UROgenklang har taget grovfilen frem og giver Roskild tørt på i “F**K Roskilde”. På mange måder en rigtig kritik, for umiddelbart var det et noget tyndbenet program, der blev præsenteret fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli på Dyrskuepladsen. Alt for mange gengangere og uaktuelle signings på programmet - bedst illustreret ved danske Malk de Koijn og Mew, der begge uforståeligt havde løst billet til Orange scene uden at have nyt at byde ind med. Det er sgu en ommer, Rikke Øxner!!! Ligesom Arena var underbemandet med bands og artister, der kan udfylde det store telt – jeg har kun noteret Bon Iver (http://youtu.be/TWcyIpul8OE), Alison Krauss (http://youtu.be/2-0drZqMdR4), M83 (http://youtu.be/Bzge5vY72hE) og Dr. John (http://youtu.be/guUN-5Xpdt0) i årets program, som værdige kunstnere til denne scene. De resterende var for tynde og for små. The Shins (http://youtu.be/RoLTPcD1S4Q) - som jo er et uhyre sympatisk band med en velsyngende James Mercer i front, formåede ikke at spille teltet op – og dette band var noteret som et hovednavn lige under de store typer på plakaten.

Selv havde jeg kun en 8-10 must see på min liste, hvilket jo er helt uhørt taget i betragtning, at der bliver præsenteret over 200 navne på festivalen. Et enkelt kig på sammenlignlige festivaller som spansk/portugisiske Primavera sound og svenske Way Out West (finder sted den 9-11 august i Göteborg) kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på en – det er jo et tag selv bord af musikalske lækkerier. Begge steder er genopstandne The Afghan Wihgs på programmet – tjek link for at se bandets koncert i Primavera http://youtu.be/lOOx39ggE7o

Det virker som om, at arrangørernes fokus er på campinglivet, og det der udspiller sig i lejren fremfor kerneydelsen – koncerten! Det er efter min opfattelse en fejl, og det medfører, at koncerterne bare er et soundtrack til en lang endeløs festbrandert. Det fortjener musikken ikke.

En enkelt ros skal Roskilde dog have i år – og det er for forsøget på at få orange til at spille for masserne i år (også i lyset af, at festvalarrangørerne stolt proklamerede, at de ikke ville booke musik for mor og far – og bagefter så booker musik til mor og far) - såvel the Cure, Jack White, Roots og Bruce Springsteen fungerede optimalt på den store scene og gav nogle af de bedste og mest insisterende koncerter på årets festival foran de største mængder af publikummer. De fire navne var fremragende:  Denne signatur har næppe hørt Robert Smith synge så godt live før og point for at de kom ud i hjørnerne af deres katalog. Jack White er så gennemsyret musikalsk, at det er en udsøgt fornøjelse at se og høre ham grave en vej gennem musikhistorien akkompagneret af de sejtsvingende The Peacoocks – denne konstellation gav mere krop til solodebutens numre. Uhørt godt. Roots er altid garant for en fest - hørt mere fokuseret end på denne sene eftermiddag – men altid vedkommende og i mødekommende. Springsteen er der sagt og skrevet meget om. Denne signatur skal blot konstatere, at manden leverede.

Herudover var der meget langt mellem snapsene, og folks konstante snakken, tjekken smartphones og dokumentationstrang af festen (dogmet i 2012 er åbenbart, at alt skal filmes, ellers er det ikke sket!) gjorde flere oplevelser til desiderede nedturer. Hold nu bare kæft og nyd musikken. Hvor vanskeligt kan det være. Men reelt er den manglende opmærksomhed mod musikken (og disrespekt overfor de øvrige publikummer) sikkert bare et udtryk for tidsånden. Musikken er ikke en fællesnævner mere for ungdommen eller andre. Den opleves fragmenteret og kommer med et multidifferentieret udtryk på adskillige platforme, hvor den enkelte kan stemple ind og ud efter individuelt behov. Derfor er det min påstand, at der ikke skabes de samme fælles fortællinger i og om musikken, som vi alle kan mødes og samles om. Kun nogle enkelte kunstnere formår dette og enkelte af disse spillede her.  

Vind under vingerne kom der dog med glimrende koncerter fra canadiske Cold Specks (stramt og fint udført sould med festivallens bedste stemme)

Anakistiske Hank 3 (indtil maskerne kom frem og den fræsende metal afløste den traditionelle country) 

Samt cool cat Lee Fields and Expressions (en soulcrooner på toppen af sit spil) der lukkede lørdag nat med den reneste soulaftapning.

Så skal denne signatur afsted til Roskilde i 13 (og jeg har været der siden medio 80) skal den gode linje med Orange fortsættes, og der skal signes bedre og mere aktuelle navne til de øvrige scener (gerne a’la UROgenklangs ønsker). Er det problem at finde disse navne – så kan de bare ringe eller skrive til AltMusik.dk