Oprydning i cd og vinyl mængderne

Arbejder pt på at reducere min fysiske samling af musik. Det er en vanskelig og særdelses overraskende opgave – dels smerter det ens hjerte, når man bliver nød til at dumpe et stykke vinyl, som man skamhørte i 1982 – men som bare ikke har stået distancen til 2012. Og dels er det overraskende hvor meget indiejunk, man har samlet sammen over årerne uden nogen form for værdi – udover at “det var det næste store” en dag eller to i 1987 eller 1995. Men arbejdet skal gøres – morsomheder over samme emne kan nydes her

http://www.guardian.co.uk/music/musicblog/2012/nov/07/cd-collection-reorganise-physical-music

Det er den altid læseværdige Gaurdian journalist Michael Hann – der gennemgår samme øvelse!!

Afslutningsvis et staldtip til jer der stadig køber cd’er og gerne har udgivelserne i flere versioner. I december er det muligt at købe Jams samlede studieudgivelser i en lille boks til ca. kr. 200. Jeg har dem på vinyl og i boxset’et “Direction, Reaction, Creation” – men ikke som selvstændige cd’er. Et must have!!!! Ligesom albummet “The Gift” er ude i en lækker 30 års version. Også et must have! Den er på ønskesedlen.

September – meget mere end efterår

Ja, dagene er blevet kortere. Varmen er på retur. September står for døren – men inden efterårsdepressionen banker døren ind, kan man glæde sig over september måneds albumudgivelser – der er noget for enhver smag. Bigmouth har noteret disse godbidder:

Jens Lekman “I Kow What Love Isn’t” http://youtu.be/cp6o1zZkOjo

Christian Hjelm “Før vi blev lette” http://youtu.be/Hgp9mxd0r4Q

Animal Collective “Centipede Hz” http://youtu.be/47xbkT3calM

The XX “Coexist” http://youtu.be/GmTd5Q_chds

Cat Power “Sun” http://youtu.be/_nl3Oo4-IQ4

Bob Dylan “Tempest”

Dinosaur Jr. “I Bet on Sky” http://youtu.be/3Ff1UH3Ut_w

Band of Horses “Mirage Rock” http://youtu.be/Sh8OTO4wSMs

Grizzly Bear “Shields” http://youtu.be/bteY_fs3Y18

Efterklang “Piramida” http://youtu.be/hwkoJ33be7U

Van Morrison “Born to Sing: No Plan B”

David Byrne & St. Vincent “Love This Giant” http://youtu.be/urJZfwaRyFg

 

Roskilde 12

UROgenklang har taget grovfilen frem og giver Roskild tørt på i “F**K Roskilde”. På mange måder en rigtig kritik, for umiddelbart var det et noget tyndbenet program, der blev præsenteret fra torsdag den 5. juli til søndag den 8. juli på Dyrskuepladsen. Alt for mange gengangere og uaktuelle signings på programmet - bedst illustreret ved danske Malk de Koijn og Mew, der begge uforståeligt havde løst billet til Orange scene uden at have nyt at byde ind med. Det er sgu en ommer, Rikke Øxner!!! Ligesom Arena var underbemandet med bands og artister, der kan udfylde det store telt – jeg har kun noteret Bon Iver (http://youtu.be/TWcyIpul8OE), Alison Krauss (http://youtu.be/2-0drZqMdR4), M83 (http://youtu.be/Bzge5vY72hE) og Dr. John (http://youtu.be/guUN-5Xpdt0) i årets program, som værdige kunstnere til denne scene. De resterende var for tynde og for små. The Shins (http://youtu.be/RoLTPcD1S4Q) - som jo er et uhyre sympatisk band med en velsyngende James Mercer i front, formåede ikke at spille teltet op – og dette band var noteret som et hovednavn lige under de store typer på plakaten.

Selv havde jeg kun en 8-10 must see på min liste, hvilket jo er helt uhørt taget i betragtning, at der bliver præsenteret over 200 navne på festivalen. Et enkelt kig på sammenlignlige festivaller som spansk/portugisiske Primavera sound og svenske Way Out West (finder sted den 9-11 august i Göteborg) kan jo få det til at løbe koldt ned af ryggen på en – det er jo et tag selv bord af musikalske lækkerier. Begge steder er genopstandne The Afghan Wihgs på programmet – tjek link for at se bandets koncert i Primavera http://youtu.be/lOOx39ggE7o

Det virker som om, at arrangørernes fokus er på campinglivet, og det der udspiller sig i lejren fremfor kerneydelsen – koncerten! Det er efter min opfattelse en fejl, og det medfører, at koncerterne bare er et soundtrack til en lang endeløs festbrandert. Det fortjener musikken ikke.

