For de bagstræberiske

Inden der for alvor begynder at komme nye udgivelser i 2014, er her en lejlighed til at lytte med på Darths lydspor fra 2013 i relativ vilkårlig rækkefølge.

John Grant – Pale Green Ghost
Sinéad O’Connors optræden i 2013 vil nok mest blive husket for hendes clash med Miley Cyrus. Det er en skam, for hendes smukke vokal på ’It Doesn’t Matter’ er med til at gøre John Grants Pale Green Ghost til en af årets bedste.


Hookworms – Pearl Mystic

Væg-til-væg og gulv-til-loft. Spacerock, der eksploderer. Lige midt i dit fjæs. Årets debutplade.

Kacey Musgraves – Same Trailer Different Park
Banjo! Mere banjo! Sådan må country også gerne lyde i 2014. For det er bare sådan virkeligt godt.

Caitlin Rose – The Stand In
Twaaaang! Mere twaaaang! Hvis ikke country skal lyde som Kacey, så skal det lyde som Caitlin.

A.J. Holmes & The Hackney Empire – Wedding
De skal indtages i mindre doser. Men deres britificering af ghanesisk High Life har været den mest uimodståelige sommermusik denne vinter. Der må synges med.

Vampire Weekend – Modern Vampires of the City
Simon uden Garfunkel? En moderne Graceland? Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet om musikalske referencer her. Men jeg kan ikke. Vampire Weekend er rimeligt meget sine egne. Det er en umanerlig god plade.

Spids Nøgenhat – Kommer med fred
En (k)ærlig dansk psykedelisk hyldest til alt godt fra 70’erne. Inspireret af Roky Erickson. Kan ikke huske, hvornår der sidst (hvis nogensinde?) er udgivet så fantastisk en dansk rockplade. Spænd dit polske hampesejl og se hvor flot det står!

Steve Mason – Monkey Minds in the Devil’s Time
Kan I huske dengang, vi alle sammen syntes, at Beta Bands Hot Shots II var en af verdens bedste plader? Det er den stadigvæk. Og sanger Steve Masons nye plade er god nok til at være med på denne liste.

Primal Scream – More Light
Primal Scream er en personlig favorit, så det har smertet helt ind i sjælen, hver gang de har udgivet endnu en ligegyldig plade. More Light er ikke i nærheden af at være deres bedste, men det er den bedste siden Xtrmntr fra 2000 (som jo også er en af verdens bedste plader). Og dårlig, det er den ikke.

David Bowie – The Next Day (som den skulle have været)
For en gammel Bowie-fan var det er stor ting at få bekræftet, at Flaming Lips ikke havde ret. Når det så var på plads, kunne man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendig at have hele 14 numre med på pladen? Det var det ikke. Derfor tilbyder Altmusik.dk sine læsere her en playliste med de otte numre, der faktisk gør the Next Day til en af de bedre. Altså i post-Scary-Monster-perioden.

Hanni El Khatib – Head in the Dirt
Standhaftige læsere vil muligvis huske, at Hanni El Khatibs debutplade ’Will the Guns Come Out’ var en stor sag tilbage i 2012. For nogen. På opfølgeren er produktionen lagt i hænderne på Dan Auerbach fra The Black Keys. Det har ikke gjort ham mindre skramlet og garagerocket.

King Krule – & Feet Beneath the Moon
Vrængende britisk baryton fra ung fløs på 19 somre. Der får en til at føle sig ung. Eller gammel. Vælg selv.

Arcade Fire – Reflector
Hadet af mange. Elsket af få. Den er vokset på mig hen over året.

The Datsuns – Death Rattle Boogie (2012)
I starten af årtusindet var de hypet som ’de nye AC/DC’. Det var de ikke, og så hørte man ikke mere til dem. Og pludselig ud af ingenting kom Death Rattle Boogie. Stille og roligt.

Royal Thunder – CVI
Tungt metal med kvindelig forsanger og udsædvanligt aggressive guitarer.

