Lost and Ignored

Alle taler om de store musikalske revolutioner. 60’erne gav os the popsangene og opgøret med Beatles and the Stones, 70’erne gav os den hårde rock og musik som kunstform med Led Zeppelin og Pink Floyd, 80’erne farvede musikken (og øjenlågene) sort, kantet og thrashy med the Cure, Pixies og dinosaur Jr., 90’erne gav os nihilismen og funky negros med Nirvana og Snoop Dogg.

Men i 1992 listede det legendariske pladeselskab 4AD en lille udgivelse ud med Red House Painters (Down Colorful Hill), som måske efterlod verden indifferent, men som havde en uudslettelig indflydelse på alle følende og tænkende mennesker, der efter 80’erne værdisammenbrud smådesperate ledte efter nye holdepunkter i kulturen og kunsten. Genren blev døbt sadcore og havde ud over Red House Painters også et band som det lidt tidligere American Music Club som frontfigurer. Begge fantastiske bands som jeg har hyldet tidligere og stadigt holder højere end de fleste, men i slipstrømmen kom der et tredje band, Idaho, som ingen har givet nævneværdig opmærksomhed, trods at udtryk, kvalitet og integritet er tæt på de nævnte uomgængelige bands.

Dette indlæg vil forsøge at råde bod på det på den eneste måde, der giver mening for sadcore-tsunamiens oversete mestre…ved at drikke en masse vin og lytte sig igennem den samlede diskografi og liste højdepunkterne. Beware it’s sad, beautiful and bewildering.

Idaho, med den klassisk uddannede pianist, med guitaren som weapon of choice, Jeff Martin, som central figur, debuterede i 1993 (selvfølgeligt et år for sent) med ”Year after Year” med en lyd, der for sin tid var ret unik, med en blanding af folk, distortion, slight grunge og en vokal mixet langt frem men stadigt let mudret og tvetydig. Første nummer ”God’s Green Earth” rammer tonen godt, og er et godt nummer med desperation og opgør som tema (der går igennem resten af albummet), men det er ikke noget hit. Et endnu bedre nummer er ”Save” hvor Jeff’s stemme får plads til at strække sig, ikke langt fra en samtidig Eddie Vedder uden hysteriet. Men ”Year after Year” ender med det bedste nummer ”End Game”, der stadigt for mig står som en monolit af tristesse. Lyden holder stadigt, smuk, fjern, tilbageholdt grunge – et reelt mesterstykke.

”Year after year” var ikke den store kommercielle succes og ikke Idaho’s bedste album, men en ret god start. Hvis den fulde historie om Idaho skulle skrives ville man nok gøre mere ud af de næste tre albums, specielt ”Three sheets to the wind”, der blev ret godt anmeldt i de fleste medier (hvor man bør høre ”Alive Again” og ”A sound Awake”) og ”Heart of Palm” hvor ”To be the one” og ”Dum Dum“ (8 hits på you tube!!) er ret fede numre, men personligt hopper jeg ofte frem til 2001 hvor Idaho reelt er blevet til et soloprojekt for Jeff Martin.

”Levitate” starter med ”Wandering the Field” som jeg elsker. Sad core has grown up skulle der stå i alle medier, men ingen så længere den vej, men det er et lille mirakel af en sang. Martins stemme knækker stille, rimshottet er tæt, hans særegne fire-strengede guitar rocker, pianoet anslår både melankolien og håbet. Næste nummer ”20 years” snerrer og viser at der er liv i 30’erne. Men det hele er snyd for resten af ”Levitate” handler om at være stuck men søgende. Måske allerbedst i ”On the Shore” hvor Jeff messer sig igennem livet ovenpå en smuk pianostrukur, simple trommer og guitar. Her er hvad Idaho kan bedre end de fleste. Den fortabte lyd af en følelse, som aldrig får tilgivelse. Jeg personligt elsker fornemmelsen af den stille desperation, som måske aldrig er fanget bedre end på dette album. What the hell am i’m supposed to do” som Jeff synger på ”Santa Clause is weird” er et gennemgående tema i foreløbigt 21 år. Og alligevel giver han selv svaret på de fleste af albummets numre.

