Så er det igen blevet tid til UROgenklangs ultra-subversive-ideosynkratiske bud på årets musikudgivelser (håber ikke at den ligner Pitchfork’s alt for meget…). Årets musikforbrug har båret præg at UROgenklangs jobrolleskift fra et Rock’n’Roll kontor med musik i højtalerne til et mere high-policy-making-enviroment-på-indianerniveau, hvilket har affødt at musikken oftest har været i hovedtelefoner, sammen med konen med vin i glassene suppleret med laaaange ture i bilen til Jylland. Det har klart påvirket musikvalget og unge fløse som Miguel, Frank og Kendrick har fået lidt ekstra chancer og jeg er blevet både mørkere (i huden) og mere soul i min smag. Helt væk er de kridhvide indierockere ikke, men listen ser afgjort anderledes ud end de forrige år – mere sex og attitude, mindre klynk og elite. Ikke sådan at der ikke er plads til de bands som ingen har hørt om, de kommer bare længere nede på listen sammen med standard opfordringen til at give det hele en chance, specielt fordi jeg i sidste øjeblik har skåret 20 glimrende album af listen for at øge chancen for at I gider læse jer helt igennem – og husk, hvis det er på denne liste, så har musikken noget, der enten vil udfordre dig og muligvis gøre dig til et helt og langt bedre menneske… husk at dine ører også har behov for eventyr.
1. Kendrick Lamar – “good kid, m.A.A.d city”
Et debutalbum fra en 25 årig sort mand fra Compton, L.A. øverst på UROgenklangs årsliste? Lige så sandsynligt som at en overvægtig tyndhåret skovhuggertype kan lukke sig inde i en bjælkehytte i et års tid og komme ud med et mesterværk… Kendrick Lamar hiver G-Funken ned fra hylderne og injicerer 70-soul, afro-beats og godt med RnB lige ind i den åre af Hip Hop som flyder tilsyneladende uhæmmet gennem unge Kendrick. Teksterne handler primært om at modnes (i et utroligt usundt miljø – bare tjek coveret) og gå både den rigtige og forkerte vej. De mange brudstykker af tale o.a. kan være irriterende, men det skaber et forbavsende helstøbt indtryk af ikke kun at have 12 sange i hånden, men en lang fortælling. Ikke sådan at ”good kid…” ikke har gode sange for det er ikke tilfældet. Der er catchy sange som ”Bitch, Don’t Kill My Vibe”, G-ambitiøse sange som ”the Art of Pearpressure” blærede sange som “Swimming Pools”, lad os virkeligt udvide paletten sange som ”Sing About me I’m Dying of Thirst” der med sine 12 minutter ikke er for lang og så slutter Kendrick af med en klassisk Dr. Dre banger som ”Compton”. Shiiiiiiiit som Samuel L. Jackson ville sige.
2. Efterklang – ”Piramida”
Fantastisk at vi har et dansk band med en så unik musikalsk vision og talentet til at bære den igennem. Efterklangs sidste tre udgivelser ”Under Giant Trees”, ”Parades” og ”Magic Chair” var gode og havde magiske øjeblikke, der især blev tydelige når de blev spillet live. Specielt elskede jeg de nærmest overorkestrerede øjeblikke på ”Under Giant Trees” og savnede til start disse da jeg de første par gange hørte ”Piramida”, der nærmest er underspillet, da de mest komplekse elementer ofte er gemt langt nede i mixet. ”Piramida” er et nærmest uhørt helstøbt album og til start er det nærmest en ulempe, for det er svært at vælge en sang ud, som er bedre end de andre og som man kan angribe albummet ud fra. Jeg startede med ”Black Summer” og valgte derefter ”Hollow Mountain” og er endt med det bedste nummer ”Sedna” hvor det hele knitrer under Casper Clausen´s vokal. Og det er Casper Clausens album og hans stemme er front and center, skønt pakket ind af field recordings fra Svalbard, pigekor, smuttende bas og diskrete strygere. Det er afgørende at man hører albummet i sin helhed for at for fornemme omfanget, højt for at få det til at sitre og se på noget smukt samtidigt for at forstå det. Afslutningsnummeret ”Monument” siger det meste – jeg bliver sgu både imponeret og inspireret over hvor stort og smukt et album ”Piramida” er.
