Fimbulvinteren varer ved, og det samme gør min nedadgroede fascination af dyster americana, alt-coyntry og blip-bloppende r’n’b. Og med denne selvsmagende intro bydes hermed velkommen til mine usunde yndlingssange for de første måneder af dette hjerteløst kolde år 2013.
Charlotte Gainsbourg – ’Paradisco’
En gammel sag, som jeg dog først opdagede for nylig – kun halvandet år efter alle andre. Kan man have andet end et skizofrent forhold til Charlotte Gainsbourg? På den side er hun den type menneske, der ynder at forulempe Willem Defoes testikler. På den anden side har hun udgivet nogle fornøjelige albums, der i visse flygtige øjeblikke giver mindelser om de ypperligste stunder af den franske discohouse bølge (1995-2002). ’Paradisco’ er et sublimt eksempel herpå. Den stammer fra hendes 2011 album ’Stage Whisper’, der skulle være produceret af Beck. Kan man høre det? Muligvis. I mine ukyndige øren lyder ’Paradisco’ snarere som et kærlighedsbarn mellem Daft Punk, Air og Etienne Daho.
Whiskeytown – ’Inntown’ (findes ikke på YouTube, sic)
Jeg lyttede til Whiskeytown uafbrudt i januar måned. Er bevidst om at Ryan Adams er alt for produktiv og har udgivet alt for meget lort. Whiskeytown årene er dog undtagelsen. Det er fandme godt. ’Inntown’ repræsenterer deres mere country-inficerede sange, men de kunne også lave snerrende rock (’Midway Park’ og ’’Yesterday’s News’) og perlende pop (’Crazy About You’ og ’Don’t Be Sad’). Hvis jeg kunne, så ville jeg have korsfæstet Adams dengang og have udråbt ham som Guds søn, men nu er det nok for sent at redde ham.
Drive-By Truckers – ’This Fucking Job’
Tung, ond, snerrende og selvhadende. Hvad kan man ønske sig mere? Afspillet endog særdeles mange gange i de 3 timers daglige offentlig transport på vej frem og tilbage mellem bopælen i Randzonen og papirnusser-funktionen i en større dansk provinsby.
Kisses – ’People Can Do the Most Amazing Things’
Også en ældre sag, som dog vedbliver med at forfølge mig. Det lyder som Saint Etienne cirka anno ’Fox Base Alpha’, hvilket er det samme som at sige ’højdepunktet af musikhistoriens udvikling’. Omkvædet er det mest fængende i nyere tid.
I/O – ’Fast/Freetimes’
Fremragende blip-bloppende elektronisk r’n’b i ikke færre end to akter. Så meget pompøsitet er ikke hørt siden dengang de langhårede awekatte i slut-60’erne opfandt det absurde begreb ’rockopera’. Men du fredsens, hvor er det underspillet storslået og melodiøst.
Crown – ’Comfortable’
Det er hamrende ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Crown smører dig godt og grundigt, og inden du har set dig om, så parrer I jer som små villige kaniner. For hvis der er EN ting at Crown går op i, at så er det din nydelse og at du er komfortabel. Al modstand er forgæves.
Me’Shell Ndegeocello – ’Love You Down’
Hvis ikke det var fordi at ‘Love You Down’ smadrer ens forsvarsmekanisme med sin stille insisterende vokal, det 90’er lumre keyboard og den tonsertunge bas, så ville jeg gøre nar af Me’Shell Ndegeocellos selvhøjtidlige og utallige navneskifter igennem årene. Nu læner jeg mig bare tilbage i respekt.