sejtsvingende The Peacoocks – denne konstellation gav mere krop til solodebutens numre. Uhørt godt. Roots er altid garant for en fest - hørt mere fokuseret end på denne sene eftermiddag – men altid vedkommende og i mødekommende. Springsteen er der sagt og skrevet meget om. Denne signatur skal blot konstatere, at manden leverede.

Herudover var der meget langt mellem snapsene, og folks konstante snakken, tjekken smartphones og dokumentationstrang af festen (dogmet i 2012 er åbenbart, at alt skal filmes, ellers er det ikke sket!) gjorde flere oplevelser til desiderede nedturer. Hold nu bare kæft og nyd musikken. Hvor vanskeligt kan det være. Men reelt er den manglende opmærksomhed mod musikken (og disrespekt overfor de øvrige publikummer) sikkert bare et udtryk for tidsånden. Musikken er ikke en fællesnævner mere for ungdommen eller andre. Den opleves fragmenteret og kommer med et multidifferentieret udtryk på adskillige platforme, hvor den enkelte kan stemple ind og ud efter individuelt behov. Derfor er det min påstand, at der ikke skabes de samme fælles fortællinger i og om musikken, som vi alle kan mødes og samles om. Kun nogle enkelte kunstnere formår dette og enkelte af disse spillede her.  

Vind under vingerne kom der dog med glimrende koncerter fra canadiske Cold Specks (stramt og fint udført sould med festivallens bedste stemme)

Anakistiske Hank 3 (indtil maskerne kom frem og den fræsende metal afløste den traditionelle country) 

Samt cool cat Lee Fields and Expressions (en soulcrooner på toppen af sit spil) der lukkede lørdag nat med den reneste soulaftapning.

Så skal denne signatur afsted til Roskilde i 13 (og jeg har været der siden medio 80) skal den gode linje med Orange fortsættes, og der skal signes bedre og mere aktuelle navne til de øvrige scener (gerne a’la UROgenklangs ønsker). Er det problem at finde disse navne – så kan de bare ringe eller skrive til AltMusik.dk

Må jeg få jeres opmærksomhed?

Fem fra den Darth’ske spilleliste, der kan gøre arbejdsdagen op til 13 pct. bedre. Hvis man man altså har startet morgen med at få en Metrobøde på 750 kr.

Fra en mørk kælder i Cambridge – Alt-j med Fitzpleasure

Canadiske indierockere og New Wavere med nyt – Metric med Youth Without Youth

Texas-trut med trut på – Brownouts med Oozy

Vred Woody Guthrie anno 2012 – John Fullbright med Gawd Above

Pop-sommersangen 2012 – Lianne La Havas med Is Your Love Big Enough

Tak.

Ræben fra udkantsdanmark

Jeg sidder sgu fast musikalsk, og har ikke hørt et meningsfuldt nummer i lang tid, som jeg synes berettiger til en tilpas ironisk distanceret hyldest her på Altmusik. Måske det skyldes mine nylige relokalisering til død-røv Nordjylland. Måske det blot skyldes intellektuel dovenskab og mangel på kunstnerisk nysgerrighed. I så fald passer jeg utvivlsomt fint ind på den nye bopæl.

Men hey, måske gør det ikke så meget. Mine medskribenter pølser jo noget incestuøst og råddent-vand-agtigt rundt i danske musikere, som er nødt til at forlade sig på dagpenge og Jens Unmack-nepotisme for at overleve. Som ikke har lavet noget bedre end Elektriske Barometer klassikeren ‘Indre By‘ de seneste 20 år. Så gør det noget, at jeg skvaldrer løs om mine egne golden oldies? Jeg tror det næppe.

Uhhh, jeg dyrker min lille fetish maksimalt for tiden. Indierock kvinder regerer med uoplyst enevælde i min musikverden. Det er alt andet lige bedre end at dyrke det der ’40 årig bleg emorocker’ hejs, som Darth stimulerer sig selv med for tiden.

De svenske konger af ‘Belearic Disco’ strålede klart på pophimlen i 2008. Deres EP ‘No Way Down’ var et mesterværk. For de af os der grundlæggende ikke behøver andre sange end Pet Shop Boys ‘Domino Dancing og Saint Etienne ‘Spring for at kunne dø lykkelige, var Air France popmusikkens frelsere. Skuffende var derfor den årelange tavshed, kulminerende i en lakonisk vi-slår-op meddelelse fra bandet i marts 2012. Nogle bands formår ikke at løsrive sig fra den spændetrøje det er, at have skabt/defineret en musikbølge. Men det var smukt mens det varede. Ak og ve.

Bliver de spillet for meget? Alabama Shakes? Er det for kommercielt? For mainstream? For hypet? Ja? Ok. Meget muligt. Men ‘Hold On‘ er og bliver et råsexet, virilt handyr af et møgbeskidt hit. For satan, hvis ikke man kan skråle med, volumen skruet helt op, så er der noget helt fundamentalt galt med én. Og det ønsker I konforme røvhuller jo ikke. At der er noget fundamentalt galt med jer. Så skru dog op. Overgiv jer. Det er et mesterværk.

Venter på foråret manifisterer sig med varmegrader over 15 og følgende udgivelser

Flere af bloggens skribenter har forvarslet forårets komme – men en simpel manifestation i form af acceptable varmegrader lader vente på sig. Udover at vente på varme venter denne signatur også på følgende albumudgivelser, der skulle komme her i foråret/forsommeren.

Jack White “Blunderbuss”


White optræder med stor sandsynlighed på årets Roskilde festival

The Brian Jonestown Massacre “Aufheben”. De utilpassede amerikanere med den ustyrlige Anton i front kan fanges live i Amagerbio den 23. juni.

Damon Albarn “Dr. Dee” – mere om projektet kan ses og høres her

I Guaurdian aflivede Albarn forleden et nyt udspil fra Blur. Så tjek Blur ud på årets Skanderborg.

Endvidere afventes med spænding nyt fra amerikanske The Walkmen, engelske Soulsavers, Beach House, genopstandne Dexys (nu uden “midnightrunners i navnet), Neil Young & Crazy Horse samt The Cribs.