Red Fang – Whales and Leeches
‘Det er da helt åndsvagt, så fedt der nummer er!!’, skrev en fætter til skribent med omfangsrige årslister her på Altmusik. Og det er det. Fuldstændigt åndsvagt.

Velkommen tilbage

Tilbage i 2000 var jeg i New York med Adjunkten. Det var dengang, inden han begyndte at spille bleg 80’er funk og slap-bas i The Lærerband og dyrke amatørscenen på Amager. Dengang han var så skarp, at man kunne snitte sig til blods på ham.

Vi var til et utal af koncerter. Mest legendarisk var uden tvivl Einstürzende Neubauten, der majestætisk væltede Irving Plaza med deres medbragte jetmotor. Men alligevel står den koncert, vi ikke kom til, tydeligt i bevidstheden.

Godspeed You! Black Emperor spillede på The Knitting Factory. Og der var udsolgt. Vi kendte ikke bandet, men der herskede ingen tvivl om, at et band med så afsindigt et navn måtte være værd at se. At NY Times anmelder måtte forlade koncerten på grund af fysisk overanstrengelse gjorde ikke ærgrelsen over at misse dem mindre.

Et par år senere spillede de en ligeledes udsolgt koncert i Lille Vega. En koncert jeg heller ikke havde billet til. Jeg stod i gruppen af skuffede, der ikke blev lukket ind, da guitaristen fra bandet stak hovedet ud af en dør. Han signalerede, at vi skulle følge med. I ren commando-stil blev vi ført gennem et mørkt Vega. Op mod koncertsalen til en fantastisk gang støjrock.

Så forsvandt bandet. Lavede ikke flere plader. Gav ingen koncerter. De har formodentlig startet ATTAC-bevægelsen eller fundet på et eller andet revolutionært og anarkistisk. Sådan er de nemlig – forbandede pünks. Selvom ’Lift Your Skinny Fist Like Antennas to Heaven’ stadigvæk er et mesterværk, så glemte jeg dem. Og jeg troede vel egentlig ikke, jeg havde savnet dem.

For der kom andre bands til, der ligeledes dyrkede den instrumentale støjrock. Explosions in the Sky, for eksempel, som vi her på siden har udvist begejstring for. Og alt var godt og fint. Ind til Godspeed You! Black Emperor efter ti års pause udgav ’Allelujah! Don’t Bend Ascend’.

For lige i det øjeblik man sætter ’Mladic’ på, så ved man, at alt det andet har været et surrogat for den ægte vare. Explosions in the Sky er den forglemmelige svenske femi-krimi købt i lufthavnen på vej til Bruxelles, mens Godspeed You! Black Emperor er den store, beskidte russiske onkel med det viltre og sammefiltrede lange skæg, der kræver noget af dig.

Så uden at være savnet, er det fantastisk at have dem tilbage.

Hyldest til en helt

Lige inden jeg gik på ferie, indtraf en begivenhed, der fyldte mig med vemod. Den sendte mig lige ned af mindernes disede boulevard. Til en aften tilbage i 1985 på Malmø Isstadion. Her stod en purung Darth til sin første rigtige rockkoncert. Flere ugers plageri havde båret frugt. Det var lykkedes mig at overtale først mine forældre til at få lov og dernæst min mellemste søsters daværende kæreste at tage mig med. Til Deep Purple koncert. I Malmø. På Isstadion. Lyder ikke af meget i dag, kan jeg fornemme. Men dengang var det et Madison Square Garden.

Begivenheden, der satte dette tankespind i gang, var Jon Lords alt for tidlige død. Jeg vil ikke dvæle ved, at mange formodentlig slet ikke ved, hvem Jon Lord var. Blot notere endnu et tegn på verdens uretfærdighed. Og dem om det.

Men Jon Lord var en tavs kæmpe med en voluminiøs moustache. Han lod sig ikke gå på af de absurde egoer, der defilerede ind og ud af hans band. For Deep Purple var hans Band. Han var med til at stifte det, og han var en af hovedkrafterne i den menneskealder bandet eksisterede. Men altså langt fra ham, der var den mest kendte.