Ret interessant så er flere af de numre jeg oftest hører fra Idaho’s outtake album ”We were young and needed the money” (2002). ”Signs of Life” har sadcore følelsen med en tung, tæt lyd (en favorit), ”Much Closer Now” er næsten en let popmelodi (i denne sammenhæng) og ”Spiral” er bare Idaho.

Men i dag hører jeg med størst glæde de bedste numre fra Idaho’s sidste album ”You Were a Dick” fra 2011, for Jeff Martin er blevet ældre sammen med sine fans – jævnaldrende ligefrem – og ”The Space Between” (official video – wuuuhuuu) minder mig om fornemmelsen at være ung og rebelsk, ”Impaler” om at god musik er tidsløs mens ”Weigh it down” minder mig om i morgen.

Idaho kommer aldrig til at blive store, men når jeg vinder den store lottogevinst og holder festen hvor alle mine favorit bands skal spille, så vil Idaho være der på den lille scene, der først åbner efter midnat hvor alle de mennesker jeg holder mest af, roligt vil samles og så skal vi høre musik, der får os til at føle os i live trods den generelle mangel på ilt, for på utroligt vis har Jeff Martin holdt Idaho i live trods den udeblivende succes, måske kun for at bevise for os at talent og tro er stærkere end de fleste ting i 2014.

Sammen med Montgolfier Brothers (et. al.) findes der vel ikke ikke mere talentfulde bands som ikke er elsket og hørt tilstrækkeligt, men i 2014 vil denne musikelsker lægge sig i selen for at opstøve ligeledes underkendte genier.

Ualmindelig

Sad i forgårs og puslede med den tilsyneladende uendelige proces det er at få digitaliseret musiksamlingen. Seriøst, er I klar over hvor lang tid det tager at få lagt 1000 cd’er ind på en harddisk? År og dag, det er hvad det tager.

Alt imens tilbragte jeg en del tid inde på whosampled.com, der i stadig stigende grad er min yndlingshjemmeside. Det er lidt af en skatkiste for musiknørder, især hvis man tit og ofte lytter til en sang og tænker “Hvor i alverden har jeg hørt den lyd/det vokalstykke/den musiksekvens før?”. Det er her jeg opdager, hvis en af mine favoritsange i virkeligheden bygger på mere eller mindre obskure soulsange fra 70′erne. Hvem havde eksempelvis gættet, at L:Ron Haralds smukke og poetiske ‘Mæ å Min Kadett’ bygger på The O’Jays’ ‘For the Love of Money’? Nej, vel? Men det gør den altså.

Jeg fik forvildet mig ud i en længere ekskurs af samplinger anvendt i sen-90′er hiphop. Da var det, at det endelig dæmrede for mit formørkede sind. Sandheden. Nemlig at Chicago rapperen Common i årene 1997-2001 var en ganske eminent musiker. Bevares, det har været lidt vekslende siden da. Men på de to albums ‘One Day It’ll All Make Sense’ (1997) og ‘Like Water for Chocolate’ (1999) var han enestående.

Det føler jeg et stærkt behov for at dele med jer – og det uagtet, at det er som at kaste perler for aldeles umusikalske grise. Lyt eksempelvis til ‘Invocation‘, ‘Reminding Me (of Sef)‘ (Der samplede Patrice Rushens dejlige ‘Remind Me’), ‘The Light‘ (Ja, det er Bobby Caldweld I hører i baggrunden) eller den vidunderligt skæve ‘Geto Heaven (T.S.O.I. Remix)‘.

Hvis det ikke kan genskabe troen og kærligheden til hiphop, ja, så ved jeg snart ikke.

For de bagstræberiske

Inden der for alvor begynder at komme nye udgivelser i 2014, er her en lejlighed til at lytte med på Darths lydspor fra 2013 i relativ vilkårlig rækkefølge.