3. Shearwater – ”Animal Joy”
Shearwater kommer fra Austin, Texas hvor et andet af mine absolutte favoritbands Explosions in the Sky også kommer fra. Og det er ikke fordi de to bands minder om hinanden, men de har det tilfælles, at der er utroligt højt til himlen i deres musikalske univers og at de begge har leveret fantastiske koncerter sidste gang de var i Danmark. Senest Shearwater i Pumpehuset hvor Jonathan Meiburg, der har en af de største stemmer i Texas, ja måske på den alternative musikscene, leverede end intens og fysisk koncert. Jeg elskede ”Rook” fra 2008, men ”Animal Joy” er helt på niveau, bl.a. fordi at Meiburg for første gang har dygtige nok musikere med på både tour og i studiet. Hvis jeg kigger på min itunes konto, så kan jeg se at ”You as You Were” er det mest hørte nummer i 2012, og det er også et komplekst og fysisk mesterstykke. Jeg kan stadig se Meiburg’s blodårer for mig da han nærmest skriger sig igennem klimakset i sangen og overlegent glider tilbage. Musikken er nærmest overdramatisk og når man ser Shearwater live tænker man ”he’s a crazy guy”, men ”Animal Joy” er også forankret i de rolige passager, der giver den nødvendige balance på en stor og udfordrende udgivelse. Hør også ”Breaking the Yearling”, ”Dread Soveriegn” og ”Insolence”.
4. Miguel – Kalejdoscope dream
Miguel lyder tit som Prince – just way cooler. Lyden af urban living anno 2012. Jeg burde ikke være så pjattet med Miguel, men ”Kaleidoscope Dream” er den magiske blanding af pop, hip hop, soul og RnB som 2012 kommer til at blive husket for. Musikken er både meget fysisk og samtidig porøs, mikset op med eksplicitte tekster om sex and drugs og om at være ung og vægtløs. Så på nærmest mirakuløs vis får Miguel kalejdoskopet til at forme en fantastisk musikalsk kreation, der samler de mange inspirationer til 11 sange der passer det gamle ordsprog – ”no filler, only killer” – hvor ”Do you…” topper som en af årets bedste sange. Kunne sagtens havde været nr. 1 på listen for der er jo også ”Adorn”, ”How Many Drinks?”etc.
5. Sun Kil Moon – “Among the Leaves”
Alle der har fulgt UROgenklangs årslister siden årtusindeskiftet og indlæg på Altmusik.dk ved, at jeg har et endog meget svagt punkt for Mark Kozelek, der de facto er Sun Kil Moon (og tidligere var Red House Painters). Sun Kil Moon navnet blev tidligere brugt til de mere bandbaserede (og elektriske udgivelser), men på de sidste to udgivelser ”Admiral Fell Promises” og ”Among the Leaves” er det stort set kun Mark og hans elskede guitar som han mestrer som få og han synger selv de fleste anden stemmer. ”Among the Leaves” har et mere umiddelbart og humoristisk tekstunivers end normalt og melodierne er lettere (om ikke skødesløse) og Mark har som chef for eget pladeselskab givet sig selv lov til at udgive et album, der mere fungerer som en række snapshots, der giver masser af plads til sidehistorier og fragmenter. Albummet står i kontrast til de meget tætte og eftertænksomme mesterværker som fx Sun Kil Moon’s “April” og RHP’s ”Ocean Beach”. Kritikerne har været efter Mark for dette valg, men jeg er af den opfattelse at det tilfører en ny dimension til den samlede diskografi. Så selv om ”Leaves” ikke er et nyt mesterværk, så er det stadig et ret godt album og de 92 min. (inkl. bonusdisk) har en overflod af gode sange fx ”Sunshine in Chicago”, ”UK Blues”, ”Among the Leaves” og specielt magiske detaljer, fra den spanske guitarintro til ”Young Love” til hyldestsangen til hans guitarbygger ”Richard Callopy”. Allerbedst er Mark’s refleksioner fx når han tørt konstaterer, at i gamle dage havde han mange smukke kvindelige fans og nu signerer han kun posters til fyre i gummisko. Begyndere bør måske starte et andet sted, men for os der allerede har været så heldige at kende til verdens største sangskriver, så er ”Leaves” et must. Og så glæder vi os til forårets album hvor Mark skruer op for både de onde fortællinger og crazy covers hvilket koncerten i Koncerthuset afslørede. ”Black Kite”.