Det ære lod han andre tage. Andre, der elskede rampelyset. Og dem har der været et par stykker af i Deep Purple. For bandet har været sammensat af flere konstallationer. Mest kendt dengang da den utålelige superguitarist, Ritchie Blackmore, og sangeren med den prægtige vokal, Ian Gillan, tegnede bandet med prollet rock’n'roll-optræden anno de tidligere 70′ere. Det var også den konstellation, der stod bag det gendannede band, der gæstede Malmø Isstadion.

Sangen – eller riffet om man vil – som har mejslet deres navn i sten er ‘Smoke on the Water’. Hvilken rask dreng har ikke lige fyret dét riff af på luftguitaren? En hymne der går på tværs af generationer. Det er naturligvis ikke den, de burde blive husket for. Men alligevel. For netop på Smoke on the Water er det tydeligt, hvad det var Jon Lord gjorde for Deep Purple. Det vel nærmest elegant, legende orgel der diskret følger sangen til dørs er det, der løftede Deep Purple til at være andet og mere end et bøvet rockband nede fra pubben. Jon Lord var en betonrockens Ray Manzarek, der på samme vis løftede The Doors til at være andet end gumpetung blues-rock.

Skruer jeg tiden tilbage til 1985, husker jeg kun Jon Lord, og den måde han brutalt behandlede orglet. Det fik virkelig tæsk. På den samme måde som da Jimi Hendrix tævede sin guitar i ‘Live at Monterey’. Eller det passer faktisk ikke. For jeg husker også, at nogle af mine venner havde set to stive, svenske pünks knalde midt under koncerten. Lige der på gulvet. Ved siden af dem. Den viden er altså noget, der batter hos en 13 årig. Til sin første rockkoncert. Yeah!

Live kunne Deep Purple noget ekstraordinært. Det er pladen ‘Made in Japan‘ fra 1972 et endegyldigt bevis på. Her var de på toppen af deres karriere. Tændte, improviserende og ualmindeligt aggresive. Det må være en af de bedste liveoptagelser nogensinde. Jon Lords berserkergang på Space Trucking er ikke er sekund for langt.

Det er nogle år siden, Deep Purple sidst har været på den Darth’ske spilleliste. Men Jon Lords død har fået mig til at genhøre flere af pladerne. Måske er det minderne om den aften i 1985, der gør det. Måske er det fordi jeg i en årrække nærmest ikke hørte andet end In Rock, Machine Head og Fireball. Fra morgen til aften. Til mine forældres store glæde, er jeg sikker på. Men mange af sangene har holdt til tidens tand.

Så her, med et nøje udvalgt greatest hits fra deres tre første plader. Der kunne også være et par med fra da David Coverdale overtog mikrofonen. Men pladerne nedenfor, er dem, jeg forbinder med Deep Purple. Så de skal stå som en forsinket hyldest til Jon Lord.

Må orgelet spille videre.

In Rock
Child in Time: http://www.youtube.com/watch?v=OorZcOzNcgE
Flight of the Rat: http://www.youtube.com/watch?v=XxNYOcNnmGI
Speed King: http://www.youtube.com/watch?v=P05qji8TNuY&feature=related

Machine Head
Highway Star: http://www.youtube.com/watch?v=jh0iihjANPc
Lazy: http://www.youtube.com/watch?v=KnIgXtE4K5U

Fireball
Demon’s Eye: http://www.youtube.com/watch?v=XCLmi_a40LM&feature=related
Strange Kind of Woman: http://www.youtube.com/watch?v=bAzjVdD06z8
Fireball: http://www.youtube.com/watch?v=MANZfk8Et9Y
Anyone’s Daughter: http://www.youtube.com/watch?v=N8_dY9YCBf4

Og så – Live fra København – singlen Black Night: http://www.youtube.com/watch?v=fE3ra4RZBtU

Gensyn med kære venner

I 2000 udgav Grandaddy The Sophtware Slump. En plade, der med sin atmosfæriske lo-fi på fineste vis markerede et skifte til et nyt årtusinde. Det er uden tvivl en af de mest værdsatte plader i min samling, og derfor kan jeg jo ikke fyldes med andet end glæde, når Malmö Festivalen i morgen inviterer til gratis koncert med gendannede Grandaddy. Jeg vil tage kæresten under armen og nynne med på

og selvfølgelig

Foruden

Finder de på at spille en sang fra Under the Western Freeway, vil de ikke høre et ondt ord for det.