John Grant – Pale Green Ghost
Sinéad O’Connors optræden i 2013 vil nok mest blive husket for hendes clash med Miley Cyrus. Det er en skam, for hendes smukke vokal på ’It Doesn’t Matter’ er med til at gøre John Grants Pale Green Ghost til en af årets bedste.


Hookworms – Pearl Mystic

Væg-til-væg og gulv-til-loft. Spacerock, der eksploderer. Lige midt i dit fjæs. Årets debutplade.

Kacey Musgraves – Same Trailer Different Park
Banjo! Mere banjo! Sådan må country også gerne lyde i 2014. For det er bare sådan virkeligt godt.

Caitlin Rose – The Stand In
Twaaaang! Mere twaaaang! Hvis ikke country skal lyde som Kacey, så skal det lyde som Caitlin.

A.J. Holmes & The Hackney Empire – Wedding
De skal indtages i mindre doser. Men deres britificering af ghanesisk High Life har været den mest uimodståelige sommermusik denne vinter. Der må synges med.

Vampire Weekend – Modern Vampires of the City
Simon uden Garfunkel? En moderne Graceland? Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet om musikalske referencer her. Men jeg kan ikke. Vampire Weekend er rimeligt meget sine egne. Det er en umanerlig god plade.

Spids Nøgenhat – Kommer med fred
En (k)ærlig dansk psykedelisk hyldest til alt godt fra 70’erne. Inspireret af Roky Erickson. Kan ikke huske, hvornår der sidst (hvis nogensinde?) er udgivet så fantastisk en dansk rockplade. Spænd dit polske hampesejl og se hvor flot det står!

Steve Mason – Monkey Minds in the Devil’s Time
Kan I huske dengang, vi alle sammen syntes, at Beta Bands Hot Shots II var en af verdens bedste plader? Det er den stadigvæk. Og sanger Steve Masons nye plade er god nok til at være med på denne liste.

Primal Scream – More Light
Primal Scream er en personlig favorit, så det har smertet helt ind i sjælen, hver gang de har udgivet endnu en ligegyldig plade. More Light er ikke i nærheden af at være deres bedste, men det er den bedste siden Xtrmntr fra 2000 (som jo også er en af verdens bedste plader). Og dårlig, det er den ikke.

David Bowie – The Next Day (som den skulle have været)
For en gammel Bowie-fan var det er stor ting at få bekræftet, at Flaming Lips ikke havde ret. Når det så var på plads, kunne man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendig at have hele 14 numre med på pladen? Det var det ikke. Derfor tilbyder Altmusik.dk sine læsere her en playliste med de otte numre, der faktisk gør the Next Day til en af de bedre. Altså i post-Scary-Monster-perioden.

Hanni El Khatib – Head in the Dirt
Standhaftige læsere vil muligvis huske, at Hanni El Khatibs debutplade ’Will the Guns Come Out’ var en stor sag tilbage i 2012. For nogen. På opfølgeren er produktionen lagt i hænderne på Dan Auerbach fra The Black Keys. Det har ikke gjort ham mindre skramlet og garagerocket.

King Krule – & Feet Beneath the Moon
Vrængende britisk baryton fra ung fløs på 19 somre. Der får en til at føle sig ung. Eller gammel. Vælg selv.

Arcade Fire – Reflector
Hadet af mange. Elsket af få. Den er vokset på mig hen over året.

The Datsuns – Death Rattle Boogie (2012)
I starten af årtusindet var de hypet som ’de nye AC/DC’. Det var de ikke, og så hørte man ikke mere til dem. Og pludselig ud af ingenting kom Death Rattle Boogie. Stille og roligt.

Royal Thunder – CVI
Tungt metal med kvindelig forsanger og udsædvanligt aggressive guitarer.

Red Fang – Whales and Leeches
‘Det er da helt åndsvagt, så fedt der nummer er!!’, skrev en fætter til skribent med omfangsrige årslister her på Altmusik. Og det er det. Fuldstændigt åndsvagt.