6. Frank Ocean – “Channel Orange”
Jeg hørte først Frank Ocean’s ekspressive RnB stemme som en del af Odd Future slænget hvor han fungerede forrygende som modpol til fx Tyler’s hårde flow. At han havde ”Channel Orange” i sig, var det vist ikke kun undertegnede, der var overrasket over. Jeg har ikke siden Marvin Gaye’s ”What’s Going On” hørt så vital soul/RnB. ”Thinkin’ About You” er en forrygende sang, Frank lyder måske endnu bedre på ”Sierra Leone” og ”Sweet Life” er elegant og luksuriøs”. Frank Ocean synger overlegent afslappet, produktionen er for det meste spot on og så har teksterne reelt indhold. Lige som det er tilfældet med den jævnaldrende Kendrick og Miguel, så er ærligheden i højsædet med afsæt i udfordringerne med sex, berømmelse, drugs og oprindelse. Og så kan Frank også smide et 10 min. langt funky sang af sted ”Pyramids” der både er pop og brager i højtalerne, tjek baslinjen efter 1½ min. Skal der være en lille kritik, så kunne ”Channel Orange” godt være skåret bedre til og albummet er på den forkerte side af 60 min. men god damn hvor det er imponerende hvad de 3 unge drenge Kendrick, Miguel og Frank har leveret i år og sammen har de løftet HipHop, Soul og RnB genrerne et helt nyt sted hen – i hvert fald for mig.
7. Alt-J – “An Awesome Wave”
Jeg trippede totalt da jeg hørte Alt-J single “Tesselate”, der er en af årets allerbedste. Og så hører man hele albummet, der emmer af opfindsomhed og legesyge. Og så er der Joe Newmans forrygende stemme, der bevæger sig fra den lette operette til british indie-cool. Folktronica med et touch af dubbeats på fx ”Breezeblocks”. Samtidigt er der masser af oddball moments, der tiltaler en musiknørd som mig. Og så er der de straight numre som fx ”Matilda” og de smukke som ”Bloodflood”. Alt i J en forrygende og afvekslende skive, der kunne være lavet af 3-4 forskellige bands hvis det ikke var holdt sammen af en egal produktion og så den stemme. Vinder af den britiske Mercury award.
8. Daniel Rossen – “Silent Hour / Golden Mile”
Daniel Rossen er kendt for hans primære job som sangskriver, sanger og guitarist i Grizzly Bear og subsidiært for hans andet fremragende band Department of Eagles hvis album ”In Ear Park” bør stå i enhver pladesamling med respekt for sig selv. ”Silent Hour / Golden Mile” er Rossen’s debut i eget navn og “kun” en ep, men hvilken en af slagsen. Fem gyldne sange svøbt i tåger fra de sene 60’ere og tidlige 70’er med en klar George Harrison inspiration og med en melankolsk overtone. Smukke og prægnante sange fint orkestreret sange med Rossens unikke touch. Hvis bare der havde været 10 sange…men start med at høre ”Silent Song” eller endnu bedre live versionen af ”Saint Nothing”, fantastisk, intet mindre.
