Ualmindelig

Sad i forgårs og puslede med den tilsyneladende uendelige proces det er at få digitaliseret musiksamlingen. Seriøst, er I klar over hvor lang tid det tager at få lagt 1000 cd’er ind på en harddisk? År og dag, det er hvad det tager.

Alt imens tilbragte jeg en del tid inde på whosampled.com, der i stadig stigende grad er min yndlingshjemmeside. Det er lidt af en skatkiste for musiknørder, især hvis man tit og ofte lytter til en sang og tænker “Hvor i alverden har jeg hørt den lyd/det vokalstykke/den musiksekvens før?”. Det er her jeg opdager, hvis en af mine favoritsange i virkeligheden bygger på mere eller mindre obskure soulsange fra 70′erne. Hvem havde eksempelvis gættet, at L:Ron Haralds smukke og poetiske ‘Mæ å Min Kadett’ bygger på The O’Jays’ ‘For the Love of Money’? Nej, vel? Men det gør den altså.

Jeg fik forvildet mig ud i en længere ekskurs af samplinger anvendt i sen-90′er hiphop. Da var det, at det endelig dæmrede for mit formørkede sind. Sandheden. Nemlig at Chicago rapperen Common i årene 1997-2001 var en ganske eminent musiker. Bevares, det har været lidt vekslende siden da. Men på de to albums ‘One Day It’ll All Make Sense’ (1997) og ‘Like Water for Chocolate’ (1999) var han enestående.

Det føler jeg et stærkt behov for at dele med jer – og det uagtet, at det er som at kaste perler for aldeles umusikalske grise. Lyt eksempelvis til ‘Invocation‘, ‘Reminding Me (of Sef)‘ (Der samplede Patrice Rushens dejlige ‘Remind Me’), ‘The Light‘ (Ja, det er Bobby Caldweld I hører i baggrunden) eller den vidunderligt skæve ‘Geto Heaven (T.S.O.I. Remix)‘.

Hvis det ikke kan genskabe troen og kærligheden til hiphop, ja, så ved jeg snart ikke.

Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

2013 – et koldt, ækelt og helt igennem uelskeligt tilbageblik

Fimbulvinteren varer ved, og det samme gør min nedadgroede fascination af dyster americana, alt-coyntry og blip-bloppende r’n’b. Og med denne selvsmagende intro bydes hermed velkommen til mine usunde yndlingssange for de første måneder af dette hjerteløst kolde år 2013.

Charlotte Gainsbourg – ’Paradisco’

En gammel sag, som jeg dog først opdagede for nylig – kun halvandet år efter alle andre.  Kan man have andet end et skizofrent forhold til Charlotte Gainsbourg? På den side er hun den type menneske, der ynder at forulempe Willem Defoes testikler. På den anden side har hun udgivet nogle fornøjelige albums, der i visse flygtige øjeblikke giver mindelser om de ypperligste stunder af den franske discohouse bølge (1995-2002). ’Paradisco’ er et sublimt eksempel herpå. Den stammer fra hendes 2011 album ’Stage Whisper’, der skulle være produceret af Beck. Kan man høre det? Muligvis. I mine ukyndige øren lyder ’Paradisco’ snarere som et kærlighedsbarn mellem Daft Punk, Air og Etienne Daho. 

 

Whiskeytown – ’Inntown’ (findes ikke på YouTube, sic)

Jeg lyttede til Whiskeytown uafbrudt i januar måned. Er bevidst om at Ryan Adams er alt for produktiv og har udgivet alt for meget lort. Whiskeytown årene er dog undtagelsen. Det er fandme godt. ’Inntown’ repræsenterer deres mere country-inficerede sange, men de kunne også lave snerrende rock (’Midway Park’ og ’’Yesterday’s News’) og perlende pop (’Crazy About You’ og ’Don’t Be Sad’). Hvis jeg kunne, så ville jeg have korsfæstet Adams dengang og have udråbt ham som Guds søn, men nu er det nok for sent at redde ham. 

 

Drive-By Truckers – ’This Fucking Job’

Tung, ond, snerrende og selvhadende. Hvad kan man ønske sig mere? Afspillet endog særdeles mange gange i de 3 timers daglige offentlig transport på vej frem og tilbage mellem bopælen i Randzonen og papirnusser-funktionen i en større dansk provinsby. 