En enkelt ros skal Roskilde dog have i år – og det er for forsøget på at få orange til at spille for masserne i år (også i lyset af, at festvalarrangørerne stolt proklamerede, at de ikke ville booke musik for mor og far – og bagefter så booker musik til mor og far) - såvel the Cure, Jack White, Roots og Bruce Springsteen fungerede optimalt på den store scene og gav nogle af de bedste og mest insisterende koncerter på årets festival foran de største mængder af publikummer. De fire navne var fremragende:  Denne signatur har næppe hørt Robert Smith synge så godt live før og point for at de kom ud i hjørnerne af deres katalog. Jack White er så gennemsyret musikalsk, at det er en udsøgt fornøjelse at se og høre ham grave en vej gennem musikhistorien akkompagneret af de sejtsvingende The Peacoocks – denne konstellation gav mere krop til solodebutens numre. Uhørt godt. Roots er altid garant for en fest - hørt mere fokuseret end på denne sene eftermiddag – men altid vedkommende og i mødekommende. Springsteen er der sagt og skrevet meget om. Denne signatur skal blot konstatere, at manden leverede.

Herudover var der meget langt mellem snapsene, og folks konstante snakken, tjekken smartphones og dokumentationstrang af festen (dogmet i 2012 er åbenbart, at alt skal filmes, ellers er det ikke sket!) gjorde flere oplevelser til desiderede nedturer. Hold nu bare kæft og nyd musikken. Hvor vanskeligt kan det være. Men reelt er den manglende opmærksomhed mod musikken (og disrespekt overfor de øvrige publikummer) sikkert bare et udtryk for tidsånden. Musikken er ikke en fællesnævner mere for ungdommen eller andre. Den opleves fragmenteret og kommer med et multidifferentieret udtryk på adskillige platforme, hvor den enkelte kan stemple ind og ud efter individuelt behov. Derfor er det min påstand, at der ikke skabes de samme fælles fortællinger i og om musikken, som vi alle kan mødes og samles om. Kun nogle enkelte kunstnere formår dette og enkelte af disse spillede her.  

Vind under vingerne kom der dog med glimrende koncerter fra canadiske Cold Specks (stramt og fint udført sould med festivallens bedste stemme)

Anakistiske Hank 3 (indtil maskerne kom frem og den fræsende metal afløste den traditionelle country) 

Samt cool cat Lee Fields and Expressions (en soulcrooner på toppen af sit spil) der lukkede lørdag nat med den reneste soulaftapning.

Så skal denne signatur afsted til Roskilde i 13 (og jeg har været der siden medio 80) skal den gode linje med Orange fortsættes, og der skal signes bedre og mere aktuelle navne til de øvrige scener (gerne a’la UROgenklangs ønsker). Er det problem at finde disse navne – så kan de bare ringe eller skrive til AltMusik.dk

Endelig nyt fra bjørnene – Grizzly Bear har nyt album i pipen og Brooklyn bandet finder også vej til DK. De kan opleves i Falconer Salen i København den 28. oktober. Billetsalget begynder 8. juni klokken 10.
Ses vi? Det tror jeg nok, at vi gør!

Ny single “Sleeping Ute” efterfulgt af farvorit fra albummet “Vekatimest” 2009 

<iframe width=”560″ height=”315″ src=”http://www.youtube.com/embed/Hk3tURx8a2Q” frameborder=”0″ allowfullscreen></iframe>

Venter på foråret manifisterer sig med varmegrader over 15 og følgende udgivelser

Flere af bloggens skribenter har forvarslet forårets komme – men en simpel manifestation i form af acceptable varmegrader lader vente på sig. Udover at vente på varme venter denne signatur også på følgende albumudgivelser, der skulle komme her i foråret/forsommeren.

Jack White “Blunderbuss”


White optræder med stor sandsynlighed på årets Roskilde festival

The Brian Jonestown Massacre “Aufheben”. De utilpassede amerikanere med den ustyrlige Anton i front kan fanges live i Amagerbio den 23. juni.

Damon Albarn “Dr. Dee” – mere om projektet kan ses og høres her

I Guaurdian aflivede Albarn forleden et nyt udspil fra Blur. Så tjek Blur ud på årets Skanderborg.