9. Mark Eitzel – “Don’t be a stranger”
American Music Club udgav deres første album da jeg var 17 år og da de fire år senere lavede de deres første mesterværk ”Everclear” var jeg hooked. Siden er der kommet ca. 15 albums, så man skulle tro, at Mark Eitzel havde opbrugt alle sine idéer og var slidt op. Men trods et hjertestop sidste år, så er han lige vedkommende (eller måske derfor). Han har opgivet flirten med electronica som ellers fungerede rigtigt godt på det totalt oversete 3 år gamle album ”Klamath” og er vendt tilbage til hans jazzede singer-songerwriter rødder. Og hvilket resultat. Eitzel’s bedste album siden ”60 watt Silver Lining” fra 1996. 11 super gode sange, der igen kredser om død, afmagt og forsmået kærlighed, præcis som det skal være på et Mark Eitzel album. Skal jeg fremhæve nogle sange må det være ”All my love” og ”We all have to find…”. Det mest umoderne album på listen, men af høj tidløs kvalitet.
10. Andrew Bird – “Break it yourself”
Andrew Bird er utroligt talentfuld. Fantastisk violinspiller, endnu bedre til at fløjte(!?), live kan han synge som Jeff Buckley og så stråler der intelligens ud af både tekster og melodier. Hvorfor er han så ikke på alle hitlister eller i det mindste musikårslister? Måske fordi han insisterer på at lave sin helt egen musik, der trækker på både klassisk, (spillemands) folk og indie i et eklektisk miks, som til tider skaber fantastiske resultater på sin egen spektakulære facon. Hør fx ”Desperation Breeds…” og ”Dance Caribbe”, der er virkeligt gode eksempler på Andrew Bird’s talenter. Men der mange andre eventyr i vente hvis man bevæger sig ind i Bird meget naturinspirerede univers fx ”Hole in the Floor”, ”Near Death Experience Experience” eller vignetten ”Behind the Barn”. Forrygende på sin egen særprægede facon.
11. Holy Other – “Held”
Årets electronica udgivelse og bedste bandnavn. Holy Other er en mytisk figur i undergrunden i hh. Berlin og Manchester og trods en notorisk presseskyhed så dukkede fragmenter af skæringer op på UROgenklangs harddisc på mystisk vis i løbet af 2012. Og ”Held” leverer. ”Tense Past”, ”Inpouring” og ”Nothing Here” er fornemme eksempler, men hele albummet emmer af efter tiden efter midnat, (hjerte)puls og der er strået lækre diskrete detaljer ud over hele verden. Sovekammerstemningen sniger sig til tider ned på det sene dansegulv og musikken egner sig både til at gå hjem alene og vågne op sammen.
12. Paul Banks – “Banks”
Jeg elskede Interpol og Julian Plenti var årets udgivelse for et par år siden. Så det med store forventninger man sætter Paul Banks første soloalbum i eget navn på. Det starter forrygende med ”The Base” og det bliver endnu bedre på ”Arise, Awake” og ”Summertime is Coming”. At Banks umiskendeligt lyder som…Paul Banks er både albummets største styrke og svaghed. ”Banks” mangler måske en selvstændig identitet, men kan man være ked af en af rockens mest genkedelige og stærkeste stemmer har lavet 10 gode sange næsten over samme læst som før? Nej. Der er generelt stor lytteglæde og der er trods alt udvikling at spore bl.a. er teksterne mere personlige og Banks univers skifter oftere farve end før hvor det meste var midnatsblåt med brug af strygere og semi-akustiske elementer. Og så holder stort set alle numrene og sange der ved første lyd virker lidt to-dimensionelle vokser sikkert ved flere afspilninger som fx ”Young Again”.