 

Kisses – ’People Can Do the Most Amazing Things’

Også en ældre sag, som dog vedbliver med at forfølge mig. Det lyder som Saint Etienne cirka anno ’Fox Base Alpha’, hvilket er det samme som at sige ’højdepunktet af musikhistoriens udvikling’. Omkvædet er det mest fængende i nyere tid. 

 

I/O – ’Fast/Freetimes’

Fremragende blip-bloppende elektronisk r’n’b i ikke færre end to akter. Så meget pompøsitet er ikke hørt siden dengang de langhårede awekatte i slut-60’erne opfandt det absurde begreb ’rockopera’. Men du fredsens, hvor er det underspillet storslået og melodiøst.

 

Crown – ’Comfortable’

Det er hamrende ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Crown smører dig godt og grundigt, og inden du har set dig om, så parrer I jer som små villige kaniner. For hvis der er EN ting at Crown går op i, at så er det din nydelse og at du er komfortabel. Al modstand er forgæves. 

 

Me’Shell Ndegeocello – ’Love You Down’

Hvis ikke det var fordi at ‘Love You Down’ smadrer ens forsvarsmekanisme med sin stille insisterende vokal, det 90’er lumre keyboard og den tonsertunge bas, så ville jeg gøre nar af Me’Shell Ndegeocellos selvhøjtidlige og utallige navneskifter igennem årene. Nu læner jeg mig bare tilbage i respekt. 

Årets bedste

(Indlægget blev oprindeligt bragt på den private blog. For at dulme Darths primalskrig og ubehagelige sms’er, er det her i en let redigeret udgave på Altmusik også.)

2012 nærmer sig sin afslutning, og det er tid til den rituelle gennemgang af årets vigtigste sange i husholdningen. Der er ikke en klart udviklet metodologi bag listen. Sangene behøver ikke være fra 2012, men er mest af alt udtryk for hvilken musik, jeg har lyttet mest til de sidste 12 måneder. Tidligere år har jeg benyttet mig af ’antal afspilninger’ funktionen i iTunes, men den målevariabel er blevet upræcis med Spotifys indtog i mit liv. Uanset hvad og hvilke metodologiske kvaler I end måtte have, så er nedenstående sange de i mine øjne centrale værker fra årets der gik. De bør kanoniseres hurtigst muligt.

Miguel ’Adorn’

Årets ubetinget vigtigste og bedste sang. Miguel styrede husholdning med jernhånd, især efter at den unge mand også erobrede Den Bedre Halvdels hjerte. ’Adorn’ er den mest romantiske, sexede, velkomponerede og fængende r’n’b/pop kreation i nyere tid. Den lyder som en opdateret (og bedre) udgave af Marvin Gayes ’Sexual Healing’. De vil også lytte betaget til den om 20 og 30 år.

Miguel ’Do You’

’Do You’ er ’Adorns’ endnu mere beskidte lillebror. Tilbage i oktober skrev jeg: ”Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation”. Sidstnævnte var en overdrivelse, for Miguel overgik sig selv med ‘Adorn’. Men ‘Do You’ er stadig lysår foran snart sagt alle andre sange fra 2012.

Dawes ‘Time Spent in Los Angeles’

Jeg lyttede stort set uafbrudt til ‘Time Spent in Los Angeles’ i foråret i Bruxelles. Jeg savnede Den Bedre Halvdel, og ville bare gerne hjem snart. Hvis jeg erstattede ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, kunne jeg sagtens trille rundt i Belgien og forestille mig at sangen handlede om lige netop mig. Årets mest melodiske og sentimentale værk.

Sky Ferreira: ‘Everything is Embarrassing’

Den ene af to ‘lyden-af-tidlig-Madonna’ sange på listen (den anden er Solange ‘Losing You’). Tilbage i oktober skrev jeg: “Når jeg lytter til sangen, visualiserer jeg mig på dansegulvet til promfesten i en af John Hughes’ teenagefilm. Faktisk, så tror jeg at Molly Ringwald lige har hevet mig ud at danse. Jeg står nu og stamper akavet med mit pandehår, min socialt hæmmende akne og mine grimme Converse-sko. Men hvad gør det, for vi danser og hun har så bløde læber”. Der er præmier til den af jer, der kan gætte hvad sidste linje er en reference til.

