Lost and Ignored

Alle taler om de store musikalske revolutioner. 60’erne gav os the popsangene og opgøret med Beatles and the Stones, 70’erne gav os den hårde rock og musik som kunstform med Led Zeppelin og Pink Floyd, 80’erne farvede musikken (og øjenlågene) sort, kantet og thrashy med the Cure, Pixies og dinosaur Jr., 90’erne gav os nihilismen og funky negros med Nirvana og Snoop Dogg.

Men i 1992 listede det legendariske pladeselskab 4AD en lille udgivelse ud med Red House Painters (Down Colorful Hill), som måske efterlod verden indifferent, men som havde en uudslettelig indflydelse på alle følende og tænkende mennesker, der efter 80’erne værdisammenbrud smådesperate ledte efter nye holdepunkter i kulturen og kunsten. Genren blev døbt sadcore og havde ud over Red House Painters også et band som det lidt tidligere American Music Club som frontfigurer. Begge fantastiske bands som jeg har hyldet tidligere og stadigt holder højere end de fleste, men i slipstrømmen kom der et tredje band, Idaho, som ingen har givet nævneværdig opmærksomhed, trods at udtryk, kvalitet og integritet er tæt på de nævnte uomgængelige bands.

Dette indlæg vil forsøge at råde bod på det på den eneste måde, der giver mening for sadcore-tsunamiens oversete mestre…ved at drikke en masse vin og lytte sig igennem den samlede diskografi og liste højdepunkterne. Beware it’s sad, beautiful and bewildering.

Idaho, med den klassisk uddannede pianist, med guitaren som weapon of choice, Jeff Martin, som central figur, debuterede i 1993 (selvfølgeligt et år for sent) med ”Year after Year” med en lyd, der for sin tid var ret unik, med en blanding af folk, distortion, slight grunge og en vokal mixet langt frem men stadigt let mudret og tvetydig. Første nummer ”God’s Green Earth” rammer tonen godt, og er et godt nummer med desperation og opgør som tema (der går igennem resten af albummet), men det er ikke noget hit. Et endnu bedre nummer er ”Save” hvor Jeff’s stemme får plads til at strække sig, ikke langt fra en samtidig Eddie Vedder uden hysteriet. Men ”Year after Year” ender med det bedste nummer ”End Game”, der stadigt for mig står som en monolit af tristesse. Lyden holder stadigt, smuk, fjern, tilbageholdt grunge – et reelt mesterstykke.

”Year after year” var ikke den store kommercielle succes og ikke Idaho’s bedste album, men en ret god start. Hvis den fulde historie om Idaho skulle skrives ville man nok gøre mere ud af de næste tre albums, specielt ”Three sheets to the wind”, der blev ret godt anmeldt i de fleste medier (hvor man bør høre ”Alive Again” og ”A sound Awake”) og ”Heart of Palm” hvor ”To be the one” og ”Dum Dum“ (8 hits på you tube!!) er ret fede numre, men personligt hopper jeg ofte frem til 2001 hvor Idaho reelt er blevet til et soloprojekt for Jeff Martin.

”Levitate” starter med ”Wandering the Field” som jeg elsker. Sad core has grown up skulle der stå i alle medier, men ingen så længere den vej, men det er et lille mirakel af en sang. Martins stemme knækker stille, rimshottet er tæt, hans særegne fire-strengede guitar rocker, pianoet anslår både melankolien og håbet. Næste nummer ”20 years” snerrer og viser at der er liv i 30’erne. Men det hele er snyd for resten af ”Levitate” handler om at være stuck men søgende. Måske allerbedst i ”On the Shore” hvor Jeff messer sig igennem livet ovenpå en smuk pianostrukur, simple trommer og guitar. Her er hvad Idaho kan bedre end de fleste. Den fortabte lyd af en følelse, som aldrig får tilgivelse. Jeg personligt elsker fornemmelsen af den stille desperation, som måske aldrig er fanget bedre end på dette album. What the hell am i’m supposed to do” som Jeff synger på ”Santa Clause is weird” er et gennemgående tema i foreløbigt 21 år. Og alligevel giver han selv svaret på de fleste af albummets numre.

Ret interessant så er flere af de numre jeg oftest hører fra Idaho’s outtake album ”We were young and needed the money” (2002). ”Signs of Life” har sadcore følelsen med en tung, tæt lyd (en favorit), ”Much Closer Now” er næsten en let popmelodi (i denne sammenhæng) og ”Spiral” er bare Idaho.

Men i dag hører jeg med størst glæde de bedste numre fra Idaho’s sidste album ”You Were a Dick” fra 2011, for Jeff Martin er blevet ældre sammen med sine fans – jævnaldrende ligefrem – og ”The Space Between” (official video – wuuuhuuu) minder mig om fornemmelsen at være ung og rebelsk, ”Impaler” om at god musik er tidsløs mens ”Weigh it down” minder mig om i morgen.

Idaho kommer aldrig til at blive store, men når jeg vinder den store lottogevinst og holder festen hvor alle mine favorit bands skal spille, så vil Idaho være der på den lille scene, der først åbner efter midnat hvor alle de mennesker jeg holder mest af, roligt vil samles og så skal vi høre musik, der får os til at føle os i live trods den generelle mangel på ilt, for på utroligt vis har Jeff Martin holdt Idaho i live trods den udeblivende succes, måske kun for at bevise for os at talent og tro er stærkere end de fleste ting i 2014.

Sammen med Montgolfier Brothers (et. al.) findes der vel ikke ikke mere talentfulde bands som ikke er elsket og hørt tilstrækkeligt, men i 2014 vil denne musikelsker lægge sig i selen for at opstøve ligeledes underkendte genier.

UROgenklangs musikliste 2013

2013 har været et forrygende musik år, fyldt op med musikalske skabninger af alle farver og egenskaber, fra den mørkeste metal fra Ohio, over esoterisk pastorale hymner fra Montreal og Yorkshire til den lyseste danske pop. Året har været pakket med musikalsk kreativitet i en grad jeg aldrig har oplevet før. Der er blevet hørt masser af Hip Hop og electronica, både den elegante slags og den der rykker kroppen, der er blevet plads til de store klassiske rockalbums, der har været udgivelser med dyb refleksion, men måske endnu vigtigere, så er der blevet plads til musik, der både er crazy og fyldt med magi (og hekseri) – musik der stikker lidt mere af end standard.

Men hvis der skulle være et tema, så må være metallets genkomst – i store hvidglødende bidder som fx Deafhavens forbavsende livgivende fortolkning af dødsmetalgenren, Sigur Ros smukke post-metal inspiration, Boduf Songs diskrete thrash, Royal Thunders retrogrunge, Portals vanvittige speed metal angreb, der suger os ned i det sorteste hul og så var der jo Black Sabbath. Jeg har i hvert fald ikke hørt så meget, og varieret metal, siden mine mørke dage sidst i 80’erne.

Dette eklektiske sammenrend af musikalske genialiteter, helstøbte idéer og solidt håndværk gør, at der er noget for alle på listen, men at alt på listen nok ikke er for alle…Der skal lyde den samme opfordring som de fleste år – kom i gang med at høre noget musik – det er fantastisk – og prøv noget fra en anden hylde end I plejer. Listen er udvidet lidt i år for at få plads til hele spektret, men alle 60 albums er værd at bruge tiden på.

1. Sigur Ros – Kveikur

Hvad skete der lige der! Jeg har en del albums med Sigur Ros, men de er reelt set lettere kedsommelige i deres æstetiske udtryk. Kveikur tænder for nogle helt andre kontakter. Musikken har fået form og der strømmer blod igennem sangene. Udtrykket er mere kontant, rytmerne er mere aggressive og sangene er…fantastiske. Specielt ”Hrafntinna” er mageløs – den islandsk natur er som altid hos Sigur Ros markant til stede, men musikken er alligevel tættere på os end tidligere, trækkende på både post rock og efterklang. Et andet højdepunkt er ”Yfirbor” et mere klassisk Sigur Ros nummer med Jonsi’s stemme flydende oven på en kakafoni af natur og elektronik. Kveikurs anden halvdel er ikke helt så majestætisk som den første halvdel, men det formindsker ikke indtrykket af, at Sigur Ros i denne, mere mørke og hårdtslående udgave, står stærkere end nogensinde før.

2. James Blake – Overgrown

Overgrown er kølig og sjælfuld electronica og et stort skridt frem fra Blake’s to første udgivelser. Blake’s stemme er stadig behandlet og lagt lag på lag, musikken er spartansk, tekstuniverset enkelt, men det rum som Blake fremmaner er både uendeligt og intimt. Melodierne føles frem for at opleves, og det er sjældent et så godt album har været dårligere egnet til at dele i øjeblikket, for lige så snart den fulde koncentration er væk fordufter magien. ”Retrograde” er umiddelbart det superelegante centerstykket, men allerede  albummets anden sang ”I am Sold” er et højdepunkt. Faktisk er hele albummet ualmindeligt godt skruet sammen med masser af store øjeblikke. Tjek også ”To the Last” og ”Take a Fall for me” hvor RZA twister Blake’s noget monochrome udtryk. Et stort album, årets bedste måske?

3. Boduf Songs – Burnt-up on Re-entry

Der er sket noget revolutionerende med Boduf Songs. Efter 3 minutter af åbningsnummeret ”Fiery the Angels Fell” åbner Matt Sweet op for de brutale guitarer (i en minuts tid), der nu på 7 album kun implicit har truet lytteren i Matt Sweet psycho-folk-univers. Det er en forløsning af de større, for selv om jeg elsker Boduf Songs, specielt det første album, så har den voldsomme tyste indadvendthed måske truet med inerti. Burnt-up on Re-entry er en fantastisk spejling af alt det som tidligere gjorde Boduf Songs magiske – det er det samme en-mands-band, med den samme type sange, men hvor de før eksisterede som en tåget drøm, så er de nu momentvis flammende meteorer på vej gennem rummet. Burnt-up…rummer stadigt en knusende ro og Matt Sweet messer stadigt sine introspektive observationer på en bund af folk og electronica som fx på ”Vermin, Rend Thy Garments” (fantastisk titel), men han har for første gang rakt hånden frem mod stjernerne. Hør også ”Everyone will let you down in the end” og ”Maggot Ending”…eller hør hele albummet, der virkeligt er en unik oplevelse fra ”a Brilliant Shaft of Light from out of the Night Sky” til ”Drexellus Sick Man Quarles Emblemes Closed Heaven”. Årets alternative album.

4. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse

Frightened Rabbit fra Glasgow har stille og roligt arbejdet sig frem mod dette, deres klart bedste album. Pedestrian Verse er et klassisk skotsk indie-rock album med store sange, drivende guitarer og omkvæd der sætter sig fast så man går og synger dem i dagevis. Genren er måske lidt gammeldags, men når kvaliteten på sangene er så høj som her, så er det en fornøjelse. ”Backyard Skulls” og specielt ”Holy” er to glimrende eksempler på sange, der brager underholdende afsted, men for mig er albummets højdepunkt den mere introspektive ”State Hospital” hvor Scott Hutchinson stemme rummer alle facetter fra det skrøbelige og besatte. Og så er den udprægede skotske accent sjældent charmerende og sangene er for at bruge et slidt udtryk meget ærlige og teksterne er personlige og udleverende omkring livets centrale emner. En klassisk rockplade af umiskendelig klasse.

5. Mark Kozelek & Jimmy Lavalle – Perils from the sea

Ingen af de faste læsere af UROgenklangs årlige musikliste eller Altmusik.dk etc. vil være i tvivl om at UROgenklang har én musiker/sangskriver over dem alle – mr. Mark Kozelek. 2013 har været et af Mark Kozelek’s mest produktive år, trods den store turneaktivitet (hvor han altid slår fast at han er træt) og en del udgivelser på hans pladeselskab Caldo Verdeo. Niveauet har været utroligt højt, igen. Der hvor 2013 skiller sig ud, er at Mark på de forskellige udgivelser har fundet nogle samarbejdspartnere, der musikalsk presser Mark ud af hans umiddelbare komfortzone. Allerbedst fungerer det sammen med Jimmy Lavalle fra Album Leaf, der med spartansk electronica og tørre beats giver et nyt rum for Marks stemme og ikke mindst hans meget tørre humør. Tekstuniverset er stadig den dagsbogsform, der har præget Mark’s sange de seneste år, og revolverer om (turnelivets) fremmedgørelse og kampen får at finde ståpladser i et liv, som ikke stopper (med at bevæge sig). Alle sangene er gode, men jeg holder specielt af historien og refleksionerne i ”Gustavo”, den stoiske ro i ”You missed my heart”, ”By the time I awoke” og ”Baby in death can I rest next to you”. Ingen skriver mere interessante tekster og det er forrygende som den tørre humør i langt højere grad erstatter den tidligere desperation. Musikalsk er Perils from the sea måske ikke den mest iøjenfaldende udgivelse, men LaValle har fundet en ny vej ind til Mark’s musikalske center.