13. Tenascious D – “Rize of the Phenix”
Det er måske pastiche og topmålet af dårlig smag, der burde være forbeholdt teenagedrenge, men når jeg hører “Rize of the Phenix”, så hører jeg alt hvad der var godt ved heavy da metallet var på toppen af dens ydeevne. JB og Cage er så supermusikalske, at musikken lyder næsten for nem, deres humor er så infantil at man bare må knuselske den og så har de altså skruet sange sammen, der sparker den fede røv. Dave Grohl på trommer har aldrig skadet, de klassiske Kyle Gass riffs er rigt repræsenteret og Jack Black synger overdrevent som Meat Loaf. Titelnummeret, ”Deth Starr” og ”Roadie” med sin Bon Jovi homage er klassiske D numre og selv om det aldrig er helt så fantastisk som mesterværket ”Tenascious D” fra 2001 så er JB og Rage Cage momentvis stadig the greatest band on earth. Fantastisk at to lave overvægtige midaldrende mænd, der spiller sketch baseret semi-akustisk heavy metal ”can rock like this” – all power to the D.
14. Tallest Man on Earth – “There’s no leaving now”
Kristian Matsson er en lille klein svensk fætter, der har hørt lidt for meget Bob Dylan. Det kanaliserer han ud gennem en hæs, let skinger stemme, akkompagneret af et ganske fermt fingerspil på guitaren. Resultatet er forbavsende godt, bedst hørt på det lille mesterstykke ”Shallow Grave”. ”There’s no leaving now” er dog også ganske ferm, specielt den anden halvdel af albummet er virkelig god. Titelnummeret ”There’s no leaving now”, ”Wind and Walls”, “Bright Lanternes” og specielt det sidste nummer ”On every page” holder meget høj klasse I genren ung mand på guitar eller klaver spiller sentimentale singer-songwriter-sange. Opleves faktisk bedst spillet live som på fx dette klip.
15. Grizzly Bear – “Shields”
Shields starter med ”Sleeping Ute” præcis så stærkt som jeg havde håbet. Forventningerne var store efter den 3 år gamle ”Veckatimest” (årets album 2009) og specielt efter Daniel Rossens soloalbum (se højere oppe på listen) og Chris Taylors CANT album fra 2011. Og ”Shields” leverer gode sange, men det er alligevel som om at flere af sangene mangler den sidste magi for at få de til tider kryptiske sange til at gennembryde skjoldet og folde sig ud i al den majestætiske skønhed som Grizzly Bear kan levere. ”Yet Again”, ”Gun-Shy” og specielt ”What’s Wrong”, der lyder meget af vennerne fra Efterklang, er også ret forrygende, men der mangler klare hits som ”Two Weeks” eller den skønne sentimentalitet fra ”Yellow House”. Så hvis vi ikke havde forventet så meget havde det nok været et ambitiøst og tilfredsstillende album, men nu er det jo Grizzly Bear vi snakker om.
16. Killer Mike – “R.a.P. Music”
POW…”Big Beast” brager ud af startblokken med årets største hiphop anthem. El-P og Killer Mike har fundet en beskidt, rå og potent hiphop åre, som de stikker næven ned i og hiver det ene killer track op efter det andet. ”Untitled” og ”Don’t Die” er to andre eksempler og underholdningen er konstant på et klassisk HipHop album.
17. Hundred Waters – “Hundred Waters”
Hundred Waters fra Gainesville, Florida tripper afsted folktronica style, som det hed for 5-6 år siden. Ikke at de er gammeldags, for specielt de grundlæggende tracks er meget futuristiske, men med sangerinden Nicole Miglis smukke stemme, der er i stil med Lou Barlow fra Lamb og Laetitia Sadier fra Stereolab, har musikken en nærmest tidsløs kvalitet. Allerbedst på ”Boreal” hvor det hele går op i en højere helhed – en af mine favoritsingler fra 2012. hør også ”Gather” for en mere skrøbelig lyd, der afslører nogle mere organiske sider af Hundred Waters elektroniske lyd.
