Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

September – meget mere end efterår

Ja, dagene er blevet kortere. Varmen er på retur. September står for døren – men inden efterårsdepressionen banker døren ind, kan man glæde sig over september måneds albumudgivelser – der er noget for enhver smag. Bigmouth har noteret disse godbidder:

Jens Lekman “I Kow What Love Isn’t” http://youtu.be/cp6o1zZkOjo

Christian Hjelm “Før vi blev lette” http://youtu.be/Hgp9mxd0r4Q

Animal Collective “Centipede Hz” http://youtu.be/47xbkT3calM

The XX “Coexist” http://youtu.be/GmTd5Q_chds

Cat Power “Sun” http://youtu.be/_nl3Oo4-IQ4

Bob Dylan “Tempest”

Dinosaur Jr. “I Bet on Sky” http://youtu.be/3Ff1UH3Ut_w

Band of Horses “Mirage Rock” http://youtu.be/Sh8OTO4wSMs

Grizzly Bear “Shields” http://youtu.be/bteY_fs3Y18

Efterklang “Piramida” http://youtu.be/hwkoJ33be7U

Van Morrison “Born to Sing: No Plan B”

David Byrne & St. Vincent “Love This Giant” http://youtu.be/urJZfwaRyFg

 

Roskilde 12

UROgenklang har taget grovfilen frem og giver Roskild tørt på i “F**K Roskilde”. På mange måder en rigtig kritik, for umiddelbart var det et noget tyndbenet program, der blev præsenteret fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli på Dyrskuepladsen. Alt for mange gengangere og uaktuelle signings på programmet - bedst illustreret ved danske Malk de Koijn og Mew, der begge uforståeligt havde løst billet til Orange scene uden at have nyt at byde ind med. Det er sgu en ommer, Rikke Øxner!!! Ligesom Arena var underbemandet med bands og artister, der kan udfylde det store telt – jeg har kun noteret Bon Iver (http://youtu.be/TWcyIpul8OE), Alison Krauss (http://youtu.be/2-0drZqMdR4), M83 (http://youtu.be/Bzge5vY72hE) og Dr. John (http://youtu.be/guUN-5Xpdt0) i årets program, som værdige kunstnere til denne scene. De resterende var for tynde og for små. The Shins (http://youtu.be/RoLTPcD1S4Q) - som jo er et uhyre sympatisk band med en velsyngende James Mercer i front, formåede ikke at spille teltet op – og dette band var noteret som et hovednavn lige under de store typer på plakaten.

Selv havde jeg kun en 8-10 must see på min liste, hvilket jo er helt uhørt taget i betragtning, at der bliver præsenteret over 200 navne på festivalen. Et enkelt kig på sammenlignlige festivaller som spansk/portugisiske Primavera sound og svenske Way Out West (finder sted den 9-11 august i Göteborg) kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på en – det er jo et tag selv bord af musikalske lækkerier. Begge steder er genopstandne The Afghan Wihgs på programmet – tjek link for at se bandets koncert i Primavera http://youtu.be/lOOx39ggE7o

Det virker som om, at arrangørernes fokus er på campinglivet, og det der udspiller sig i lejren fremfor kerneydelsen – koncerten! Det er efter min opfattelse en fejl, og det medfører, at koncerterne bare er et soundtrack til en lang endeløs festbrandert. Det fortjener musikken ikke.

En enkelt ros skal Roskilde dog have i år – og det er for forsøget på at få orange til at spille for masserne i år (også i lyset af, at festvalarrangørerne stolt proklamerede, at de ikke ville booke musik for mor og far – og bagefter så booker musik til mor og far) - såvel the Cure, Jack White, Roots og Bruce Springsteen fungerede optimalt på den store scene og gav nogle af de bedste og mest insisterende koncerter på årets festival foran de største mængder af publikummer. De fire navne var fremragende:  Denne signatur har næppe hørt Robert Smith synge så godt live før og point for at de kom ud i hjørnerne af deres katalog. Jack White er så gennemsyret musikalsk, at det er en udsøgt fornøjelse at se og høre ham grave en vej gennem musikhistorien akkompagneret af de sejtsvingende The Peacoocks – denne konstellation gav mere krop til solodebutens numre. Uhørt godt. Roots er altid garant for en fest - hørt mere fokuseret end på denne sene eftermiddag – men altid vedkommende og i mødekommende. Springsteen er der sagt og skrevet meget om. Denne signatur skal blot konstatere, at manden leverede.

Herudover var der meget langt mellem snapsene, og folks konstante snakken, tjekken smartphones og dokumentationstrang af festen (dogmet i 2012 er åbenbart, at alt skal filmes, ellers er det ikke sket!) gjorde flere oplevelser til desiderede nedturer. Hold nu bare kæft og nyd musikken. Hvor vanskeligt kan det være. Men reelt er den manglende opmærksomhed mod musikken (og disrespekt overfor de øvrige publikummer) sikkert bare et udtryk for tidsånden. Musikken er ikke en fællesnævner mere for ungdommen eller andre. Den opleves fragmenteret og kommer med et multidifferentieret udtryk på adskillige platforme, hvor den enkelte kan stemple ind og ud efter individuelt behov. Derfor er det min påstand, at der ikke skabes de samme fælles fortællinger i og om musikken, som vi alle kan mødes og samles om. Kun nogle enkelte kunstnere formår dette og enkelte af disse spillede her.  