6. Mark Kozelek & Desertshore – Mark Kozelek & Desertshore

Desertshore har lavet 3 albums. Det forrige album ”drawing of threes” med Mark med på halvdelen af numrene var absolut forrygende, med stærke sange som ”Randy Quaid” og ”Turtle Pond”. Dette tredje album, som er et fuldt samarbejde mellem Desertshore og Mark Kozelek, fortsætter samarbejdets udvikling, allerbedst på ”Tavoris Cloud”, hvor Mark synger om hans vens Tim Mooneys – og hans kats – død og hvor fucked vi alle stadig kan føle os i en alder af 46 (Mark’s). Albummet trækker de tydeligste spor tilbage til 1990’ernes bedste band Red House Painters, hvor Desertshore guitarist Phil Carney tilfældigvis spillede sammen med Mark Kozelek – hør fx ”Sometimes I can’t stop”. Udover RHP så trækkes der både på 70’er rock og country (og rigtigt meget klassisk Neil Young). Humoren er igen forbavsende fremtrædende og Carney & venner formår at male med nye farver fra Mark’s uendelige palet. Hør også ”Brothers” og ”Livingstone Bramble” for at få et fuldt billede. Dejligt album og for fans uomgængeligt.

7. The Haxan Cloak – Excavation

At kalde den musik som Bobby Krlic laver unik, er en underdrivelse. Haxan Cloak laver musik eller nærmere lydoplevelser som ikke minder om noget andet. Og det han skaber (hvad det end er) skaber flere billeder i mit hovedet end nogen andet. Excavation, der udtrykker sjælens rejse efter døden, er et vanvittigt intenst og udtryksfuldt album man godt kan blive bange for. Dæmonerne gemmer sig for det meste i (melodiernes) vægge, hvilket ikke er tilfældet når han live slipper dem fri, så de hornede kan vandre tordnende mod vores verden. Hele Excavation skal høres sammenhængende, men allermest intenst er ”The Mirror Reflecting pt. 2”, ”Miste” og det 13 min lange afslutningsnummer ”The Drop”. Excavation føles som at kigge døden i øjnene, mens man kropsløs farer gennem rummet på vej mod det næste liv. Alle bør forsøge et livtag med The Haxan Cloak, for det er smukt når nakkehåret rejser sig, samtidigt med at man suges ind igennem Krlics smukke mørke portal, for at se om der er lys for enden af tunnelen.

8. Half Moon Run

Half Moon Run fra Montreal har lavet året indie rock-pop udgivelse, hvor de lidt ligesom Alt-J sidste år blander genrer og udtryk og ender med 12 sange, hvor halvdelen er umiddelbare hits og resten holder. Åbningssangen ”Full circle” er en superåbner, men det bliver endnu mere catchy på ”Nerve” en ironisk slå-op sang. Også ”Give up” og ”No more losing the war” viser at Half Moon Run er nogle (irriterende) dygtige unge drenge, der måske har hørt både Radiohead og Local Natives, men reelt set kan spille det meste, og alligevel er udtrykket deres helt eget. Variation hen over albummet er stor og utroligt nok virker det som en styrke på dette imponerende debutalbum. De stærkeste sange er nok de, der hælder mod den mørkere side, men sangene er konstant catchy gennem albummets 40 min.

9. Kitchens of Distinction – Folly

KOD var et af mine favoritbands i starten af 90’erne med deres brand af shoegaze-dreamrock eller hvad det nu blev kaldt, når man spillede en distorted og fuzzy alternativ rock med klare melodier. Tekstuniverset var stærkt og meget personligt med udgangspunkt i Patrick Fitzgeralds fremmedgjorte og fabulerende (homoseksuelle) univers, hvilket kombineret med Julian Swayles majestætiske guitarer lagt lag på lag skabte flere fantastiske og unikke sange (og 4 gode albums). Og nu er KOD fuldstændigt uventet tilbage efter 18 år og lyder som det samme vitale band, lidt mere afdæmpet (de er jo også kommet i 40’erne), men stadigt med den unikke lyd med smukke og aggressive guitarer, der snor sig om Fitzgeralds reflekterende og billedrige tekster. Folly åbner fantastisk med ”Oak Tree”, der trækker tydelige spor tilbage til det bedste nummer på deres sidste album ”Prince of Mars”. En anden vinder med Morrissey elementer er ”Japan to Jupiter”, skarpt forfulgt af ”Photographing Rain”, faktisk er den første halvdel af Folly intet mindre end fremragende. Desværre er anden halvdel ikke helt så fuldkommen og kun ”I Wish it Would Snow” føjer til. Alligevel er det en meget velkommen tilbagekomst af et favoritband, jeg aldrig havde regnet med at møde igen. Årets comeback.

10.  A$AP Rocky – Long.Live.ASAP

Ubetinget det mest hørte Hip Hop album i år, primært fordi alle i familien elsker Rocky’s sexistiske murder Hip Hop(!!) med kæmpelyd og endnu større beats fx ”Long Live ASAP” og endnu bedre ”Fuckin problems” med vores favorit Kendrick Lamar…og når man sidder i bilen med vinduerne rullet ned, så fungerer stort set alle tracks – hør også ”Goldie”, ”LVL” og ”Suddenly” – og Rocky har leveret årets mest underholdende hiphop album. For en mørkere side af ASAP Mob gå længere ned af listen og hør ASAP Ferg’s ”Traplord” med Rocky på et par af numrene. ASAP Mob producerer flabet dystopisk HipHop, der brænder på et bål af diesel, had og uanede muligheder – what’s not to like?

11. Deafhaven – Sunbather

Desperationen bliver skreget ud og livets sorte huller suger håbet ind i intetheden….og alligevel er Deafhaven’s Sunbather en nærmest katarisk renselse. Badet i et inferno at hvid, sort og hvirvelende støj  kommer man ud nærmest som ny…eller på vanviddets rand. Det stærkeste øjeblik på albummet er ”Vertigo”, der i de små 15 minutter death-metal trækker på både post-rocken sitrende melankoli, post-metallets energi, klassiske heavy riffs og trommer og så den sorte sols ubønhørlige vrede. Deafhaven er måske svært tilgængelige, men der er meget at gribe fat i. Kæmpe store riffs, massive skift, en nærmest transcenderende growl og så er der lagt masser af inspiration ind fra tidlig Cure og Joy Division, til Explosions in the Sky og lidt goth og emo.  Der er en drømmende shoegazer kvalitet i mange af numrene blandet med en knusende intensitet – My Bloody Valentine mixed med lidt Norsk doom med et strejf af californisk sol. Vauw.

12. Jose James – No beginning No end

José James laver musik, som nok kan betegnes som lækker. No Beginning, No End, som udkommer på Blue Note, er jazz-soul med en funky note, og med en utroligt velsyngende James front and center. Albummet giver sig god tid og de 12 numre strækker sig over 65 min og det tager lidt tid at vende sig til den rolige progression. Men når musikken først har sat sig, så belønnes man med et flot udfoldet album, med mange stærke sange. Personligt synes jeg at albummet først begynder at sitre på midterstykket med den mere folkede og let vuggende ”Come To My Door” (endnu bedre er den akustiske bonusudgave) og ”Do You Feel”. Derefter tager James rigtigt fat med specielt den svævende ”Bird of Space”, ”No Beginning No End” og den pianodrevne ballade ”Tomorrow”. José James kan minde om en jazzet D’Angelo med den funky bund, hvilket giver noget kødelighed til de diskret elegante arrangementer. Der er ingen store armbevægelser eller udsving, og selv om man til tider godt kan savne, at James synger sig helt ud (som han gør det på ”Tomorrow”), så fungerer det bare bedre og bedre jo længere man kommer hen på albummet og jo flere gange man lytter til det. En intens omgang slow-music, der varmer selv vinterfrosne knogler.

13. Mouth of the Architect – Dawning

Progressivt post-metal fra Ohio med en stærk Isis og Tool (og lidt System of a Down) inspiration, med tough-guy råb og attituder. Det virker dog som MOTA investerer meget følelsesmæssigt, og Dawning hiver lytteren godt rundt i high-low melodistrukturerne uden dog at miste hverken intensitet eller retning. Fx fungerer ”It Swarms” og albummets centrale nummer det 11 min lange ”How This Will End” rimeligt forrygende og de flerstemmige halvgrowlende råbekor er direkte opløftende og musikken har både fylde og punch. Mere tilbageholdte numre som ”Patterns” med rullende trommer og lange rolige guitarpassager og åbningsnumret ”Lullaby” viser MOTA spændvidde og at Dawning er et potent album (og uomgængeligt hvis man savner ovenstående bands) og er et glimrende eksempel på, at metalscenen generelt virker mere i live, end længe.

14. Black Sabbath – 13

Det er et forbavsende helstøbt comeback album som Ozzy, Tommy og Geezer, suppleret af Audioslave trommeslager Brad Wilk, får leveret. Klassiske riffs hele vejen igennem over en knastør bund og en vital!! Ozzy. Producer Rick Rubin får igen bevist, at der er ingen bedre til at puste liv i (halv)døde kunstnere. ”Is God Dead” er et mere end solidt nummer til diskografien og ”Zeitgeist” har stærke referencer til ”Planet Caravan”, og det er positivt ment,  og når man hører guitarsoloen 5 minutter inde i ”Age of reason” så er man dissideret imponeret. 13 rykker ikke ved Black Sabbath lyd, den lægger måske heller ikke noget til…ud over adskillige stærke sange, men man er ualmindeligt godt underholdt i alle 53 min, og endnu bedre så minder 13 en om, at Black Sabbath er et superfedt band der startede med at lave 4 geniale albums, man bare skal høre igen og igen. 13 er nummer 5.

15. Amateur Best – No Thrills

Første nummer på Amateur Best debutalbum No Thrills ”Ready for the good life” er årets anti-helt anthem. Fantastisk at synge med på mens man slingrer hjem fra byen med våde knæ, champagne på tøjet og stjerner i øjnene. Det nummer alene sikrer en plads på årets albumliste. Men enmandshæren Joe Flory’s skramlede pop melodier rammer ofte plet og hans stemme med klare Bowie referencer (når han ikke synger falset) rører ofte ved det skrøbelige, der er kernen i mange af de bedste popmelodier. ”Two Much”, ”Vilas” og ”Pleased”, der følger ”Ready…” er små skæve popperler. Amateur Best fungerer også på de mere tilbageholdte numre, allerbedst på ”Walk in three” hvor Flory’s stemme for lov til fylde med tilbageholdt åndedræt. Produktionen på No Thrills er måske ikke årets dyreste og Flory klarer det meste selv, men hvad der mangler af staffage er der af vilje og kærlighed til musik.

16. Ghostface Killah – Twelve reasons to die

Cinematisk hiphop fra Wu’s finest Ghostface Killah, der sammen med producer Adrian Young, leverer en ret fantastisk og helstøbt blanding af retro 70’er filmlyd garneret med sirenesang, gangster beats og et klassisk flow fra Ghostface. Executive producer RZA er også den store inspiration og jeg har sjældent haft et hiphop album på anlægget, der er så tro mod sin lyd. De første 4 numre er fremragende, men nok allerbedst på ”Blood on the Cobblestones”, der er superfunky med sine blæsere, klassiske beat og old school skratz. Konceptet med, at det er et soundtrack til en film, der ikke eksisterer, fungerer, men gør det svært at skaje ud eller tilføre noget craziness. Albummet klokker ind under 40 min hvilket er sjældent for et hiphop album, men det passer godt til idéen og Twelve Reasons To Die kommer til at stå i mange år.

17. Ola Podrida – Ghost go Blind

Ghost Go Blind er old school indie-folk-rock-pop fra Texas. Tænk Band of Horses møder Idaho. Sangskriver David Wingo hiver den ene ørehænger frem efter den anden, der bliver leveret med ringende guitarer og let bluesy bund. Wingo synger godt gennem hele albummet, men specielt på de langsommere sange fungerer det rigtigt godt fx ”Blind To The Blues”, ”Staying In” og ”Ghost Go Blind”.

18. Night Beds – Country Sleep

Nashville bosiddende Winston Yellen lyder som en ung Ryan Adams, og det er ment som et kæmpe kompliment. Specielt ”Ramona” har alle elementerne, der gør det til årets folk-country-americana hit, med sit iørefaldende omkvæd, Yellens smukke falset og godt med pedalsteel. Arrangementerne på Country Sleep er varierede og smukke (minder lidt om Andrew Bird på fx ”Even if we try”), følelsen af desperation er udtalt og der er den rigtige feel på mange af numrene, allerbedst på det forrygende ”Cherry Blossom” og ”22”. De 35 min albummet varer flyver forbi mens man tørrer tårerne fra øjnene. Og det kan godt være at Yellen indtil sidste år boede i sin bil, men det talent han viser på Country Sleep, bør garantere ham en fremtidig plads på the Grand Ole Opry.

19. Bill Callahan – Dream River

Utroligt nok, så mener jeg, at Bill Callahan efter 30 år først toppede med 2011 albummet Apocalypse. Dream River er mere introspektivt og melodierne mere afdæmpede (ikke at Apocalypse var aggressiv på nogen måde) i den afart af americana hvor Bill i mange år har befundet sig. Callahans bandmedlemmer fylder mere på dette album, specielt Matt Kinseys guitarer og Thor Harris perkussion farver melodierne, men også tværfløjte og violin giver kulør. Det er dog som altid Callahans mørke og varme stemme, der fylder og giver resonans. Dream River er ret underspillet og tager lidt tid at blive grebet af, men fx ”Seagull” og”Ride My Arrow” er forrygende på den afdæmpede måde og stille og roligt viser Dream River sig at være endnu et markant album i Callahans diskografi .