18. Jens Lekman – “I know what love isn’t”
Jens Lekman er helt sin egen og hans dagligdagsobserverende tekster er ofte helt forrygende sjove og altid let twistede i deres pseudonormalitet. ”I Know What Love Isn’t” melodier er ikke helt oppe i normalt høje niveau og den første halvdel af albummet er kun halvgod. Vi skal helt hen til den syvende skæring på albummet før Jens for alvor pakker tværfløjten og blæserne ud på ”The World Moves On”. Derefter kommer både titelnummeret ”I Know What Love Isn’t” og afslutningsnummeret ”Every Little Hair Knows Your Name”, så da albummet ender er man alligevel ret Lekman-lykkelig. Og der var jo også både ”Erica America” og specielt ”I Want a Pair of Cowboy Boots” undervejs.
19. Dinosaur Jr. – “I Bet on Sky”
At Dinosaur Jr. er på listen er ingen overraskelse. De har igen leveret en superplade, der denne gang trækker tydelige tråde tilbage til min favoritudgivelse ”Green Mind” og man skal bare høre fx “Watch the corners” eller “Don’t pretend you didn’t know” for at mærke de soniske referencer og den mere afdæmpede (men bredere) instrumentering. Der er selvfølgeligt masser af J’s signatur riffs og soli, Murph tæsker stadig trommerne langt nede i mixet og Lou smadrer runde basgange af sted, men det hele er lidt mere (for?) afdæmpet end normalt. Dog rundes det hele majestætisk af med ”See it on your side”.
20. The Shins – “Port of Morrow”
The Shins er fra Albuquerque, New Mexico, men spiller klassisk britisk popmusik, har turneret med sad-core kongerne fra Red House Painters, men spiller pop med indiekant. Jeg holder specielt af deres langsommere numre som ”It’s Only Life”, ”40 Mark Strasse” og ”Fall of 82” hvor nostalgien og kærligheden til den klassiske popsang er stærkest. James Mercer har en god stemme og han har skruet et helt album sammen, der måske ikke er den store kunst, men verden kan vel ikke få nok gode popsange med et lille twist som fx ”Simple Song”.
21. Passion Pit – “Gossamer”
Pop i samme genre som fx franske Phoenix. Boston baserede Passion Pit laver ukompliceret, energisk og til tider elegant musik. ”Constant Conversations” er forrygende og afgjort bedste nummer (og det mest afdæmpede), men også ”Carried Away” og ”Cry Like a Ghost” fungerer og generelt er underholdningsniveauet højt hele vejen igennem ”Gossamer”.
22. Odd Future – “The Of tape vol. 2”
Jeg er lidt vild med the crazy gang I Odd Future, specielt så har Frank Ocean, Tyler the creator og Mellowhype jo produceret numre, der giver helt nye twists på kendte genrer. ”The Of Tape vol. 2” er pænt sagt ujævn, men når det er fedt som på ”NY” og ”Forest Green” så er underholdningen i top og wolfgang kill them all er stadig vital og blodtørstig. Hvis man er i humør til en karruseltur rundt i HipHop og soulverden tilsat lidt galskab så er Odd Future godt selskab. Helstøbt er det ikke, men tjek fx ”50” det fås ikke andre steder.
23. John Talabot – ”Fin”
Left-field house er ikke normalt min genre – først og fremmest er jeg alt for gammel – men den spanske producer John Talabot har med ”Fin” lavet et ret fedt album, der blander dyster tecno med sommer. Specielt de to første numre ”Depak/Ine” og ”Destiny” m. Pional på vokal fungerer når man er ude på yachten med champagne i hånden på vej mod natklubben (eller i en robåd på søerne på vej til Louise’s). Og så er det bare sjældent jeg får sat Spanien på listen.
24. Flying Lotus – “Until the Quit comes”
Steven Ellison laver måske aventgarde electronica, men på “Until the Quiet Comes” har han delvist forladt den meget komplekse lyd på ”Cosmogramma”, hvilket jeg personlig er glad for. Lyden er mere glidende organisk iblandet majestætiske baslinjer og der er stadig masser af sfærisk puls, men med et vis jazzet tilbagelænethed. Afgjort ikke for begyndere, men dykker man ned i Flying Lotus ocean af lyd er der masser af oplevelser i vente.