Vind under vingerne kom der dog med glimrende koncerter fra canadiske Cold Specks (stramt og fint udført sould med festivallens bedste stemme)

Anakistiske Hank 3 (indtil maskerne kom frem og den fræsende metal afløste den traditionelle country) 

Samt cool cat Lee Fields and Expressions (en soulcrooner på toppen af sit spil) der lukkede lørdag nat med den reneste soulaftapning.

Så skal denne signatur afsted til Roskilde i 13 (og jeg har været der siden medio 80) skal den gode linje med Orange fortsættes, og der skal signes bedre og mere aktuelle navne til de øvrige scener (gerne a’la UROgenklangs ønsker). Er det problem at finde disse navne – så kan de bare ringe eller skrive til AltMusik.dk

Må jeg få jeres opmærksomhed?

Fem fra den Darth’ske spilleliste, der kan gøre arbejdsdagen op til 13 pct. bedre. Hvis man man altså har startet morgen med at få en Metrobøde på 750 kr.

Fra en mørk kælder i Cambridge – Alt-j med Fitzpleasure

Canadiske indierockere og New Wavere med nyt – Metric med Youth Without Youth

Texas-trut med trut på – Brownouts med Oozy

Vred Woody Guthrie anno 2012 – John Fullbright med Gawd Above

Pop-sommersangen 2012 – Lianne La Havas med Is Your Love Big Enough

Tak.

Timber Timbre Klimprer

Stødte ind i Timber Timbre forleden og fandt til min gryende skuffelse ud af, at de spiller en udsolgt koncert i Huset den 21. marts.

Det kan man jo ikke rigtig bruge til det noget som helst, med mindre man har været så forudseende at købe billet til de canadiske bluesnostalgikere, der mest lyder, som hvis Portishead havde plukket bomuld med Muddy Waters i Mississippi stedet for at have danderet tilværelsen væk i elegant tristesse i Bristol.

Det selvbetitlede album fra 2009 falder klart bedst i denne signaturs smag, men man kan dog også godt tillade sig at rocke med på Creep On Creepin’ On, som røg ud i 2011. Overkom eventuel skuffelse her og lyt med på lidt udvalgt Timber Timbre her:

 

 

Jonathan Wilson

Adjunkten her har ligget på den lade side i altmusik.dk’s første tid – det er hermed beklaget. Jeg har dog læst nysgerrigt og jeg har lyttet til det meste af det, d’herrer har diverteret med.

Herfra vil der sgu ikke blive set på ”kulturen i sin kontekst”. Darth & konsorter må stænke det fornødne magisterpis i sengehalmen, men jeg smider gerne et link i ny og næ og skriver lidt om det.

De nyere plader, jeg har været gladest for, er allerede blevet behandlet på disse sider: Black Keys ”El Camino” og Mark Lanegans ”Blues Funeral”. Jeg har været så begejstret, at jeg kastede mig ud i Black Keys ”Sister” på bassen forleden mens jeg sang kor-stemmen. Det lød som altid af helvede til. Næh, lad mig i stedet henlede d’herrers opmærksomhed på westcoast-duden Jonathan Wilsons ”Gentle Spirit” fra sidste år. En stilfærdig folk’et sag med en understrøm af hippiesyre. Det er en af den slags plader, der stilfærdigt vokser for én, hvis man giver den tid. Jeg faldt over den i Uncut’s december-nummer, hvor den vistnok var nr. 2 på listen over bedste udgivelser for 2011. Det har en opdateret 70’er lyd, der sender hilsener til Crosby, Stills & Nash og denne her akustiske, love-agtige sound. Det er pudsigt som noget kan tage udgangspunkt i en tradition og alligevel ikke lyde som ren retro. Det er en plade, der duer til mange ting. Den kan spilles mens ungerne leger på gulvet og mor og far suger moderat på chillumen. Man kan skeje ud til noget af den. Man kan stene til den og tænke på store, rullende stillehavsbølger, høj sol, harmoni og mennesker med grimt hår i beskidt fløjl. Suk … gid der stadig var hippier til. Bevares, det er ikke en mageløs sag, men et hyggeligt bekendtskab. Folk med overdreven hang til flossede kanter kan dog stå af her.

Stillehavs-bølgerne:
Valley of the Silver Moon by Jonathan Wilson on Grooveshark

Syren:
Woe Is Me by Jonathan Wilson on Grooveshark

Seje Erika

Årslisterne her på bloggen kommer i spredt fægtning (hvilket i parentes bemærket tiltaler denne signatur, der hylder princippet: Skriv hvad du har lyst til, når du har lyst). Ingen af årslisterne synes dog at indeholde Erika M. Anderson aka EMA’s udgivelse Past Life Martyred Saints (Souterrain Transmissions, 2011). Det må bero på en misforståelse.

EMA

For Erika pigen er for sej. Med en stemme som Kim Gordon (Sonic Youth) og en musik, der mikser Goth, Grunge og Alternativ Country, er EMA absolut blandt de mest interessante solister på tidens scene.

Tjek nummeret ”The Grey Ship” nedenfor – et fantastisk nummer.