20. Nick Cave & the Bad Seeds – Push the Sky away

Jeg har et lidt ambivalent forhold til Nick Cave & the Bad Seeds. De kan være fantastiske live, men når det gælder albums, så skal vi faktisk tilbage til første halvdel af 90’erne for at finde et rigtigt godt et af slagsen (Henry’s Dream). Der har været masser af gode sange, men pladerne blev enten for kedelige i længden (Boatman og Murder) eller irriterende som Abattoir Blues. Cave’s samarbejde med den skæggede violinspiller trækker også tit på det trættende, men lige præcis på Push The Sky Away, synes jeg at det (næsten holder). Der er kommet noget blod tilbage i melodierne som fx guitaren der truer fra starten i ”Water’s Edge” og de mange forskellige instrumenter, der træder ud og ind af sangene…cool. Der er kommet noget ånd ind fx i fortællingen om ”Jubilee Street”  og endnu bedre i ”Mermaids”. Og så er der kommet noget tilbagelænet overskud ind i ”Higgs Boson Blues” og titelnummeret ”Push the Sky Away”. Samlet gør det Push the Sky Away til Nick Cave’s bedste album i 20 år og det er i sig selv noget af en bedrift for den gamle ballademager.

21. Rhye – Woman

Robin Hannibal, som også er mastermind bag Quadron, har sammen med vokalisten Mike Milosh skruet en superlækkert pop-soul album sammen. Woman åbner med ”Open” der med sine faux-stryger bund og diskrete keyboard strukturer kan gøre selv Sade misundelig. Næste nummer ”The Fall”, er lidt mere uptempo og om muligt et endnu bedre nummer. Derefter falder niveauet en smule, men det er også svært at holde den meget høje standard og fx ”Shed some blood” er diskret forrygende. Albummets tempo holder sig til det slentrende, lyden til forlader aldrig det florlette, Milosh stemme holder falsetten og Hannibal doserer sine beats, horn og strygere nærmest til perfektion og med Woman leverer Rhye årets blødeste (og bedste) popalbum.

22. Disclosure – Settle

Settle stiller sig ikke tilfreds, slet ikke. Først når svenden drypper ned på dansegulvet løsner de to unge brødre (19 og 22 år!) i Disclosure grebet en smule. Settle er tætpakket med store beats og snazzy hooks. Disclosure mikser house, 2-step og garage sammen til et effektiv combo, der brænder bilens stereo af. Hør ”White Noise”, ”When a Fire starts to burn” og ”F for you” for uptempo hits og ryk genre over til ”Latch” og så har du en af årets bedste hitalbum. Nomineret til årets Mercury award (som blev vundet af James Blake), og man kan godt se et par tusinde unge druggede briter fyre den max af til Disclosures meget engelske og uforskammede effektive hitmaskine. Årets dancealbum.

23. Phosporescent – Muchacho

Mathew Houck er noget af en hamskifter og på Muchacho lyder han både som Daniel Lanois (fx ”Song for Zula”) og som Band of Horses (”A Charm/A Blade”) men han er bedst og mest unik på den country-svingende ”The Quotidian Beast” hvor Houck hyler mod himlen og bandet skramlet rammer plet. Houcks flossede stemme (ofte en fusion af Will Oldham og Willie Nelson) fungerer ret godt og styrker den varme og emotionelle stemning, der er den røde tråd gennem hele albummet.

24. Low – the Invisible Way

20 år siden debutalbummet (og mesterværket) ”I could live in hope” kommer The Invisible Way, som et stille og alligevel markant stilskifte iværksat at producer Wilco’s Jeff Tweedy, der bl.a. har sneget lidt country ind i Alan Sparhawk guitarpedaler. En anden forandring er, at Mimi Parker synger lead på 5 numre og generelt er kommet mere centralt ind i sangene. ”Plastic Cup” åbner albummet forrygende, skarpt efterfulgt af de stille og smukke ”Amethyst” og specielt ”Holy Ghost” hvor Mimi’s stemme virkelig folder sig ud og giver gåsehud. The Invisible Way har bevæget sig væk fra eksperimenterne fra fx Drums and Guns som ellers var meget vellykkede, og er i stedet et solidt Low album (og de er jo altid gode), der måske kun bidrager med 2-3 sange til den øverste del af diskografien, men jeg elsker Low, der specielt live virkeligt får deres stille sange til at vibrere. Specielt Sparhawk er en fantastisk sanger og musiker (tjek også hans fritidsband Retribution Gospel Choir længere nede på listen) og jeg savner lidt mere intensitet i flere af sangene (som fx efter 2 m 20 s på ”On My Own”) hos et band, der ellers virker på toppen af deres ydeevne.

25. Mark Kozelek – Like Rats

Mark Kozelek er ikke ubekendt med at lave coveralbum og har lavet covers af bl.a. John Denver, Low, Wings og et helt album med ACDC numre. Like Rats er et solo-akustisk album og har et meget eklektisk sangvalg. Ikke alle numre virker, men ligesom valget af samarbejdspartnere på de to andre albums på listen, virker som katalysatorer for Kozelek’s talent, så udvider de valgte sange Kozelek’s udtryk, fra vreden på Godflesh ”Like Rats”,  energien fra Ted Nugent’s ”Free-For-All” kombineret med selverkendelsen i Bruno Mars’ ”Young Girls” – en fantastisk tracklisting. Det virker generelt som Mark har moret sig med udvælgelsen af sangene og flere af dem får det bedste ud af hans forrygende fingerspil på guitaren og vokalerne er lagt smukt lag på lag. Like Rats kan for udeforstående måske virke som en parentes/sidespring, men der er så mange nuancer i fortolkningerne, at de både åbner originalerne op (formålet med at covers) fx ”Silly Girl”, samtidigt med at det lægger yderligere til Mark’s stadigt mere imponerende diskografi. Det kan godt være at han er den sure og trætte 46-årige som han udgiver sig for at være til samfulde koncerter de seneste par år, men når han går ind i studiet, så er der få, som kan formidle så meget og med så få virkemidler.

26. Amor de Dias – The House at Sea

Alasdair MacLean, der også er forsanger i the Clientele, har den blødeste britiske stemme som emmer af 60’erne og føles som lun aftenvind på vej hjem fra byen, med en pint eller to for meget i blodet. Han har teamet op med spanske Lupe Núñez Fernández som Amor De Dias og de laver sommerpop af den lettere eksotiske trans-europæiske slags, med latinske rytmer og folk-arrangementer. Det er uendeligt følsomt uden at blive klæbrigt og det perfekte soundtrack til en kærestetur langs stranden ved solnedgang. De numre hvor Alasdair synger lead og Lupe kor, er klart de stærkeste som fx ”Voice in the Rose”, ”The House at Sea” og ”Maureen” er perfekte eksempler og det er rimeligt forrygende på den diskrete måde.

27. Justin Timberlake – the 20/20 Experience

Den kære Justin får tit på puklen af de kulturradikale, men jeg har svært ved ikke at finde en masse kvalitet i Timberlake og Timbaland’s elegante kreationer, der flyder boblende over lange sangstrukturer, med maser af diskrete cool detaljer. The 20/20 Experience er måske – ligesom de enkelte sange – for lang, men det giver også plads til en anden Timberlake. ”Suit & Tie” er et cool up-tempo popnummer, ”Don’t Hold the Wall” er en glimrende Michael Jacksom pastiche, ”Tunnel Vision” er det bedste bud på et klassisk Timberlake hit. Faktisk fungerer det meste af albummet ret godt, om end at de enkelte numre flyder en smule sammen. Det Justin måske mangler i karakteristika opvejer han med overskud og selvtillid fx på ”Spaceship Coupe”, der burde falde helt fladt, men selv den meget gammeldags guitarsolo midt i numret fungerer.  Afslutningsnummeret ”Blue Ocean Floor” er et lidt atypisk nummer, men man tror næsten på Justin når han sukker efter kærligheden.

28. ASAP Ferg – Trap Lord

Lige nu er der to crews der kæmper om hiphop titlen – Odd Future og ASAP Mob – Odd Future er crazy stenede no-future kids og ASAP Mob er mere hard core HipHop, der flexer deres biceps og bling-bling.. Hvor ASAP Rocky laver de store bangerz og kan toppe hitlister, så kommer ASAP Ferg først frem efter mørket er faldet på – the dark lord of  ASAP Mob.  Det allerbedste eksempel er ”Lord”, men Ferg kan også lægge lidt lettere skæringer ned som fx ”Hood Pope” og ”Shabba”. Produktionen er superskarp og paranoid og Ferg’s lyd har muskler. At albummet som sådan ville have godt af at være et par numre kortere, ændrer ikke det faktum, at året måske kun har tilføjet 5 HipHop albums til årets 60 bedste, men to af dem er fra ASAP Mob, og Ferg leverer årets sejeste og mest klassiske af slagsen, og hvis jeg nogensinde (igen) skal holde crack-parties med brændende olietønder, store soundsystems og dusinvis af letpåklædte kvinder, så vil jeg sætte Ferg på først (og sidst).

29. Baths – Obsidian

Will Weisenfeld er en quirky fætter. Han insisterede på at starte på musikskole som 4-årig, og spiller et hav af instrumenter, men som Baths bevæger han sig primært i den del af elektroniske genre, der er defineret af fx Four Tet og Bibio. Hans første album Cerulian var ret godt – specielt ”Lovely Bloodflow” – men meget introspektivt. På Obsidian kommer han mere ud af busken, allerbedst på ”Ironworks” og ”Incompatible”, der er både intime og catchy sange. Weisenfeld får også mere ud af sin stemme på Obsidian, der ofte bruges som en let soulet, men kølig falset. Produktionen svinger mellem det krystalklare og støvede, men oftest med et elegant swing. Obsidian kræver lidt tid hvis man ikke er bekendt med Baths eller genren, der kan virke (for) diskret, men når melodierne først folder sig ud er det en fornøjelse.

30. Moonface – Julia with blue jeans on

Spencer Krug er en mand med mange ansigter (måske bedst kendt fra Wolf Parade og Sunset Rubdown) men som Moonface dyrker han den storladne pianodrevne fortælling, med en nøgen production hvor han lader sin stort iscenesatte stemme fylde rummet. Melodier og tekster balancerer i en ikke italesat scenografi, men jeg bliver mere overbevidst hver gang jeg hører ”Barbarian” og ”Barbarian ll” om at det ikke er pastiche, men at det er her Spencer Krug er hjemme. Udtrykket er måske ikke unikt, men det er sjældent at det klassiske klaver kommer i en indie-indpakning. Det føles både studentikost og som reel kunst som fx med klar inspiration fra musikere som John Cale og Nick Drake, og de første tre fremragende sange er følelsesmæssigt prægnante og blodet er mørkt under den meget hvide hud. Hør også ”Dreamy Summer” og titelnummeret ”Julia with blue jeans on

31. Royal Thunder – CVI

Royal Thunder lyder som et mix af de store Seattle bands fra starten af 90’erne – Pearl Jam, Alice in Chains, Soundgarden med ikke så lidt Throwing Muses in the mix. Royal Thunder har nemlig en tøs i forreste linje med masser af punch og southern drawl, og det er Miny’ stemme, der er den centrale oplevelse i Royal Thunder fx ”Sleeping Witch”. Royal Thunder kommer fra Georgia, ligesom meget andet kvalitets metal i disse år, fx Baroness. Men Royal Thunder er mere grunge end metal, mere stoner end hard core og specielt sætter jeg pris på de psykedeliske bluesy elementer og overgange (de har nok også hørt lidt Black Sabbath og Led Zeppelin:), der får det bedste ud af Miny’s stemme. CVI er et sejt og lidt gammeldags rockalbum anno 2013 (selv om det blev udgivet første gang i 2012).

32. The World is a beautiful place & I am longer afraid to die – Whenever, If Ever

The World is a… er spraglet blanding af Modest Mouse og Goo Goo Dolls, tilsat lidt punk, post rock og masser af EMO. Whenever, if ever rammer rimeligt effektivt i dens blanding af desperat pop,  blæsere og indie a la Arcade Fire og Fang Island fx i ”Heartbeat in the Brain” og ”Fightboat” og jeg er helt pjattet med den anarkistisk fællessang og at der tit er 2,3,6 stemmer, der synger med fx i ”Ultimate Steve”. De 35 min stryger underholdende forbi og der er mange cool detaljer i både arrangementer og tekster. Hør også ”Gig Life” og fortæl mig hvad du tænker på.

33. Phoenix – Bankrupt!

Bankrupt! er vintage Phoenix. Melodierne er stadigt catchy cool forankret i den modernistiske 80’er inspiration – bedst er ”Drakkar Noir” og ”Don’t” – der altid er ledetråden i Phoenix efterhånden snart 20-årige karriere, der langsom har placeret dem på toppen af bands, der spiller intelligent fransk pop sunget på engelsk… sangene er endnu mere keyboarddominerede end normalt, hvilket måske gør dem mindre skarpe, men også giver mulighed for at bevæge sig lidt ud af komfortzonen og mere mod inspirationskilderne. Hør fx titelnummeret ”Bankrupt!” eller ”Chloroform”, der er fine eksempler på et band, som ikke kun laver små popperler (som er lidt færre og lidt mindre skarpe end normalt), men også giver sig tid til male med andre farver. Centralt står dog stadigt Thomas Mars stemme, der i endnu højere grad er mixet ind i melodistrukturerne.

34. Retributional Gospel Choir – 3

Året mest rendyrkede Rock kommer fra Alan Sparhawk, der som Retribution Gospel Choir forlader den tilbageholdte sadcore i Low, hvor han til dagligt er bandleder, sanger og sangskriver. I stedet stabler han højtalerne højt, putter ekstra strøm i guitarerne og kaster sig ud i lange ekspressive guitarsoli, der trækker tungt på Neil Young & Crazy Horse (når de er vildest), men også på både White Stripes og Wilco, men perspektivet er bredere, numrene er længere og det er mere rock out. Der er kun 2 numre på albummets 40 min. Hvor første skæring ”Can’t Walk Out” er hvidglødende, så er anden skæring ”Seven” varmere og tager længere tid før tøjlerne slippes, men har en mere klassisk sangstruktur. Begge numre vidner om, at Alan Sparhawk virkeligt nyder at slippe ud af de selv-konstruerede begrænsninger i Low og udforske de mere løse sider af hans utrolige sangskriver talent. Vi har altid vidst at han var en fantastisk guitarist – bl.a. når han live giver los – men det fantastisk, at det endeligt er lykkedes Alan at få overført den tilbageholdte vildskab, der altid har luret i Lows musik.