25. Spaceghostpurpp – “Mysterious Phonk”
Spaceghostpurpp er primært på listen fordi “Black God” bare er for dope. 21 år gammel undergrunds rapper og producer fra Miami, der hører til i posen omkring ASaP Rocky. Phonken er tyk hele vejen igennem, lyden er midnatsmørk og der er en gimp eller to gemt af vejen fx på ”Bringing the Phonk” og ”No evidence”. Det er klaustrofobisk og ond HipHop, men når man er i humør til at se en anden side af CSI’s orange Miami, så er den her – kulsort.
26. Beach House – “Bloom”
Første skæring på Beach House albums er altid den bedste. “Myth” er smukt og tåget pakket ind i Beach House hidtil stærkeste produktion. Victoria Legrands stemme står skarpt på den slørede facon, der er deres varamærke sammen med de mange sammenviklede keyboards og guitarlinjer. Som noget nyt så holder anden skæring ”Wild” næsten samme niveau, men over en hel time bliver formularen lidt slidt. Beach House er dog ret unikke og hvis man shopper lidt omkring på albummet så er der masser af godbidder.
27. Jack White – “Blunderbus”
Guitargud, frelseren af Rock’N’Roll etc. Jack White har fået mange positive titulationer. ”Blunderbus” berettiger ingen af delene, men er ”bare” en god rockplade, der ikke lægger mere end et par gode sange til discografien, men det er stadig en fornøjelse at høre Jack White i godt humør i selskab med flere og bedre musikere end Meg White, selvom jeg til enhver tid vil savne anarkiet, desperationen og den elektriske dæmon, der besatte White Stripes. Men hvis fx bare hører de første 4 sange på ”Blunderbus” ”Missing Pieces”, ”Sixteen Salteens”, ”Freedom at 21” og specielt ”Love Interruption” så er det sgu ret godt.
28. The Men – “Open your heart”
The Men er beskidt Rock’N’Roll hvor forsangeren mere skriger end synger, guitarerne fræser afsted og der kun er en vej frem på sangene og det er hurtigere og hurtigere. Ikke fordi det er hjernedødt, det er bare ikke pointen. I stedet leverer the Men fra Brooklyn en muskuløs punk-inspireret fuzz-fest og selvom det ikke er lige tilgængeligt er det ret sjovt. Hør ”Open your heart” eller ”Animal”.
29. Wild Nothing – “Nocturne”
Bright shiny indie pop. Wild Nothing’s Jack Tatum laver 80’er inspireret melodier med elementer fra både surf og shoegaze, lidt Johnny Marr riffs og Ecco and the Bunnymen lydflader badet i en drømmende vokal. Den største kritik skal være, at det måske er en smule karakterløst, men mens musikken er på anlægget smiler alle og det er altså lutter ørehængere fra åbningsnummeret ”Shadow”, titelnummeret ”Nocturne” og det måske bedste nummer ”the Blue dress”.
30. The Weeknd – “Trilogi”
Sidst på listen er tredobbelt opsamling af the Weeknd’s internetudgivne albums over det sidste 1½ år. Det betyder at det meste af musikken reelt ikke er fra 2012, men først er blevet tilgængelig på CD for nyligt. Kompromisset er at ”Trilogi” kommer ind på den sidste plads på listen trods, at der mange fede sange på de tre albums, der er fyldt med alternativ RnB lavet til både dansegulvet og dagen efter. Abel Tesfaye er en 22 årig canadisk producer, der ligesom de andre unge drenge på listen spytter fede numre ud som fx ”Wicked Games”, ”The Knowing” og ”The Zone”. Hvis vi samlede de 10 bedste numre fra de tre mixtapes så ville vi have en rimelig skarp samling.