Solange ‘Losing You’

En sen tilføjelse her i December. Solange, den stakkels gøj, er muligvis lidt brændemærket af at være Beyoncés lillesøster. Sagen er imidlertid den, at hun er lysår bedre end søsteren. I ’Losing You’ ligner og lyder hun som en ny og smuk gendigtning af Neneh Cherry, særlig hvis sidstnævnte lavede en ny og fremragende blip-bloppende coverversion af Massive Attacks ’Unfinished Sympathy’. Videoen er optaget i Sydafrika og er tilpas skæv til at man kan holde ud at se den i sin helhed. Alle jeg spiller den for siger “Det lyder som tidlig Madonna”. Måske de har ret. Et popmesterværk er det ihvertfald.

Flying Burrito Brothers ‘Burrito #2’

I midten af 2012 lånte jeg nogle tidlige country-rock cd’er på biblioteket. Jeg var særlig innteresseret i de værker, som legenden Gram Parsons havde været involveret i, bl.a. The Byrds ‘Sweetheart of the Rodeo’ og Flying Burrito Brothers ‘The Guilded Palace of Sin’. Tilskyndelsen hertil kom egentlig efter at have hørt den svært fængende ‘Christine’s Tune’ af netop Flying Burrito Brothers i et afsnit af ‘True Blood’. Det viste sig imidlertid, at sangen ‘Burrito #2’, sin åndssvage titel til trods, er et musikalsk mesterværk.

Kendrick Lamar ‘A.D.H.D.’

‘A.D.H.D.’ er egentlig fra 2011, og Kendrick Lamar udgav senere hvad musikpressen kaldte 2012’s bedste hiphop album. Jeg var og er imidlertid ikke færdig med det dystopiske mesterværk, ‘A.D.H.D.’ er. Her på musikbloggenes svar på elefantkirkegården skrev jeg: ‘Er det monstro det mest begavede og forbitrede hæp-hop siden Blackalicious? Mon teksten er det hidtil mest deprimerende gravskrift for en tabt generation? Er Kendrick Larmar mon den nye Mos Def?’. Og ja, det tror jeg faktisk han er.

Frank Ocean ‘Novacane’

Igen en sang fra 2011, og igen en kunstner der i 2012 udgav et über-hypet album (det fremragende ’Channel Orange’). Som med Kendrick Lamar er vi i en dyster, no-future verden, hvor stofferne anvendes til at dulme smerten med følelsesløshed. At det så pakkes ind i en smuk symfonisk ramme, ja, det gør kun det samlede indtryk stærkere. For de mere kærlighedssyge og romantisk indstillede kan Oceans ’Thinkin’ About You’ anbefales.

Pet Shop Boys ’Leaving’

’Leaving’ er bedste sang fra det udmærkede nye PSB-album. Måske burde den ikke have en plads her på listen. Men der er trods alt tale om den (rent musikhistorisk) vigtigste gruppe i mit liv, og plinky-plonky lydtapetet var nok til at jeg brummede som en veltilpas abekat i færd med at blive kløet på ryggen.

Ulige Numre ’København’

Igen en af disse skamløst sentimentale sange, der giver meget mening, hvis man er udstationeret i udlandet (eller eksileret i Nordjylland). Ulige Numre pirrer min teen angst, som ingen har gjort det siden Håkan Hellströms to første album. Videoen er i øvrigt en af de bedste i nyere dansk musikhistorie.

Honorable mentions:

Meget til fælles

Hold da op, D’Angelo har godt nok valgt en udfordrende periode for sit comeback som neo-soul genrens alpha dog. Er der plads og opmærksomhed nok til den gamle lumre mester? I en tid hvor Frank Oceans ’Channel Orange’ har præsteret et endog yderst overbevisende argument i sine bestræbelser på titlen som årets album? Og hvor Miguel ’Do You’ tilsvarende kandiderer til at være årets sang?

Jeg mener: Hør lige hvordan sangen nærmest går i overdrive efter 01:00. Fra sfæriske synth-rytmer til møgbeskidte trommer. Føl hvordan bassen hamrer igennem ved 01:18. Miguels narko-romantiske tilnærmelser skaffer ham en øjeblikkelig topplacering på listen over aktuelle førsteelskere. Han crooner (og ser ud) som en ung Prince. Det er 2012’s mest imponerende soulkreation. Ubetinget.