35. Tyler, the Creator – Wolf

Helt grundlæggende så er Odd Future Wolfgang Kill Them All-kollektivetet, som Tyler er den uofficielle leder af, et af de sidste års største Hip-Hop opdagelser. Der er kommet både outstanding tracks og nye hip-hop-paradigmer fra deres unge hænder – Tyler er blevet 22 år. Ingen af de mange konstellationer har dog produceret et komplet album (måske bortset fra Frank Ocean), og Wolf er ingen undtagelse. Albummet mangler måske nogle rigtige bangers, men der er stadigt en myriade af spændende, sjove, hard-core funky detaljer…og så kommer Wolf godt fra land med ”Domo23” med det hard-core-flow og produktion som er Tylers varemærke, ”Awkward” med sit mere laid-back-sound og senere kommer Frank Ocean og smider lidt magi på ”Partyisntover/Campfire-/Bimmer” sammen med Latitia Sadier. Tekstuniverset er stadig lettere grænseoverskridende, men stadigt momentvis indsigtsfuldt og perspektivrigt.

36. Jon Hopkins – Immunity

Producer, arrangør og pianist Jon Hopkins laver deep electronica, allerbedst på ”Open Eye Signal” (flot video) og smukkest på titelnummeret ”Immunity”, hvor der trækkes tråde til både Sigur Ros, Akira Kosemura og Brian Eno.

37. Local Natives – Hummingbird

Local Natives første album Gorilla Manor blev for mig årets album i 2010 med en smittende omgang kreativ indie-pop. Hummingbird er også et fint album, hvor specielt ”Ceilings” og ”You and I” skinner. Local Natives har dog ikke det samme musikalske overskud og der mangler de detaljer, der gjorde Gorilla Manor så unik. Hummingbird er dog stadigt fuld af (rimeligt) gode sange som fx ”Three Months” og de har stadigt en super blandig af det søde og det frenetiske.

38. Boards of Canada – Tomorrows Harvest

Skotske Boards of Canada har i snart mange år lavet sfærisk electronica, der på samme tid er tidsløs og melankolsk med et blik ud mod universet. De er fremragende på det Eno-inspirerede ”Reach for the Dead”, men flere numre holder en høj og unik kvalitet fx det beatdrevne ”Cold earth”.

39. Earl Sweatshirt – Doris

”Hive” er et fremragende eksempel på Odd Future-lyden som Earl er født af. Den forsvundne undergrunds-helt er vendt tilbage fra et tvungent ophold på Samoa, hvor hans mor havde sendt Earl hen for at undgå den uheldige indflydelse fra vennerne i Wolfgang Kill Them All posen. Det har ikke helt virket, og Earl virker ikke som den mest harmoniske teenager, hvilket er godt for os. Doris (the album) læner sig stilmæssigt en del op af Tyler, the Creator (the rapper), der også gæsterapper på de cool ”Sasquatch” og ”Whoa”, men Earl kan også alene fx på ”Chum” og ”Burgundy” (skrevet sammen med Pharrell). Det er småstenet HipHop, der lever af Earls tilbagelænede elastiske og samtidigt aggressive flow, der til tider minder om Snoop da han var cool, og et musikalsk back-drop godt inspireret af RZA. Der er måske ingen rigtige bangerz på Doris, men hun understreger igen at Odd Future kollektivet virkeligt har hævet niveauet for alle involverede, for kreativiteten er høj gennem hele albummet.

40. Forest Swords – Engravings

UK producer Matthew Barnes laver dubbet electronica, der er lidt anderledes end resten af scenen. Melodierne er kølige, let rustne og har en cool samurai-feel!? Allerbedst er det, når de dubbede beats fusionerer med en evokativ piano-linje som fx slutningen af ”The Plumes” eller de behandlede horn på ”Thor’s Stone”. Engravings viser at Forest Swords har udviklet sig meget siden 2010 albumet ”Dagger Paths” og lyden og melodierne er langt mere komplekse og der er er langt flere detaljer, selv om Barnes stadigt trækker tungt på den ”forgotten places”-lyd som han kender bedre end de fleste.

41. Vattnet Viskar – Sky Swallower

Vattnet Viskar er stor og ekspressiv metal fra New Hampshire, med masser af post rock elementer med masser af plads mellem anslag og angreb, der trækker på fx Explosions in the Sky, kombineret med doom-energi som fx Pallbearer. Der growles godt igennem, men produktionen er klar, så balancen mellem metallet og de mere afdæmpede passager flyder så harmonisk, at det samlede resultat, slet ikke virker så tungt som de lyder og de 38 min flyver forbi. Det er lige før man savner lidt mere attack og rå power, som fx efter 6 min 30 sekunder på albummet største komposition ”Breath of the Almighty”, for det er fedt.

42. Iron & Wine – Ghost on Ghost

Sam Beam har udviklet sin musikalske palet meget siden den lavmælte Americana på “Our endless numbered days” – der stadig er hans bedste album – over den nærmest over-instrumenterede og kun delvist vellykkede “Kiss each other clean” til “Ghost on Ghost”, der igen ikke rammer helt plet. Der er dog noget uimodståeligt over det diskret funky Americana beat, de diskrete blæsere og Sams let soulede stemme. Sangene er ikke så distinkte som tidligere, men prøv at starte med den varme og elegante “New Mexico’s no breeze” eller åbningsnummeret ”Caught in the Briars”. Jo mere man hører albummet, jo bedre bliver det, og jeg vil ikke være overrasket hvis “Ghost on Ghost” er langtidsholdbart.

43. Queens of the Stoneage – …Like Clockwork

OK jeg var initialt svært skuffet over …Like Clockwork og lagde den hurtigt på køl. Men jeg gav den alligevel en sidste chance da årets liste skulle sammensættes. Og det viser sig at Josh Homme og co. måske alligevel ikke har lavet et totalt flop. Der er stadigt langt fra Songs for the Deaf og jeg kæmper stadigt med visse elementer, som fx David Bowie pastichen på ”If I had a Tale” – ikke at det er et dårligt nummer – og produktionen mangler noget blod og sved, og lyden er ofte lidt anæmisk. Men faktisk kommer …Like Clockwork ret godt fra land med ”Keep Your Eyes Peeled” og ”I sat by the Ocean”, og selv ”The Vampyre of Time and Memory” er interessant når det først får tilstrækkeligt med gennemlytninger. ”My God the Sun” er det mest klassiske QOTSA nummer så vi kommer helt frem til albummets nummer 6 ”Kalopsia”før mystikken igen melder sig. Jeg er en stor tilhænger af vidtfavnende musikere, men …Like Clockwork trækker næsten på for mange genrer og brudstykker til at fungere som en helhed og specielt fungerer den ikke som baggrundsmusik, men hvis man koncentrerer sig inde bag de store hovedtelefoner så begynder man at sætte pris på Homme’s kæmpe talent og evne til at trække superdygtige bidragsydere i ringen som fx verdens bedste rocktrommeslager Dave Grohl og rock korsangeren over dem alle Mark Lanegan hvilket fungerer tæt på optimalt på ”Fairweather Friend”. Så jeg æder mine første betragtninger og er langsomt ved at blive fan af …Like Clockwork. Jeg savner dog stadigt den Josh Homme jeg så på Loppen i 2000 spille så ubamhjertligt højt og kompromisløs stoner-rock at man blødte adskillige steder på kroppen.

44. Janelle Monáe – The Electric Lady

Jeg var ikke hoppet på Janelle Monáe konceptet før dette album, da presse og genre lidt har skubbet mig væk. Men Janelle kan noget (faktisk en hel masse) og selv om RnB-genren stadigt ikke er min foretrukne, så er der masser af gode numre og lækre detaljer, kollaborationer, bedst sammen med Miguel på ”Primetime” og Prince på ”Given What they Love”, men også Erykah Badu pynter med ”Queen”. Og Janelle er også god når hun lader sin ret imponerende stemme farve af jazz på fx ”Look into my eyes” og big band. Hele The Electric Lady udstråler talent, om ikke tilbageholdenhed.

45. Future of the Left – How to stop your Brain in an Accident

Travels with Myself and Others fra 2009 var/er den ultimative Future of the Left udgivelse med stenhård walisisk post-punk med sjove og revolutionære tekster. How to…forsøger at komme tilbage på det spor med FOTL fragmenterede blues-ska-punk-hardcore rygrad med The Clash og The Fall inspiration, der lidt gør dem til den walisiske udgave af Faith No More (hvis det giver mening for nogen i denne verden). Det er ikke så hårdt som det lyder, mere eksplosivt, beskidt og småblodigt som efter en rodet slåskamp bag baren efter fredagspints. How To… handler om den rodede hverdag og talentløse beslutningstagere (både politikere og os, der raver rundt i livet). Ikke at der ikke sniger sig et par skarpe melodier ind, for det gør der i høj grad – og der er måske ikke et højdepunkt som ”You need satan more than he needs you” – men åbningsnumrene ”Bread, Cheese, Bow & Arrow”, ”Johnny Borrell Afterlife” og ”Future Child Embarrasment Matrix” er effektive direkte protestsange med Falkous snerrende stemme i centrum og afslutningsnumret ”Why arent I going to hell” bare sjov på den walisiske måde.

46. Bilal – A Love Surreal

RnB/Soul sanger Bilal er nok mest kendt som a hired hand når HipHop-stjernerne skal lægge lidt soul på deres hits, og Bilals solokarriere har aldrig helt taget fart. A Love Surreal kommer også lidt langsomt fra start, men midterstykket med ”Winning Hand”, ”Climbing” og ”Right at the Core” stiger kvaliteten, og hvis man vil høre en tilbagelænet supersanger i den jazzede ende af RnB’en så leverer Bilal, måske allerbedst på den spartanske og let syrede ballade  ”Butterfly”.

47. Indians – Somewhere Else

Søren Løkke Juul er Indians og ”Somewhere Else” er et meget nordisk album, der trækker på både Efterklang og Sigur Ros, men er noget mere afdæmpet. Det er ofte smukt, men måske også lidt anæmisk indie-folk. En større ydende instrumentering a la Efterklang ville klæde Indians sfæriske sange. Det fungerer da også ofte godt som fx på titelnummeret og ”Melt” og ”Cakelayers”.

48. Neko Case – the worse things get, the harder I fight, the harder I fight, the more I love you

Jeg kendte ikke Neko Case før dette album, og jeg er måske ikke helt overbevidst om hypen, men igen så har ”Night still comes” udviklet sig til lidt af en favorit. ”I’m from nowhere” og ”Ragtime” er også både gode og interessante sange, der viser Neko Case spændvidde og talent. The Worse… fungerer generelt fint og hun formår at (over?)spænde buen imponerende på de 38 min albummet varer. Hvis der var et par ekstra stand-out tracks så ville jeg begynde at tro på casen (nod nod) for alvor – indtil videre er The Worse… nok til at retfærdiggøre en placering på denne liste, bl.a. fordi den er alt, alt for mandedomineredet og det er jo dejligt at høre lidt stemmepragt fra det stærke køn. Men det må da være årets grimmeste cover.

49. Quadron -  Avalanche

Hey Love er måske singlen, der for alvor breakede Quadron, men der er flere fine popsange på Avalanche, bl.a. ”Neverland” og ”Better off” med Kendrick Lamar. Quadron’s lyd er til den let poppede side, men Coco’s stemme har alligevel en soulet sødme, der klæder den dygtige popsmeds Robin Hannibal’s tidstypiske melodier, der dog fungerede endnu bedre hos Rhye længere oppe på listen.

50. Volcano Choir – Repave

Bon Iver’s “For Emma, forever ago” kom snigende for 5 år siden og endte som 2008 ubetinget bedste album. Det gjorde også Justin Vernon til en atypisk superstjerne. Ekstremt talentfuld som sanger og sangskriver har Vernon siden ledt efter udfordringer i forskellige konstellationer fra Kanye West over Anais Mitchell til Volcano Choir. Generelt godt, uden det helt nåede same højder. Jeg var fx rimeligt skuffet over første album med Volcano Choir, som reelt er Vernon sammen med Collections of collonies of bees. “Repave” er noget bedre og har noget af den magi, der gemmer sig I Vernons stemme og sans for melodier. “Comrade” og “Alaskans” er to fine eksempler hvor skrøbeligheden I Vernons stemme finder en melodi at slå rod i. Albummet er stort og åbent produceret og lyder generelt godt, men savner måske lidt af den bjælkehytte intimitet som klæder Vernon allerbedst. Hvis man savner Bon Iver så er dette årets bedste bud.