Endvidere afventes med spænding nyt fra amerikanske The Walkmen, engelske Soulsavers, Beach House, genopstandne Dexys (nu uden “midnightrunners i navnet), Neil Young & Crazy Horse samt The Cribs. 

 

Seje Erika

Årslisterne her på bloggen kommer i spredt fægtning (hvilket i parentes bemærket tiltaler denne signatur, der hylder princippet: Skriv hvad du har lyst til, når du har lyst). Ingen af årslisterne synes dog at indeholde Erika M. Anderson aka EMA’s udgivelse Past Life Martyred Saints (Souterrain Transmissions, 2011). Det må bero på en misforståelse.

EMA

For Erika pigen er for sej. Med en stemme som Kim Gordon (Sonic Youth) og en musik, der mikser Goth, Grunge og Alternativ Country, er EMA absolut blandt de mest interessante solister på tidens scene.

Tjek nummeret ”The Grey Ship” nedenfor – et fantastisk nummer.

Field Music – Sunderlands finest

Sunderland…en forblæst by i det nordøstlige England med lidt under 200.000 indbyggere…er nok ikke det man forbinder med spændende og progressivt rockmusik…har man i bedste fald en enkelt relation til byen, er det nok via landsholdets storskrydende forward Bendtner, der – når han ikke udøver hærværk på parkerede biler på stræder overvåget af CCTV og knalder danske blondiner – optræder på byens Premier Leauge mandskab, Sunderland Association Football Club – med begrænset succes forstås. Eller Bryan Ferry (tidligere Roxy Music), der nok er byens mest berømte søn.

Fjernt fra Ferrys glamour og stationlyset fra Stadium of Light findes rockbandet Field Music. Med brødrene David and Peter Brewis som gennemgående figurere og bandets rygrad har bandet udsendt fire ganske imponerende album (senest på aktuelle ”Plumb” fra februar i år), der alle krydser sporet mellem indie og klassisk progressivt pop-rock a’la 70’erne (læs Genesis og Supertramp krydret med XTC). En cocktail, mange og helt sikkert denne blogs ”bror lort”, ville få galt i halsen. For andre fungerer det optimalt. Ved ikke om Bendtner eller Ferry tilhører fanskaren. Men det gør denne signatur.

Bedst er dobbeltalbummet ”Field Music” (Measure) fra 2010, hvorfra nedenstående video stammer

Diskografi:
• “Field Music” (2005)
• “Tones of Town” (2007)
• “Field Music” (Measure) (2010)
• “Plumb” (2012)

Se mere om bandet her:

http://www.field-music.co.uk/#

De sortsynedes foretrukne baryton er tilbage!

Så kom det endelig – Mark Lanegans nye soloalubum. ”Blues Funeral” hedder det. Det første soloalbum siden ”Bubblegum” fra 2004. 8 år er gået, og det er jo ikke, fordi Lanegan har ligget på dem lade side. Det er blevet til et hav af udgivelser i diverse samarbejdskonstellationer – Queens of the Stone Age, Isobel Campbell, Soulsavers, The Gutter Twins, The Twillight Singers og Unkle, hvor mandens dybe og stærkt vanedannende baryton har tilført karakter og mørke.

Denne signatur er specielt glad for de to Soulsavers udgivelser, men også samarbejdet med Isobel Campell er værd at bruge lyttetid på.

Og hvad så med ”Blues Funeral” – er det ventetiden værd? Bestemt. Albummet er måske det bedste fra Lanegans egen hånd. I centrum står Lanegans fantastiske røst, der hudløst farver landskabet fra den tungt rockende ”Riot in My House” til smertefuld blues på ”Bleeding Muddy Water”. Klassisk Lanegan. Men der er også fundet plads til små eksperimenter med referencer til krautrock (”Ode to Sad Disco”), soul (”Gray Goes Black”) og leg med digitale input (”The Gravedigger’s Song”).

Albummet er indspillet i Hollywood med Alain Johannes og har gæsteoptrædender fra bl.a. Josh Homme, Greg Dulli og Jack Irons.

Mark Lanegan Band kan opleves i Amagerbio den 17. marts 2012.

Mark Lanegan solo:
The Winding Sheet (1990)
Whiskey for the Holy Ghost (1994)
Scraps at Midnight (1998)
I’ll Take Care of You (1999)
Field Songs (2001)
Bubblegum (2004)
Blues Funeral (2012)