Tilmed er de nye rødder som Frank Ocean, Miguel og Kendrick Lamar så uhæmmet flamboyante i deres hyldest til stoffer. Det er næsten lige før at de med vilje håner stakkels D’Angelo, hvis kamp mod afhængigheden de seneste 15 år ellers har herostratiske kvaliteter. Han skal godt nok oppe sig i konkurrencen. Ja, vel nærmest frembringe endnu en Brown Sugar, bare for at indhente de unge vilde.

I den forbindelse kan man overveje om vi oplever en recessions-drevet nihilisme blandt de vrede unge mænd i hip-hop og soulmiljøet. En afstumpet, blasert og illusionsløs virkelighedsflugt.

Bevares, den eksplicitte hyldest til stoffer er ikke noget nyt. Men hyldesten foregår så uhyggeligt lidenskabsløst. De er 2010′ernes punkere. Kendrick Lamar labber hostesaft og ADHD-medicin i sig, for hvad er alternativet? Et job? En uddannelse? I ’Novocane’ er Frank Oceans intention ikke rusen i sig selv, ikke at feste. Nej, det er at blive følelsesløs og glemme smerten og svigtet. Og Miguels kærlighedssang handler ikke om kærlighed. Man kan muligvis forledes til at tro det qua de livstrætte floskler om at holde om hinanden. Men han ved godt selv, at det er falskt. Det er derfor han vrænger ”I feel like we have so much in common” få sekunder efter at have forespurgt aftenens unge dame om hendes evt. præferencer for stoffer. Og kort efter fortælle hende koldt, at ’I wanna do you like drugs’. Meget romantisk, Miguel. Meget romantisk.

Lad ikke den glittede facade narre jer. ’Do You’ er både 2012’s hidtil bedste og snerrende sang hidtil. Varmt anbefalet.

Meeting People is Easy

Regnen står ned i lårtykke stråler heroppe i Randzonen. Det er med andre ord en klassisk Neil Young – ‘On The Beach‘ dag. Mon det er musikhistoriens ensomste (“I need a crowd of people/But I can’t face them every day”) og mest triste (“Though my problems are meaningless/That don’t make them go away”) sang?

Der er stærke argumenter, der taler for det

Den første musikvideo der betød noget

Ovre på The Awl fortæller musikkritikeren Sasha Frere-Jones om, hvilken musikvideo der først betød noget for ham. Det er – fornøjeligt nok – en af mine yndlings hiphop sange fra 1980’erne: The World’s Supreme Team: ’Hey D.J.’.

Jeg blev ganske inspireret af indlægget.

Dels fordi jeg kom til at spekulere over musikvideoens popkulturelle funktion her i 2012. Er det stadig samme betydningsfulde medie, som i min pure ungdom i 90’erne? Har de stadig samme kreative attraktion for dygtige instruktører? Laves der stadig æstetisk gennemførte og interessante musikvideoer?

Dels fordi det giver lejlighed til en af mine absolutte yndlingsdiscipliner: Navnlepilleri. For hvilken musikvideo betød først noget for mig? Efter lidt betænkningstid er svaret entydigt. Pet Shop Boys – ’Can You Forgive Her?’.

Sangen blev udgivet som single den 31. maj 1993, og var første skæring på albummet ‘Very’. Netop ’Very’ er lidt af en vandedeler blandt Pet Shop Boys fans. På den ene side var det album, der genstartede gruppens kommercielle succes med singler som ’Go West’.

Albummet solgte intet mindre end fem mio. eksemplarer. Der er ingen tvivl om, at de positive hitlisteplaceringer reddede gruppens eksistens ovenpå nogle kreativt og kommercielt lunkne år (en periode man kan læse mere om i den jævnt deprimerende bog om gruppens USA-tour i 1991: ’Pet Shop Boys Versus America’).