51. Portal – Vexovoid

Portal’s Vexovoid er det mest vanvittige angreb på min musikalske forståelse, som jeg har fundet en vej ind i (og ud af igen). De 35 min. føles som et konstant angreb på hele organismen, hvor man bliver hevet ned i helvedet og brændt igennem i en evighed før man bliver hostet op igen og frigivet. Det er tungt, hårdt og hurtigt, meget hurtigt og de uendelige riffs er ofte off-tune. Alligevel så kan den overvældende aggressivitet være en stor oplevelse at dykke ind i, for sjældent har jeg hørt musik med så lidt luft i, der tvinger en til at ånde brint og giftgasser. Man bliver suget ned i en malmstrøm så sort og hvirvlende allerede fra åbningsnummeret ”Kilter”, der springer i hovedet på en som et frådende uhyre fra første sekund over ”Curtains” – måske albummets bedste nummer – hvor man står på kanten til helvedet og kigger ned i det brændende inferno (tjek trommerne hvordan de kommer og går – gåsehud af den gode og onde slags). Slet ikke for sarte sjæle, eller sjæle I det hele taget, men et oplevelse for de modige musikelskere.

52. Ex Cops – True Hallucinations

Ex Cops er endnu et cool musikarkæologisk band fra Brooklyn. True Hallucinations lyder som Sonic Youth der møder Peter, Bjørn og John på en solskinsdag mens de hører Jesus and the Mary Jane. 11 fuzzy popsange på 30 min. De bedste sange er ”Separator”, ”Ken” og ”James”. Ikke stor kunst, bare effektive sange med masser af mindeværdige omkvæd pakket ind i den lækre retro-shoe-gaze-lyd.

53. White Lies – BIG TV

White Lies skal på listen fordi de laver indie-hits, der står ved, at de er hits. Hvis man hører hele BIG TV bliver det en smule stereotypt, men hvis man holder sig til de 4-5 bedste numre – ”There Goes Our Love Again” – BIG TV ubetingede bedste nummer og hvis man ikke kan lide det, så skal man bare springe resten over – ”First Time Caller”, ”Getting Even” og ”Be Your Man” – så er det svært underholdende. Og White Lies ved, at det er vigtigt, at have hits at smide på stereoanlægget en fredag aften.

54. Turin Brakes – We Were Here

Instantly recognizable. Er det en styrke eller svaghed? For Turin Brakes er det et tveægget sværd, for deres melodier er skruet så godt sammen, at man fra første øjeblik man hører deres nyeste album tænker, at det kender jeg da (og er glad for), men det betyder selvfølgeligt også, at der ikke sker så forbandet meget kreativ udvikling hos mine gamle venner Olly og Gale. Faktisk er der flere numre, der kunne være fra deres første – og fremragende – album The Optimist LP. Fx titelnummeret ”We Were Here”, der udover at være et meget iørefaldende nummer også refererer til at de har været her før. Man må til gengæld give dem, at det stadigt lyder som de mener det når de krænger deres følelser ud, og de lyder stadigt forrygende når de fx på ”Blindsided Again” kombinerer lidt David Gilmour (Pink Floyd) guitar med strygere og Olly’s ret distinkte stemme (med Gale på 2. stemme). Skal man se en udvikling, er det nok at de bedste numre er blevet ”lidt større” i anslaget og de mindre numre er blevet mere ”busker-agtige” og fungerer med to akustiske guitarer og to sangere. Hele albummet fungerer fint uden bløde punkter – altså når man ser bort fra at 60-70-folk-pop-genren i sig selv er ret blød – og det er også vigtigt at høre musik, der kæler lidt for øregangen og her er fx ”No Mercy” og specielt ”Erase Everything” to gode eksempler.

55. Foxygen – We are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic

We are… lever måske ikke helt op til sin egen hype, men ”No Destruction” er super retro med den afvæbende linje ”there’s no need to be an asshole, you’re not in brooklyn anymore”. Samme høje niveau har ”San Francisco” og de to unge multiinstrumentalister Sam France og Jonathan Rado kan kanalisere alle forbillederne fx Bowie, Reed, Jagger uden problemer og We are… kunne havde været indspillet i 68. Et kritikpunkt er, at Foxygen lidt fortaber sig i deres egen selvtilstrækkelighed og ikke rigtigt bliver vedkommende, men de er vindere når festerne skal have et skud blomsterkærlighed.

56. The Lonely Island – the Wack Album

Det kan godt være at et helt album med comedy-trioen the Lonely Island ikke holder hele vejen, men når de smider et par smagløst uimodståelige hits af sted som ”YOLO” med Adam Levine og Kendrick Lamar og ”3-way (the Golden Rule)” med Lady Gaga og Justin Timberlake, samt en håndfuld næsten lige så sjove numre som fx ”Go Kindergarden” (m. Robin), ”Semikolon” (m. Solange) og Hugs (m. Pharrell), så illustrerer det, at Lonely Island er dygtige nok til at hive A-listen i huset, og skrappe nok til at skære hip-hop-pop-funk-soul-hits der er både sjove og underholdende nok til at fylde dansegulvet.

57. Prefab Sprout – Crimson/Red

Prefab Sprout peakede i 1985 med Steve McQueen albummet, men Paddy McAloon laver (stadig) tidløs pop for den modne lytter. Crimson/Red er det bedste album fra hans hånd siden 1990. fx er ”Lists of impossible things” et rigtigt godt eksempel på hvad det er Paddy kan bedre end de fleste. En sentimental elegant popsang, funklende med et strejf af en livserfaring, der trækker mod det mørke. ”Grief build the Taj Mahal” er endnu en fin sang med et lidt bredere perspektiv, mens ”Billy” viser at Paddy stadig kan skrue en uptempo popsang sammen. Alle Crimson/Red 10 sange kun have været på From Langley Park To Memphis (og det er ikke en kritik) og jeg siger bare velkommen tilbage på listen til mr. McAloon.

58. Cloud Control – Dream Cave

Cloud Control kommer fra Blue Mountains lidt uden fra Sydney og har med Dream Cave lavet et tidsløst og solbeskinnet indie-pop-rock album. Cloud Control lyder allerbedst på det laid-back 80ér inspirede nummer ”Dojo Rising”, der lyder som en blanding af The XX, west-coast-surf og shoegazer a la Ride. Dream Cave er produceret meget specifikt, så fx vokalerne er mixet så de opnår en ret cool og distinkt lydbillede. Og Cloud Control handler meget om lyd. Melodierne tenderer det simple og detaljerne er få, men bliver til gengæld brugt til stor effekt. Lyden veksler mellem den lyse pop og den mørkere og mere beatdrevne lyd på fx ”Island Living” eller ”Tombstone”. Dream Cave er generelt meget tilgængeligt og fungerer både på anlægget, bag hovedtelefoner og specielt på vej gennem byen. Cloud Control lader sig måske inspirere lidt rigeligt af deres forbilleder, men der er masser af potentiale til at få et stærkt og personligt udtryk på de næste albums.

59. Drenge – Drenge

Let’s pretend” – næstsidste nummer på Drenge’s debutalbum – er 8 min forrygende retro-grunge med både blues og pop-appel, og hæver sig markant over de 10 foregående sange. At albummets næstbedste sang så er albummets sidste sang ”Fuckabout”, siger lidt om tracklistingen… Hmm hvis resten af sangene havde været af samme kvalitet, så havde vi haft et forrygende album. I stedet får vi et solidt album af de to unge brødre Rory and Eoin Loveless, der trækker på den klassiske ungdommelige blanding af kedsomhed, vrede og humor på den meget britiske måde, selvom navnet er dansk.

60. Fuck Buttons – Slow Focus

Højt gearet instrumentel electronica, lavet som rock, bygget til stadions uden at have egentlige vinder melodier man kan samles om, med en samplet 80’er star wars keyboard-sound med industrielle overtoner og Vangelis undertoner. Ja, utroligt nok skaber det kakofoniske udtryk et meget visuelt indtryk, der måske tager lidt tid at falde for, men anderledes og interessant er det. Start med første nummer ”Brainfreeze” eller anden halvdel af ”Sentients”.

Til sidst bliver jeg nødt til at sætte en enkelt sang på listen som ikke er som de andre:

Connan Mockasin: I’m the Man, That Will Find You

 

Tilfældig slår overvejet

Nogle dage skal musikken være lidt mere tilfældig, ikke klinisk overvejet som ofte. Jeg tog mine høretelefoner på for at give mine kære hustru lidt fred og trykkede bland på min iPod.
Whoah, min maskine laver bedre spillelister end jeg nogensinde har gjort. Og min musiksamling er langt mere fantastisk end jeg vidste. Der er jo uopgravet guld derinde i reolens meter.
Fx så dukker Willie Bobo op som femte nummer- en puertoricansk perkussionist som var et stort afrocubansk hit i de sene 60′ere. Og nummeret inden er Sneaker Pimps som jeg tydeligt husker at Thomas Madvig introducerede som den cooleste single han nogensinde havde hørt (i 1996). Og det hele starter med Hundred Waters, der er smuk organisk electrónica, der slet slet ikke bliver hørt nok.
Det overraskende ved at lade musikmaskinen bestemme denne aften er, at the weirdnes som mange ofte har beskyldt min musiksamling for, er langt mere udpræget uden filter. Og fuck hvor er det smukt at høre både korte intermezzoer og throwaways blande sig med utilgængelige stykker af Scott Walker (og shit hvor er Cue det vildeste skizofrene nummer) og lækker musik som Turin Brakes…og jeg havde fuldstændigt glemt Starsailor…og hvor er Pavement ude af galaksen det bedste musik nogensinde…og Mogwai, I know they fear satan but, Tracy, so beautiful.
Langt inde i natten har jeg stadigt ikke hørt et nummer som jeg før har puttet på en spilleliste (bortset fra I Bet…), men det har været fantastisk at være på besøg i hos min plader.
jeg er mange gange blevet spurgt hvorfor jeg bruger så meget energi på musik, hvorfor jeg køber så meget og så mærkelig musik. Lyt spillelisten igennem, derfor. Det er ligesom at spørge “hvorfor ikke nøjes med at at kysse en (smuk) pige”… fordi de er alle smukke, en har brune øjne, en anden smager af røg og en tredje siger at hun kan flyve når hun sover (eller når hun…). Musik er alle smage og alle galakser, lige til at indtage, røre ved og tage ud i. Nedenstående spilleliste er den mest tilfældige, cooleste, mest eklektiske, usammenhængende, men alligevel bedst konstruerede spilleliste jeg nogensinde har hørt. Hvorfor? Fordi musikken er for fed og den er lavet af min maskine til mig (og dig).
Hundred waters- Gather
Desertshore – Maurice in reflection
Night Beds – 22
Sneaker Pimps – 6 underground
Willie Bobo – Lisa
Laura Veirs – Sleeper in the Valley
Grizzly Bear – Ready, Able
System of a Down – Question
Departement of eagles – the piano in the bathtub
Scott Walker – Cue
Turin Brakes – Rain City
Malk De Kojn – Smukkeste kastestjerne afsnit 1
Grizzly Bear – Fine for Now
Tom Waits – Bad as me
Boards of Canada – Reach for the dead
Damon Albarn – Cathedral
Massive Attack – Girl I love you
the Fiery Furnaces – Birdie Brain
Victoria Williams – Clothsline
GhostFace Killah – Blood on the Cobblestones
Starsailor - Way to fall
Sigur Ros – Hraftinna
Mark Eitzel – Nowhere to run
Neil Young -
Pavement – Grounded
Erykah Badu – Booty
Stephen Marley – Break us apart
Tom Waits – Jersey Girl
Linda Perhacs – Cinamon Rain
the Whitest Boy Alive - Borders
Finley Quaye – Even after all
Tys Tys – Peel Me a Tiger
I got you on tape – Dumping the motorheads
Max Richter – Verses
Explosions in the Sky – the Birth and death of the day (Jesu Mix)
Mogwai – Tracy
Arab Strap – Phone me tonight
Yuck – Get Away
Spaceghostpurpp – Get Yah head bust
Mark Kozelek – Gustavo, et godt sted at stoppe…ok et nummer skal vælges..
Elbow – Lippy Kids, en sang, der har en del…

Dreams in Orbit – Rest, Motion, Feel

Musik er fantastisk, ofte livsbekræftigende og altid uundværligt.
Somme tider er musik…mere.
Filterløst og ucensureret musikforbrug i 48 timer har affødt en abstrakt drøm om, musik. Drømmen/musikken er kompliceret og ikke altid for sarte sjæle, men for den standhaftige er der et glimt af skønheden bag kaos.
– like the man said “the despair, the humanity, the music”.

HOPE/TRUST

RobotMan: “I will transport your inner self into outer space – I will use earth and death”

The Haxan Cloak – Fall
The Haxan Cloak – the Growing
The Haxan Cloak – Consumed
The Haxan Cloak – Drop

RobotWoman: “I will make you feel human – I will use machines…

Holy Other – Tense Past
Holy Other – Inpouring

RobotWoman: …and I will use earthly music that resonate death”

Deafhaven – Vertigo
Deafhaven – Irresisteble
Deafhaven – Dreamhouse

RobotMan: “I have felt your music and I have hope in my heart”

Explosions in the Sky – First Breath After Coma
Explosions in the Sky – the Only Moment we were alone
Explosions in the Sky – Your Hand in Mine

RobotWoman: “I will no longer be a robot. I feel music. I am a human”

Akira Kosemura – Hicari
The Phantom Band – Island
Frightened Rabbit – State Hospital

RobotMan: “Human are sad. Alive. Living. Small. Angry. Lost”

Mark Kozelek – Smokey (demo)
Pink Floyd – Hey you
Pink Floyd – Marooned
Pink Floyd – the Great Gig in the Sky

RobotWoman: “I have love in me. I hurt. I am human. I a have a choice”

At Swim Two Birds – My Luck Is Turning
Montgolfier Brothers – Journey’s end, the most beautiful heartbreaking music recorded

RobotMan: “I will go back in orbit. Being human is hard work. Need to feel free.”