Venter-på-sommeren-vrede

Det må være helt legitimt at spørge, hvorfor der ikke var bare én fremsynet, dansk politiker, der benyttede Hu Jintaos besøg til at investere i en ladning kinesiske vejr-raketter. Se dét ville være en investering, der ville komme danskerne til gode.

En hurtig udregning viser, at små 50.000 raketter vil give os cirka 1½ måneds sol.

Når jeg ser ud af vinduet – på alle tider af døgnet – er frustrationerne over at skulle tilbringe endnu en sommer under dansk himmelstrøg hastigt voksende. Jeg vil nærmest sige, at jeg bliver vred. Overvejer, om man skulle immigrere til Saudi. Og sådan burde det jo ikke være om sommeren.

Der burde jeg i stedet sidde weekend efter weekend i kolonihaven. Iført mit krøllede hør-jakkesæt og min hvide skjorte og se sådan lidt boheme-lapset ud. På den lettere-fordrukne-midaldrende-amerikansk-forfatter-agtige måde. Sammen med min smukke kæreste. Mens vi kærligt holder om hinanden og ser børnene lege i det grønne græs under en skinnende sol på en skyfri himmel. Med et glas kølig Sauvignon Blanc i hånden. Til tonerne af Lee Perrys Bob Marley-produktioner.

I stedet sidder jeg i mørket og ser ud på regnen. Og kulden. Og fyldes af mere vrede. Og skuffelse. Og forbitrelse. Og tænker, om jeg er helt urimelig, hvis jeg i juni beder om en temperatur, der bare nærmer sig 20 grader? Jeg synes det ikke.

Og så er det, jeg sætter jeg Dead Kennedys på i stedet for Bob Marley. Og det bliver man jo ikke mindre vred, skuffet og forbitret over.

Dead Kennedys: California Über Alles

Dead Kennedys: Holiday in Cambodia

Dead Kennedys: Police Truck

Dead Kennedys: Too Drunk to Fuck

Må jeg få jeres opmærksomhed?

Fem fra den Darth’ske spilleliste, der kan gøre arbejdsdagen op til 13 pct. bedre. Hvis man man altså har startet morgen med at få en Metrobøde på 750 kr.

Fra en mørk kælder i Cambridge – Alt-j med Fitzpleasure

Canadiske indierockere og New Wavere med nyt – Metric med Youth Without Youth

Texas-trut med trut på – Brownouts med Oozy

Vred Woody Guthrie anno 2012 – John Fullbright med Gawd Above

Pop-sommersangen 2012 – Lianne La Havas med Is Your Love Big Enough

Tak.

Amagerhipsteren ringede

Amagerhipsteren:
Darth, har du set det? The Cult har lavet en ny plade! Choice of Weapon.

Darth:
Øh, nå ok. Det er nu nogle år siden, jeg synes de har lavet noget, der var værd at lytte til.

Amagerhipsteren:
Det kan du ikke mene? Ian Astbury bare vildt sej på den der shaman/indianer-agtige måde. Og Billy Duffy. Lad være med at få mig startet. Han overskygger jo Pete Townsend som Mr. Møllesving.

Darth:
Synes nu det blev lige lidt i overkanten efter Electric fra 1987.

Amagerhipsteren:
Men alle de store internationale medier er enige, det er deres bedste plade i mere end 20 år. Bob Rock har produceret. Den er skarp og angrebslysten. Jeg tror du vil kunne lide den.

Darth:
Jamen OK, så tjekker jeg den da ud.