Sofistens 2013

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013′ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)

UROgenklangs musikliste 2013

2013 har været et forrygende musik år, fyldt op med musikalske skabninger af alle farver og egenskaber, fra den mørkeste metal fra Ohio, over esoterisk pastorale hymner fra Montreal og Yorkshire til den lyseste danske pop. Året har været pakket med musikalsk kreativitet i en grad jeg aldrig har oplevet før. Der er blevet hørt masser af Hip Hop og electronica, både den elegante slags og den der rykker kroppen, der er blevet plads til de store klassiske rockalbums, der har været udgivelser med dyb refleksion, men måske endnu vigtigere, så er der blevet plads til musik, der både er crazy og fyldt med magi (og hekseri) – musik der stikker lidt mere af end standard.

Men hvis der skulle være et tema, så må være metallets genkomst – i store hvidglødende bidder som fx Deafhavens forbavsende livgivende fortolkning af dødsmetalgenren, Sigur Ros smukke post-metal inspiration, Boduf Songs diskrete thrash, Royal Thunders retrogrunge, Portals vanvittige speed metal angreb, der suger os ned i det sorteste hul og så var der jo Black Sabbath. Jeg har i hvert fald ikke hørt så meget, og varieret metal, siden mine mørke dage sidst i 80’erne.

Dette eklektiske sammenrend af musikalske genialiteter, helstøbte idéer og solidt håndværk gør, at der er noget for alle på listen, men at alt på listen nok ikke er for alle…Der skal lyde den samme opfordring som de fleste år – kom i gang med at høre noget musik – det er fantastisk – og prøv noget fra en anden hylde end I plejer. Listen er udvidet lidt i år for at få plads til hele spektret, men alle 60 albums er værd at bruge tiden på.

1. Sigur Ros – Kveikur

Hvad skete der lige der! Jeg har en del albums med Sigur Ros, men de er reelt set lettere kedsommelige i deres æstetiske udtryk. Kveikur tænder for nogle helt andre kontakter. Musikken har fået form og der strømmer blod igennem sangene. Udtrykket er mere kontant, rytmerne er mere aggressive og sangene er…fantastiske. Specielt ”Hrafntinna” er mageløs – den islandsk natur er som altid hos Sigur Ros markant til stede, men musikken er alligevel tættere på os end tidligere, trækkende på både post rock og efterklang. Et andet højdepunkt er ”Yfirbor” et mere klassisk Sigur Ros nummer med Jonsi’s stemme flydende oven på en kakafoni af natur og elektronik. Kveikurs anden halvdel er ikke helt så majestætisk som den første halvdel, men det formindsker ikke indtrykket af, at Sigur Ros i denne, mere mørke og hårdtslående udgave, står stærkere end nogensinde før.

2. James Blake – Overgrown

Overgrown er kølig og sjælfuld electronica og et stort skridt frem fra Blake’s to første udgivelser. Blake’s stemme er stadig behandlet og lagt lag på lag, musikken er spartansk, tekstuniverset enkelt, men det rum som Blake fremmaner er både uendeligt og intimt. Melodierne føles frem for at opleves, og det er sjældent et så godt album har været dårligere egnet til at dele i øjeblikket, for lige så snart den fulde koncentration er væk fordufter magien. ”Retrograde” er umiddelbart det superelegante centerstykket, men allerede  albummets anden sang ”I am Sold” er et højdepunkt. Faktisk er hele albummet ualmindeligt godt skruet sammen med masser af store øjeblikke. Tjek også ”To the Last” og ”Take a Fall for me” hvor RZA twister Blake’s noget monochrome udtryk. Et stort album, årets bedste måske?