Future of the Left – Polymers are forever
Future of the Left – You Need Satan More Than He Needs Me

RobotWoman: “I will stay for now. Living. I will miss being numb. Take me with you”

Phosphorescent – the Quotidian Beast
Daniel Rossen – Up on High
Daniel Rossen – Saint Nothing

Farewell, breathe, live, die, live forever.

Crazy fucking dream…

Hvad hører UROgenklang lige nu, en aften i maj, hvor alle åbenbart skulle tidligt i seng

James Blake: Retrograde / I am sold

-       Et kæmpe skridt frem for Blake. Elegant, nærmest pastoral kølig soul. Jeg er afhængig.

Amateur Best: Ready for the good life / Walk in three

-       Low-budget-tecno-pop, der fungerer fantastisk når man har fået lidt for meget champagne og gledet et par gange i slatterne og stjernerne glimter uskarpt.

Night Beds: Ramona / Cherry Blossoms

-       Mens vi venter på Ryan Adams genfinder musen, så kommer Night Beds fra samfundets bund og laver forrygende country-pop helt på højde med mesteren.

Asap Rocky: Long Live Asap / Fuckin problems

-       Asap (og sidekick Kendrick Lamar) er den ubestridte familie favorit. HipHop som det er, når det er mest effektivt.

Amor de dias: Voice in the Rose / Jean’s waving

- Så blødt at vinder blæser musikken ud som støvregn mens ordene klæber sig fast som små stjerner, der glimter mens de langsomt fader ud.

Frightened Rabbit: State Hospital / Backyard skulls

-       Skotsk nerve, intenst med kæmpe store melodier. Love it.

Boduf Songs: Fiery the angels fell / Everyone will let you down in the end

- Sadcore med forløsning via metal guitar mmmhhh smukt på den allermørkeste måde

José James: Bird of Space / Do You Feel / Tomorrow

-       Årets lækreste jazz/nu-soul. Tæt som lædervest fra 70’erne, varm som tanzaniansk sommer, og alligevel cool som en baggårdskat siddende på toppen af skraldespanden.

Nick Cave: Jubilee Street / Push the sky away

- The caveman var et overstået kapitel for mig, men han har sneget sig ind med en dolk mellem tænderne.

Ex Cops: Ken / Separator

- Washed out guitarpop fra Brooklyn, der kender sine skarpe (Peter) Hooks

Local Natives: You and I / Ceilings

- Melodiøse ørehængere til den melankolske side

Rhye: The Fall / Open

- Tænk pop for fuld udblæsning, feminimt og dog ret lækkert. Dansk-californisk-solbeskinnet-og alligevel melankolsk-humør.

Foxygen: No destruction / San Francisco

- Velvet Underground og Rolling Stones har aldrig lydt bedre end hos Foxygen, der kan alle sine favoritter bedre end originalerne…

Low: Plastic Cup / Holy Ghost

- Alle Low plader har geniale numre…og vi elsker Alan og Mimi

Jake Bugg: Broken / Note to self

- Det tog mig lidt tid at nå frem til Jake Bugg, men nu har jeg fået Nottingham blues. 17 år gammel, jeg tror ikke på det.

JK Flesh: Earthmover / Punchdrunk

- Jeg hørte CD’en et år før jeg fandt ind til det kompromisløse metalfarvede industrielle indre. Men nu er vi venner, og JK er fast inventar når jeg raver rundt i livets mørke.

…og vi hører altid Odd Future Wolfgang Kill Them All i alle versioner (Frank, Tyler og Mellowhype)

….og så hører vi altid Gerry and the Pacemakers ”You’ll never walk alone

DOOM-METAL til folket

Jeg købte meget sent i 2012 Pallbearer album “Sorrow and Ectinction” så jeg fik først sat det på anlægget for alvor i januar, men god damn om det ikke viser sig at være ubetinget 2012 bedste album.

Pallbearer er doom-metal fra Arkansas, der med stolthed bærer på arven fra Black Sabbath, men er fuldt opdateret stoner-rock, majestætisk og nedbrudt. De fem numre på albummet tager en times tid og det storslået hele vejen, men specielt “Devoid of Redemption” og “An offering of Grief” er uomgængelige.

Den mest præcise anmeldelse jeg har læst var (selvfølgelig) på pitchforkmedia.com, der ramte spot on:

Sorrow and Extinction is moving and graceful and devastating. But what separates Pallbearer from the million and a half other doom bands is soul. Pallbearer’s music is straightforward and well-executed, but the atmosphere– the feeling, man– that they manage to convey using doom metal’s classic template and Southern gothic undertones is magical. Brett Campbell’s voice is powerful and flawed, the perfect medium to plumb the depths of misery and redemption that make doom doom. Pallbearer know what it’s like to suffer, to be lonely and directionless and stifled, and they ease their suffering the only way they know how: by invoking the spirits of Saint Vitus, Candlemass, and cheap Kentucky bourbon, crossing fingers, and tuning low.

UROgenklangs Musikliste 2012

Så er det igen blevet tid til UROgenklangs ultra-subversive-ideosynkratiske bud på årets musikudgivelser (håber ikke at den ligner Pitchfork’s alt for meget…). Årets musikforbrug har båret præg at UROgenklangs jobrolleskift fra et Rock’n’Roll kontor med musik i højtalerne til et mere high-policy-making-enviroment-på-indianerniveau, hvilket har affødt at musikken oftest har været i hovedtelefoner, sammen med konen med vin i glassene suppleret med laaaange ture i bilen til Jylland. Det har klart påvirket musikvalget og unge fløse som Miguel, Frank og Kendrick har fået lidt ekstra chancer og jeg er blevet både mørkere (i huden) og mere soul i min smag. Helt væk er de kridhvide indierockere ikke, men listen ser afgjort anderledes ud end de forrige år – mere sex og attitude, mindre klynk og elite. Ikke sådan at der ikke er plads til de bands som ingen har hørt om, de kommer bare længere nede på listen sammen med standard opfordringen til at give det hele en chance, specielt fordi jeg i sidste øjeblik har skåret 20 glimrende album af listen for at øge chancen for at I gider læse jer helt igennem – og husk, hvis det er på denne liste, så har musikken noget, der enten vil udfordre dig og muligvis gøre dig til et helt og langt bedre menneske… husk at dine ører også har behov for eventyr.

1. Kendrick Lamar – “good kid, m.A.A.d city”
Et debutalbum fra en 25 årig sort mand fra Compton, L.A. øverst på UROgenklangs årsliste? Lige så sandsynligt som at en overvægtig tyndhåret skovhuggertype kan lukke sig inde i en bjælkehytte i et års tid og komme ud med et mesterværk… Kendrick Lamar hiver G-Funken ned fra hylderne og injicerer 70-soul, afro-beats og godt med RnB lige ind i den åre af Hip Hop som flyder tilsyneladende uhæmmet gennem unge Kendrick. Teksterne handler primært om at modnes (i et utroligt usundt miljø – bare tjek coveret) og gå både den rigtige og forkerte vej. De mange brudstykker af tale o.a. kan være irriterende, men det skaber et forbavsende helstøbt indtryk af ikke kun at have 12 sange i hånden, men en lang fortælling. Ikke sådan at ”good kid…” ikke har gode sange for det er ikke tilfældet. Der er catchy sange som ”Bitch, Don’t Kill My Vibe”, G-ambitiøse sange som ”the Art of Pearpressure” blærede sange som “Swimming Pools”, lad os virkeligt udvide paletten sange som ”Sing About me I’m Dying of Thirst” der med sine 12 minutter ikke er for lang og så slutter Kendrick af med en klassisk Dr. Dre banger som ”Compton”. Shiiiiiiiit som Samuel L. Jackson ville sige.

2. Efterklang – ”Piramida”
Fantastisk at vi har et dansk band med en så unik musikalsk vision og talentet til at bære den igennem. Efterklangs sidste tre udgivelser ”Under Giant Trees”, ”Parades” og ”Magic Chair” var gode og havde magiske øjeblikke, der især blev tydelige når de blev spillet live. Specielt elskede jeg de nærmest overorkestrerede øjeblikke på ”Under Giant Trees” og savnede til start disse da jeg de første par gange hørte ”Piramida”, der nærmest er underspillet, da de mest komplekse elementer ofte er gemt langt nede i mixet. ”Piramida” er et nærmest uhørt helstøbt album og til start er det nærmest en ulempe, for det er svært at vælge en sang ud, som er bedre end de andre og som man kan angribe albummet ud fra. Jeg startede med ”Black Summer” og valgte derefter ”Hollow Mountain” og er endt med det bedste nummer ”Sedna” hvor det hele knitrer under Casper Clausen´s vokal. Og det er Casper Clausens album og hans stemme er front and center, skønt pakket ind af field recordings fra Svalbard, pigekor, smuttende bas og diskrete strygere. Det er afgørende at man hører albummet i sin helhed for at for fornemme omfanget, højt for at få det til at sitre og se på noget smukt samtidigt for at forstå det. Afslutningsnummeret ”Monument” siger det meste – jeg bliver sgu både imponeret og inspireret over hvor stort og smukt et album ”Piramida” er.

3. Shearwater – ”Animal Joy”
Shearwater kommer fra Austin, Texas hvor et andet af mine absolutte favoritbands Explosions in the Sky også kommer fra. Og det er ikke fordi de to bands minder om hinanden, men de har det tilfælles, at der er utroligt højt til himlen i deres musikalske univers og at de begge har leveret fantastiske koncerter sidste gang de var i Danmark. Senest Shearwater i Pumpehuset hvor Jonathan Meiburg, der har en af de største stemmer i Texas, ja måske på den alternative musikscene, leverede end intens og fysisk koncert. Jeg elskede ”Rook” fra 2008, men ”Animal Joy” er helt på niveau, bl.a. fordi at Meiburg for første gang har dygtige nok musikere med på både tour og i studiet. Hvis jeg kigger på min itunes konto, så kan jeg se at ”You as You Were” er det mest hørte nummer i 2012, og det er også et komplekst og fysisk mesterstykke. Jeg kan stadig se Meiburg’s blodårer for mig da han nærmest skriger sig igennem klimakset i sangen og overlegent glider tilbage. Musikken er nærmest overdramatisk og når man ser Shearwater live tænker man ”he’s a crazy guy”, men ”Animal Joy” er også forankret i de rolige passager, der giver den nødvendige balance på en stor og udfordrende udgivelse. Hør også ”Breaking the Yearling”, ”Dread Soveriegn” og ”Insolence”.

4. Miguel – Kalejdoscope dream
Miguel lyder tit som Prince – just way cooler. Lyden af urban living anno 2012. Jeg burde ikke være så pjattet med Miguel, men ”Kaleidoscope Dream” er den magiske blanding af pop, hip hop, soul og RnB som 2012 kommer til at blive husket for. Musikken er både meget fysisk og samtidig porøs, mikset op med eksplicitte tekster om sex and drugs og om at være ung og vægtløs. Så på nærmest mirakuløs vis får Miguel kalejdoskopet til at forme en fantastisk musikalsk kreation, der samler de mange inspirationer til 11 sange der passer det gamle ordsprog – ”no filler, only killer” – hvor ”Do you…” topper som en af årets bedste sange. Kunne sagtens havde været nr. 1 på listen for der er jo også ”Adorn”, ”How Many Drinks?”etc.

5. Sun Kil Moon – “Among the Leaves”
Alle der har fulgt UROgenklangs årslister siden årtusindeskiftet og indlæg på Altmusik.dk ved, at jeg har et endog meget svagt punkt for Mark Kozelek, der de facto er Sun Kil Moon (og tidligere var Red House Painters). Sun Kil Moon navnet blev tidligere brugt til de mere bandbaserede (og elektriske udgivelser), men på de sidste to udgivelser ”Admiral Fell Promises” og ”Among the Leaves” er det stort set kun Mark og hans elskede guitar som han mestrer som få og han synger selv de fleste anden stemmer. ”Among the Leaves” har et mere umiddelbart og humoristisk tekstunivers end normalt og melodierne er lettere (om ikke skødesløse) og Mark har som chef for eget pladeselskab givet sig selv lov til at udgive et album, der mere fungerer som en række snapshots, der giver masser af plads til sidehistorier og fragmenter. Albummet står i kontrast til de meget tætte og eftertænksomme mesterværker som fx Sun Kil Moon’s “April” og RHP’s ”Ocean Beach”. Kritikerne har været efter Mark for dette valg, men jeg er af den opfattelse at det tilfører en ny dimension til den samlede diskografi. Så selv om ”Leaves” ikke er et nyt mesterværk, så er det stadig et ret godt album og de 92 min. (inkl. bonusdisk) har en overflod af gode sange fx ”Sunshine in Chicago”, ”UK Blues”, ”Among the Leaves” og specielt magiske detaljer, fra den spanske guitarintro til ”Young Love” til hyldestsangen til hans guitarbygger ”Richard Callopy”. Allerbedst er Mark’s refleksioner fx når han tørt konstaterer, at i gamle dage havde han mange smukke kvindelige fans og nu signerer han kun posters til fyre i gummisko. Begyndere bør måske starte et andet sted, men for os der allerede har været så heldige at kende til verdens største sangskriver, så er ”Leaves” et must. Og så glæder vi os til forårets album hvor Mark skruer op for både de onde fortællinger og crazy covers hvilket koncerten i Koncerthuset afslørede. ”Black Kite”.