På den anden side gennemgik Pet Shop Boys med ’Very’ et radikalt og omdiskuteret fornyelsesprojekt. Fra at have været den tænkende mands synth-pop (momentært afbrudt af episke schlagers som ’Always On My Mind’) med masser af ironi og stoiske miner, forvandlede Neil Tennant og Chris Lowe sig til et hedonistisk udklædningsshow med sære hatte og pompøse kulisser. Samtlige af musikvideoerne til singlerne fra ’Very’ var computeranimerede. Vores to protagonister luffer i alle videoerne rundt i mere eller mindre absurde landskaber iført spraglet tøj.  Det var mystisk, det var bemærkelsesværdigt. Og det var et image, der skulle forfølge dem resten af deres karriere.

Jeg var 11 år gammel, da jeg så ’Can You Forgive You’-videoen første gang. Min storebror havde i sommeren 1993 købt singlen i pladebutikken Bengans i Göteborg, og jeg hørte den en del. Eller rettere, jeg lyttede til den konstant. Jeg var netop blevet introduceret til musik tidligere det år. Mine yndlingsplader var først og fremmest to opsamlingsplader: Pet Shop Boys – ’Discography’ og Erasure – ’Hits!’. For at komplementere mine præferencer for homoseksuel synth-pop, lyttede jeg også meget til Kim Wilde’s ’You Came’-single, min søsters Bros single ’When Will I Be Famous’ og de to fremragende første albums med Army of Lovers. Dybt inde – når jeg skal skrælle alle de prætentiøse lag væk – er det stadig min yndlingsmusikgenre.

Videoen til ’Can You Forgive Her?’ betager mig stadig i dag. Den er så grundlæggende mærkelig, at jeg ikke kan undlade at holde af den. Den vækker dog også ambivalente følelser. Det gibber stadig frydefuldt i mig, når deres to hatte fletter sammen (se nu bare videoen, så ved I hvad jeg mener!), men omvendt minder videoen mig også om, hvornår nogenlunde ædruelige musikelskere holdt op med at tage Pet Shop Boys seriøst (hint: Det skete med omklædningsshowet).

Computergrafikken ser selvsagt dybt forældet ud i dag. Men vi taler 1993, næsten tyve år siden. Dengang var videoen banebrydende for en bebrillet, splejset og intenst kikset præpubertær dreng, hvis største julegaveønske det år var computerspillene ’Monkey Island 2’ og ’Legend of Kyrandia’.

Så hvem prøver jeg at narre? Jeg elsker den stadig betingelsesløst.

Hvilken musikvideo var den første, der betød noget for jer?

Sofistens post-sommersange

Det går mig en anelse på, at det har taget mig mere end et år at opdage Friendly Fires’ ‘Hurting‘. Især taget i betragtning af at jeg i 2009-2010 var besat af belgiske Aeroplane’s remix af gruppens synth-mesterværk ‘Paris. ‘Hurting‘ må dog nok være deres største gave til menneskeheden. Det er det bedste Human League nummer siden, ja, siden altid, faktisk. De mere synthy-synth hungrende typer kan passende frekventere Tensnake Remixet. Begge udgaver er bedre end en rask rusketur i høet med Serge Gainsbourg. Det garanterer jeg.

I torsdags sad jeg på Medborgarplatsen og ventede på en bekendt. Solen skinnede så smukt over Söder, og pludselig spillede en grim svensk hipster Moon Duo – ‘Mazes‘ inde på spillestedet Debaser. Eller, well, det vidste jeg ikke at det var, førend at Shazam fortalte mig det. Det er verdens bedste App. Så er det sagt. Og ‘Mazes‘ lyder som en tur ud af motorvejen. På en kombi af Faxe Kondi (eller hvad det nu end er at Darths klubværelsemusikgrupper drikker) og Heisenberg produkter. Ingen grund til at takke mig. Det var sgu så lidt.

Re-issue! Re-package! Re-package!

The Guardian spurgte mandag på deres musikblog “which bands would you like to see re-form?”. Hvilket jo er et fremragende spørgsmål i disse tider, hvor Stone Roses er fundet sammen igen.

Så hvem så I gerne blive gendannet?

For mit eget vedkommende: The Smiths. Naturligvis. Morrissey trænger til at blive reddet fra at lyde som Big Fat Snake og Marr har nu spildt sine ubestridelige talenter i snart 25 år (Electronic undtaget, det var kraftedme god musik).

Andre bud?