6. Frank Ocean – “Channel Orange”
Jeg hørte først Frank Ocean’s ekspressive RnB stemme som en del af Odd Future slænget hvor han fungerede forrygende som modpol til fx Tyler’s hårde flow. At han havde ”Channel Orange” i sig, var det vist ikke kun undertegnede, der var overrasket over. Jeg har ikke siden Marvin Gaye’s ”What’s Going On” hørt så vital soul/RnB. ”Thinkin’ About You” er en forrygende sang, Frank lyder måske endnu bedre på ”Sierra Leone” og ”Sweet Life” er elegant og luksuriøs”. Frank Ocean synger overlegent afslappet, produktionen er for det meste spot on og så har teksterne reelt indhold. Lige som det er tilfældet med den jævnaldrende Kendrick og Miguel, så er ærligheden i højsædet med afsæt i udfordringerne med sex, berømmelse, drugs og oprindelse. Og så kan Frank også smide et 10 min. langt funky sang af sted ”Pyramids” der både er pop og brager i højtalerne, tjek baslinjen efter 1½ min. Skal der være en lille kritik, så kunne ”Channel Orange” godt være skåret bedre til og albummet er på den forkerte side af 60 min. men god damn hvor det er imponerende hvad de 3 unge drenge Kendrick, Miguel og Frank har leveret i år og sammen har de løftet HipHop, Soul og RnB genrerne et helt nyt sted hen – i hvert fald for mig.

7. Alt-J – “An Awesome Wave”
Jeg trippede totalt da jeg hørte Alt-J single “Tesselate”, der er en af årets allerbedste. Og så hører man hele albummet, der emmer af opfindsomhed og legesyge. Og så er der Joe Newmans forrygende stemme, der bevæger sig fra den lette operette til british indie-cool. Folktronica med et touch af dubbeats på fx ”Breezeblocks”. Samtidigt er der masser af oddball moments, der tiltaler en musiknørd som mig. Og så er der de straight numre som fx ”Matilda” og de smukke som ”Bloodflood”. Alt i J en forrygende og afvekslende skive, der kunne være lavet af 3-4 forskellige bands hvis det ikke var holdt sammen af en egal produktion og så den stemme. Vinder af den britiske Mercury award.

8. Daniel Rossen – “Silent Hour / Golden Mile”
Daniel Rossen er kendt for hans primære job som sangskriver, sanger og guitarist i Grizzly Bear og subsidiært for hans andet fremragende band Department of Eagles hvis album ”In Ear Park” bør stå i enhver pladesamling med respekt for sig selv. ”Silent Hour / Golden Mile” er Rossen’s debut i eget navn og “kun” en ep, men hvilken en af slagsen. Fem gyldne sange svøbt i tåger fra de sene 60’ere og tidlige 70’er med en klar George Harrison inspiration og med en melankolsk overtone. Smukke og prægnante sange fint orkestreret sange med Rossens unikke touch. Hvis bare der havde været 10 sange…men start med at høre ”Silent Song” eller endnu bedre live versionen af ”Saint Nothing”, fantastisk, intet mindre.

9. Mark Eitzel – “Don’t be a stranger”
American Music Club udgav deres første album da jeg var 17 år og da de fire år senere lavede de deres første mesterværk ”Everclear” var jeg hooked. Siden er der kommet ca. 15 albums, så man skulle tro, at Mark Eitzel havde opbrugt alle sine idéer og var slidt op. Men trods et hjertestop sidste år, så er han lige vedkommende (eller måske derfor). Han har opgivet flirten med electronica som ellers fungerede rigtigt godt på det totalt oversete 3 år gamle album ”Klamath” og er vendt tilbage til hans jazzede singer-songerwriter rødder. Og hvilket resultat. Eitzel’s bedste album siden ”60 watt Silver Lining” fra 1996. 11 super gode sange, der igen kredser om død, afmagt og forsmået kærlighed, præcis som det skal være på et Mark Eitzel album. Skal jeg fremhæve nogle sange må det være ”All my love” og ”We all have to find…”. Det mest umoderne album på listen, men af høj tidløs kvalitet.

10. Andrew Bird – “Break it yourself”
Andrew Bird er utroligt talentfuld. Fantastisk violinspiller, endnu bedre til at fløjte(!?), live kan han synge som Jeff Buckley og så stråler der intelligens ud af både tekster og melodier. Hvorfor er han så ikke på alle hitlister eller i det mindste musikårslister? Måske fordi han insisterer på at lave sin helt egen musik, der trækker på både klassisk, (spillemands) folk og indie i et eklektisk miks, som til tider skaber fantastiske resultater på sin egen spektakulære facon. Hør fx ”Desperation Breeds…” og ”Dance Caribbe”, der er virkeligt gode eksempler på Andrew Bird’s talenter. Men der mange andre eventyr i vente hvis man bevæger sig ind i Bird meget naturinspirerede univers fx ”Hole in the Floor”, ”Near Death Experience Experience” eller vignetten ”Behind the Barn”. Forrygende på sin egen særprægede facon.

11. Holy Other – “Held”
Årets electronica udgivelse og bedste bandnavn. Holy Other er en mytisk figur i undergrunden i hh. Berlin og Manchester og trods en notorisk presseskyhed så dukkede fragmenter af skæringer op på UROgenklangs harddisc på mystisk vis i løbet af 2012. Og ”Held” leverer. ”Tense Past”, ”Inpouring” og ”Nothing Here” er fornemme eksempler, men hele albummet emmer af efter tiden efter midnat, (hjerte)puls og der er strået lækre diskrete detaljer ud over hele verden. Sovekammerstemningen sniger sig til tider ned på det sene dansegulv og musikken egner sig både til at gå hjem alene og vågne op sammen.

12. Paul Banks – “Banks”
Jeg elskede Interpol og Julian Plenti var årets udgivelse for et par år siden. Så det med store forventninger man sætter Paul Banks første soloalbum i eget navn på. Det starter forrygende med ”The Base” og det bliver endnu bedre på ”Arise, Awake” og ”Summertime is Coming”. At Banks umiskendeligt lyder som…Paul Banks er både albummets største styrke og svaghed. ”Banks” mangler måske en selvstændig identitet, men kan man være ked af en af rockens mest genkedelige og stærkeste stemmer har lavet 10 gode sange næsten over samme læst som før? Nej. Der er generelt stor lytteglæde og der er trods alt udvikling at spore bl.a. er teksterne mere personlige og Banks univers skifter oftere farve end før hvor det meste var midnatsblåt med brug af strygere og semi-akustiske elementer. Og så holder stort set alle numrene og sange der ved første lyd virker lidt to-dimensionelle vokser sikkert ved flere afspilninger som fx ”Young Again”.

13. Tenascious D – “Rize of the Phenix”
Det er måske pastiche og topmålet af dårlig smag, der burde være forbeholdt teenagedrenge, men når jeg hører “Rize of the Phenix”, så hører jeg alt hvad der var godt ved heavy da metallet var på toppen af dens ydeevne. JB og Cage er så supermusikalske, at musikken lyder næsten for nem, deres humor er så infantil at man bare må knuselske den og så har de altså skruet sange sammen, der sparker den fede røv. Dave Grohl på trommer har aldrig skadet, de klassiske Kyle Gass riffs er rigt repræsenteret og Jack Black synger overdrevent som Meat Loaf. Titelnummeret, ”Deth Starr” og ”Roadie” med sin Bon Jovi homage er klassiske D numre og selv om det aldrig er helt så fantastisk som mesterværket ”Tenascious D” fra 2001 så er JB og Rage Cage momentvis stadig the greatest band on earth. Fantastisk at to lave overvægtige midaldrende mænd, der spiller sketch baseret semi-akustisk heavy metal ”can rock like this” – all power to the D.

14. Tallest Man on Earth – “There’s no leaving now”
Kristian Matsson er en lille klein svensk fætter, der har hørt lidt for meget Bob Dylan. Det kanaliserer han ud gennem en hæs, let skinger stemme, akkompagneret af et ganske fermt fingerspil på guitaren. Resultatet er forbavsende godt, bedst hørt på det lille mesterstykke ”Shallow Grave”. ”There’s no leaving now” er dog også ganske ferm, specielt den anden halvdel af albummet er virkelig god. Titelnummeret ”There’s no leaving now”, ”Wind and Walls”, “Bright Lanternes” og specielt det sidste nummer ”On every page” holder meget høj klasse I genren ung mand på guitar eller klaver spiller sentimentale singer-songwriter-sange. Opleves faktisk bedst spillet live som på fx dette klip.

15. Grizzly Bear – “Shields”
Shields starter med ”Sleeping Ute” præcis så stærkt som jeg havde håbet. Forventningerne var store efter den 3 år gamle ”Veckatimest” (årets album 2009) og specielt efter Daniel Rossens soloalbum (se højere oppe på listen) og Chris Taylors CANT album fra 2011. Og ”Shields” leverer gode sange, men det er alligevel som om at flere af sangene mangler den sidste magi for at få de til tider kryptiske sange til at gennembryde skjoldet og folde sig ud i al den majestætiske skønhed som Grizzly Bear kan levere. ”Yet Again”, ”Gun-Shy” og specielt ”What’s Wrong”, der lyder meget af vennerne fra Efterklang, er også ret forrygende, men der mangler klare hits som ”Two Weeks” eller den skønne sentimentalitet fra ”Yellow House”. Så hvis vi ikke havde forventet så meget havde det nok været et ambitiøst og tilfredsstillende album, men nu er det jo Grizzly Bear vi snakker om.

16. Killer Mike – “R.a.P. Music”
POW…”Big Beast” brager ud af startblokken med årets største hiphop anthem. El-P og Killer Mike har fundet en beskidt, rå og potent hiphop åre, som de stikker næven ned i og hiver det ene killer track op efter det andet. ”Untitled” og ”Don’t Die” er to andre eksempler og underholdningen er konstant på et klassisk HipHop album.

17. Hundred Waters – “Hundred Waters”
Hundred Waters fra Gainesville, Florida tripper afsted folktronica style, som det hed for 5-6 år siden. Ikke at de er gammeldags, for specielt de grundlæggende tracks er meget futuristiske, men med sangerinden Nicole Miglis smukke stemme, der er i stil med Lou Barlow fra Lamb og Laetitia Sadier fra Stereolab, har musikken en nærmest tidsløs kvalitet. Allerbedst på ”Boreal” hvor det hele går op i en højere helhed – en af mine favoritsingler fra 2012. hør også ”Gather” for en mere skrøbelig lyd, der afslører nogle mere organiske sider af Hundred Waters elektroniske lyd.

18. Jens Lekman – “I know what love isn’t”
Jens Lekman er helt sin egen og hans dagligdagsobserverende tekster er ofte helt forrygende sjove og altid let twistede i deres pseudonormalitet. ”I Know What Love Isn’t” melodier er ikke helt oppe i normalt høje niveau og den første halvdel af albummet er kun halvgod. Vi skal helt hen til den syvende skæring på albummet før Jens for alvor pakker tværfløjten og blæserne ud på ”The World Moves On”. Derefter kommer både titelnummeret ”I Know What Love Isn’t” og afslutningsnummeret ”Every Little Hair Knows Your Name”, så da albummet ender er man alligevel ret Lekman-lykkelig. Og der var jo også både ”Erica America” og specielt ”I Want a Pair of Cowboy Boots” undervejs.

19. Dinosaur Jr. – “I Bet on Sky”
At Dinosaur Jr. er på listen er ingen overraskelse. De har igen leveret en superplade, der denne gang trækker tydelige tråde tilbage til min favoritudgivelse ”Green Mind” og man skal bare høre fx “Watch the corners” eller “Don’t pretend you didn’t know” for at mærke de soniske referencer og den mere afdæmpede (men bredere) instrumentering. Der er selvfølgeligt masser af J’s signatur riffs og soli, Murph tæsker stadig trommerne langt nede i mixet og Lou smadrer runde basgange af sted, men det hele er lidt mere (for?) afdæmpet end normalt. Dog rundes det hele majestætisk af med ”See it on your side”.

20. The Shins – “Port of Morrow”
The Shins er fra Albuquerque, New Mexico, men spiller klassisk britisk popmusik, har turneret med sad-core kongerne fra Red House Painters, men spiller pop med indiekant. Jeg holder specielt af deres langsommere numre som ”It’s Only Life”, ”40 Mark Strasse” og ”Fall of 82” hvor nostalgien og kærligheden til den klassiske popsang er stærkest. James Mercer har en god stemme og han har skruet et helt album sammen, der måske ikke er den store kunst, men verden kan vel ikke få nok gode popsange med et lille twist som fx ”Simple Song”.

21. Passion Pit – “Gossamer”

Pop i samme genre som fx franske Phoenix. Boston baserede Passion Pit laver ukompliceret, energisk og til tider elegant musik. ”Constant Conversations” er forrygende og afgjort bedste nummer (og det mest afdæmpede), men også ”Carried Away” og ”Cry Like a Ghost” fungerer og generelt er underholdningsniveauet højt hele vejen igennem ”Gossamer”.

22. Odd Future – “The Of tape vol. 2”
Jeg er lidt vild med the crazy gang I Odd Future, specielt så har Frank Ocean, Tyler the creator og Mellowhype jo produceret numre, der giver helt nye twists på kendte genrer. ”The Of Tape vol. 2” er pænt sagt ujævn, men når det er fedt som på ”NY” og ”Forest Green” så er underholdningen i top og wolfgang kill them all er stadig vital og blodtørstig. Hvis man er i humør til en karruseltur rundt i HipHop og soulverden tilsat lidt galskab så er Odd Future godt selskab. Helstøbt er det ikke, men tjek fx ”50” det fås ikke andre steder.

23. John Talabot – ”Fin”
Left-field house er ikke normalt min genre – først og fremmest er jeg alt for gammel – men den spanske producer John Talabot har med ”Fin” lavet et ret fedt album, der blander dyster tecno med sommer. Specielt de to første numre ”Depak/Ine” og ”Destiny” m. Pional på vokal fungerer når man er ude på yachten med champagne i hånden på vej mod natklubben (eller i en robåd på søerne på vej til Louise’s). Og så er det bare sjældent jeg får sat Spanien på listen.

24. Flying Lotus – “Until the Quit comes”
Steven Ellison laver måske aventgarde electronica, men på “Until the Quiet Comes” har han delvist forladt den meget komplekse lyd på ”Cosmogramma”, hvilket jeg personlig er glad for. Lyden er mere glidende organisk iblandet majestætiske baslinjer og der er stadig masser af sfærisk puls, men med et vis jazzet tilbagelænethed. Afgjort ikke for begyndere, men dykker man ned i Flying Lotus ocean af lyd er der masser af oplevelser i vente.

25. Spaceghostpurpp – “Mysterious Phonk”
Spaceghostpurpp er primært på listen fordi “Black God” bare er for dope. 21 år gammel undergrunds rapper og producer fra Miami, der hører til i posen omkring ASaP Rocky. Phonken er tyk hele vejen igennem, lyden er midnatsmørk og der er en gimp eller to gemt af vejen fx på ”Bringing the Phonk” og ”No evidence”. Det er klaustrofobisk og ond HipHop, men når man er i humør til at se en anden side af CSI’s orange Miami, så er den her – kulsort.

26. Beach House – “Bloom”
Første skæring på Beach House albums er altid den bedste. “Myth” er smukt og tåget pakket ind i Beach House hidtil stærkeste produktion. Victoria Legrands stemme står skarpt på den slørede facon, der er deres varamærke sammen med de mange sammenviklede keyboards og guitarlinjer. Som noget nyt så holder anden skæring ”Wild” næsten samme niveau, men over en hel time bliver formularen lidt slidt. Beach House er dog ret unikke og hvis man shopper lidt omkring på albummet så er der masser af godbidder.

27. Jack White – “Blunderbus”
Guitargud, frelseren af Rock’N’Roll etc. Jack White har fået mange positive titulationer. ”Blunderbus” berettiger ingen af delene, men er ”bare” en god rockplade, der ikke lægger mere end et par gode sange til discografien, men det er stadig en fornøjelse at høre Jack White i godt humør i selskab med flere og bedre musikere end Meg White, selvom jeg til enhver tid vil savne anarkiet, desperationen og den elektriske dæmon, der besatte White Stripes. Men hvis fx bare hører de første 4 sange på ”Blunderbus” ”Missing Pieces”, ”Sixteen Salteens”, ”Freedom at 21” og specielt ”Love Interruption” så er det sgu ret godt.

28. The Men – “Open your heart”
The Men er beskidt Rock’N’Roll hvor forsangeren mere skriger end synger, guitarerne fræser afsted og der kun er en vej frem på sangene og det er hurtigere og hurtigere. Ikke fordi det er hjernedødt, det er bare ikke pointen. I stedet leverer the Men fra Brooklyn en muskuløs punk-inspireret fuzz-fest og selvom det ikke er lige tilgængeligt er det ret sjovt. Hør ”Open your heart” eller ”Animal”.

29. Wild Nothing – “Nocturne”
Bright shiny indie pop. Wild Nothing’s Jack Tatum laver 80’er inspireret melodier med elementer fra både surf og shoegaze, lidt Johnny Marr riffs og Ecco and the Bunnymen lydflader badet i en drømmende vokal. Den største kritik skal være, at det måske er en smule karakterløst, men mens musikken er på anlægget smiler alle og det er altså lutter ørehængere fra åbningsnummeret ”Shadow”, titelnummeret ”Nocturne” og det måske bedste nummer ”the Blue dress”.

30. The Weeknd – “Trilogi”
Sidst på listen er tredobbelt opsamling af the Weeknd’s internetudgivne albums over det sidste 1½ år. Det betyder at det meste af musikken reelt ikke er fra 2012, men først er blevet tilgængelig på CD for nyligt. Kompromisset er at ”Trilogi” kommer ind på den sidste plads på listen trods, at der mange fede sange på de tre albums, der er fyldt med alternativ RnB lavet til både dansegulvet og dagen efter. Abel Tesfaye er en 22 årig canadisk producer, der ligesom de andre unge drenge på listen spytter fede numre ud som fx ”Wicked Games”, ”The Knowing” og ”The Zone”. Hvis vi samlede de 10 bedste numre fra de tre mixtapes så ville vi have en rimelig skarp samling.

URgenklangs oktoberspilleliste

Efteråret er over os. Det betyder at vi har slået hætten op og taget hovedtelefonerne på og forventer lidt mindre af verden omkring os. Det påvirker også vores musiksmag og der er behov for både musik, der både lægger sig som et varmt tæppe og beskytter os mod verdens fordrageligheder og så er der behov for musik, der kan rive os ud af efterårets melankoli.

Jeg har til formålet lavet en oktober-spilleliste og god damn, der er kommet meget cool musik de sidste par måneder. Både af gamle kendinge som Grizzly Bear, Sun Kil Moon og Dinosaur Jr., men specielt de nye navne på listen imponerer som fx Holy Other og Alt-J der bare har lavet en superunderholdende skive.

Holy Other – Tense Past / Inpouring Mesterklasse i Four Tet genren

Alt-J – Tesselate / Breezeblocks Det var godt over sommeren og det holder stadigt

Spaceghostpurpp - the Black God / No Evidence Der skal noget muthafuckin’ hip hop på listen og her er jeg lidt vild med Space’s OddFuture-Slow Nas-Tricky mix

Grizzly Bear / Sleeping Ute / What’s wrong Fuck det er bare klasse

Tallest Man On Earth – On every page / There’s no leaving now Dejligt at se den lille svensker tilbage i topform

Passion Pitt – Constant Conversations / Carried Away Boston soul med pop-overtoner, specielt Constant er blevet skamhørt

DIIV – Doused / Past lives Surf-shoegazer og de to bedste numre på albummet

Jherek Biscoff feat. Davis Byrne – Eyes En lille indie-klassisk perle

Sun Kil Moon – Sunshine in Chicago Mark i sjældent godt humør – vi glæder os til han kommer besøg i dette efterår

Frank Ocean – Sierra Leone / Thinking ’bout you Jeg var vild med Ocean hos OddFuture og han synger sgu for overlegen lækkert (han svinger selvfølgeligt også…)

Jens Lekman – Erica America / I know what love isnt’ Jeg er vild med Jens’ quirkyness

Killer Mike – Big Beast / Untitled Jeg har før hypet Killer Mike og det er fordi det bare er HipHop når det er størst og bedst

El-P – the Full Retard Kan hvide mænd slamdunke hipfuckinhop? Yes sir

Fang Island - Sisterly Fang Island laver måske aldrig en Sideswiper igen, men det er stadig svært underholdende

Enjoy oktober

 

Überslacker – the J in indierock

Inspireret af Darth homage til Jon Lord fra Deep Purple, så vil jeg godt hylde en mand, der har gjort mere for min opfattelse af guitaren end nogen anden – nemlig J Mascis, bedre kendt som manden bag Dinosaur Jr. For små 25 år siden fik jeg på et af mine sjældne besøg i Københavnstrup forvildet mig ned i en kælderbutik, der kun solgte hardcore og for at virke mindst lige hardcore og cool købte jeg det vanvid der væltede ud af højtalerne i butikken, der på forunderlig vis gjorde ondt på den helt rigtige måde.

Der var naturligvis tale om ”Bug”, der siden har haft mytisk status hjemme på Nørrebro. Rigtige feinsmeckere mener selvfølgeligt at albummet burde havde været ”You’re Living All Over Me”, som er det accepterede mesterværk (og et stort album), men det var altså ”Bug” og specielt ”Freak Scene”, der viste mig vej til de hellige hardcore, post-punk, pre-grunge haller.

J’s tendens til at spille evige soloer, inspireret af lige dele Neil Young, punk og hardrock, spraglet og eklektisk hård rock filtreret igennem traditionel folk-pop strukturer er stadig rammen for indierocken i dag. Og hans betydning kan ikke overvurderes, men specielt kan glæden ved Dinosaur Jr. for fuld styrke ikke overvurderes. Jeg har lige hørt mig igennem nedenstående dybt ideosynkratiske spilleliste og det har givet mig ståpels og ringen for ørene – ”Rock ’N fucking Roll

You’re Living All Over Me (1987)
Opdager først albummet efter Bug, selvom det betegnes som det store gennembrud (men det er vist mest bagkloge anmeldertyper, der påstår at de var helt med her eller på ”Dinosaur” fra 1985), MEN jeg ville ønske at jeg havde hørt ”Little Fury Things”, ”Sludge Fest” eller tung-in-cheek-coveret ”Just Like Heaven” som den allerførste.

Bug (1988)
Der hvor det hele starter. ”Freak scene” er broen mellem punk, hardcore og Neil Youngs elektriske folk og en af en håndfuld af sange, der har forandret mit liv. Bug” kan lyde som en ujævn affære fordi Dinosaur Jr. under indspilningen stadig kigger rundt, men efter albummet udkommer og de møder verdens undergrunds-ungdom – specielt UROgenklang der ekstatisk stagediver med J’s hånd i ryggen fra Pumpehuset halvhøje scenekant – har de ikke set sig tilbage og specielt J er blevet min generations Hendrix. Tjek også ”Pond Song” og ”Let it Ride

Green Mind (1991)
Green Mind stikker stilmæssigt lidt ud, men det er måske mit favorit album. Skrøbeligt og stærkt, syret og klart. J har smidt alle ud af studiet og idéerne flyder frit. Jeg elsker ”Flying cloud” hvor J bevæger ud hvor han ikke har været før og viser mange af hans andre inspirationer fra specielt de sene 60’ere og tidlige 70’ere. ”The Wagon” er et klassisk Dinosaur Jr. numre og ”Thumb”, ”I Live for that Look” og ”Puke + cry” skaber bare Dinosaur Jr. mest eklektiske og fantastiske album.

Where you been (1993)
Grunge skyller hen over verden og Dinosaur Jr. popularitet rider med på toppen af bølgen trods at de ikke har det store tilfælles udover lydniveauet og det skramlede look, men Dinosaur Jr. når meget bredere end nogensinde før og J tager de første skridt mod færre virkemidler og skarpere melodier fx ”Out there” et klassisk nummer, der brager af sted med J messende ovenpå en lang solo og en snert af den grunge, der ramte verden samtidigt. ”Start Choppin” med Jimi H funk, falset, hard rock struktur, og guitar som kunne være på Smashing Pumkins tidlige og forrygende plader er uomgængelig for at få det fulde billede. Og så skal vi også have ”Get me” med sing-a-long semiakustisk m. J flossede vokal i sjældent fokus og klassiske løse soli.

Without a sound (1994)
Det eneste svage album, kan bare springes over måske skal man give ”Feel the pain” chancen

Hand it over (1997)
Bredere instrumentering, mere spraglet og med flere højdepunkter som fx ”Alone” 8 minutters explosion og kataris, en fusion af the Cure’s desperation og Neil Youngs raseri og måske det sidste store nummer i Dinosaur Jr. 1.0. ”Never bought it”, ”I’m insane” og ”Sure not over you”. Den oversete godbid i samlingen. Alone alt. version

Beyond (2007)
Comeback albummet, der genforenede J, Murph og Lou Barlow. Og hvilket comeback. Sangene er mere fokuserede, lyden tættere, men stadig vitale ikke mindst på Lou Barlow sungne/skrevne ”Back to your heart”, der forener Sebadoh folk/metal med J’s flossede riffs. ”Been there all the time”, “Crumble og “Almost ready”…det er fandme godt…og koncerterne på den efterfølgende tour var også I særklasse.

Farm (2009)
Holder næsten niveauet fra Beyond, men er måske for tæt på I lyd og feel. Start med ”Pieces”, ”See you” og ”I don’t wanna go there” for at få de forskellige smage.

Several shades of why” (2011)

J har lavet min. 5 soloalbums, men “several Shades…” bliver jeg nødt til at nævne, for her er det den ”nye” J der viser sig fra den semiakustiske – og semimodne – side og det er sgu også fedt. Tjek ”Is it done

I bet on sky (2012)
Når man lige har forsøgt hurtigt at ridse 30 års enorm betydning op, så bliver man ramt af en enorm forventning og de første teasers fra ”I bet on Sky” lover godt.

… J er et glødende elektrisk guitargud, en monolit, der ligner Gandalf, har energi som Sauron, men er sød og elskelig som Bilbo. Han står på skuldrene af alle samtidige og kan kun virke som inspiration for de få (Jack White?) der ligger i hans knitrende slipstrøm.

Black Keys er ikke Future of the Left

De mange flotte anmeldelser af mandagens koncert med Black Keys havde alle lidt samme tema; Black Keys er rockens frelsere.

Det var da også en fin affære, dog i den ufarlige ende. Jeg er meget glad for Black keys, men skal rocken reddes så mener jeg, at man også bør tage til Cardiff, Wales hvor Future of Left i snart mange år har leveret snerrende punk/rock med både bid og budskab. Her er fire godbidder fra de sidste 3 albums;

Polymers are forever (2011)

You need satan more than he needs you (2009)

The Hope that house build (2009)

Sheena is a t-shirt salesman (2012)