3. Boduf Songs – Burnt-up on Re-entry

Der er sket noget revolutionerende med Boduf Songs. Efter 3 minutter af åbningsnummeret ”Fiery the Angels Fell” åbner Matt Sweet op for de brutale guitarer (i en minuts tid), der nu på 7 album kun implicit har truet lytteren i Matt Sweet psycho-folk-univers. Det er en forløsning af de større, for selv om jeg elsker Boduf Songs, specielt det første album, så har den voldsomme tyste indadvendthed måske truet med inerti. Burnt-up on Re-entry er en fantastisk spejling af alt det som tidligere gjorde Boduf Songs magiske – det er det samme en-mands-band, med den samme type sange, men hvor de før eksisterede som en tåget drøm, så er de nu momentvis flammende meteorer på vej gennem rummet. Burnt-up…rummer stadigt en knusende ro og Matt Sweet messer stadigt sine introspektive observationer på en bund af folk og electronica som fx på ”Vermin, Rend Thy Garments” (fantastisk titel), men han har for første gang rakt hånden frem mod stjernerne. Hør også ”Everyone will let you down in the end” og ”Maggot Ending”…eller hør hele albummet, der virkeligt er en unik oplevelse fra ”a Brilliant Shaft of Light from out of the Night Sky” til ”Drexellus Sick Man Quarles Emblemes Closed Heaven”. Årets alternative album.

4. Frightened Rabbit – Pedestrian Verse

Frightened Rabbit fra Glasgow har stille og roligt arbejdet sig frem mod dette, deres klart bedste album. Pedestrian Verse er et klassisk skotsk indie-rock album med store sange, drivende guitarer og omkvæd der sætter sig fast så man går og synger dem i dagevis. Genren er måske lidt gammeldags, men når kvaliteten på sangene er så høj som her, så er det en fornøjelse. ”Backyard Skulls” og specielt ”Holy” er to glimrende eksempler på sange, der brager underholdende afsted, men for mig er albummets højdepunkt den mere introspektive ”State Hospital” hvor Scott Hutchinson stemme rummer alle facetter fra det skrøbelige og besatte. Og så er den udprægede skotske accent sjældent charmerende og sangene er for at bruge et slidt udtryk meget ærlige og teksterne er personlige og udleverende omkring livets centrale emner. En klassisk rockplade af umiskendelig klasse.

5. Mark Kozelek & Jimmy Lavalle – Perils from the sea

Ingen af de faste læsere af UROgenklangs årlige musikliste eller Altmusik.dk etc. vil være i tvivl om at UROgenklang har én musiker/sangskriver over dem alle – mr. Mark Kozelek. 2013 har været et af Mark Kozelek’s mest produktive år, trods den store turneaktivitet (hvor han altid slår fast at han er træt) og en del udgivelser på hans pladeselskab Caldo Verdeo. Niveauet har været utroligt højt, igen. Der hvor 2013 skiller sig ud, er at Mark på de forskellige udgivelser har fundet nogle samarbejdspartnere, der musikalsk presser Mark ud af hans umiddelbare komfortzone. Allerbedst fungerer det sammen med Jimmy Lavalle fra Album Leaf, der med spartansk electronica og tørre beats giver et nyt rum for Marks stemme og ikke mindst hans meget tørre humør. Tekstuniverset er stadig den dagsbogsform, der har præget Mark’s sange de seneste år, og revolverer om (turnelivets) fremmedgørelse og kampen får at finde ståpladser i et liv, som ikke stopper (med at bevæge sig). Alle sangene er gode, men jeg holder specielt af historien og refleksionerne i ”Gustavo”, den stoiske ro i ”You missed my heart”, ”By the time I awoke” og ”Baby in death can I rest next to you”. Ingen skriver mere interessante tekster og det er forrygende som den tørre humør i langt højere grad erstatter den tidligere desperation. Musikalsk er Perils from the sea måske ikke den mest iøjenfaldende udgivelse, men LaValle har fundet en ny vej ind til Mark’s musikalske center.

6. Mark Kozelek & Desertshore – Mark Kozelek & Desertshore

Desertshore har lavet 3 albums. Det forrige album ”drawing of threes” med Mark med på halvdelen af numrene var absolut forrygende, med stærke sange som ”Randy Quaid” og ”Turtle Pond”. Dette tredje album, som er et fuldt samarbejde mellem Desertshore og Mark Kozelek, fortsætter samarbejdets udvikling, allerbedst på ”Tavoris Cloud”, hvor Mark synger om hans vens Tim Mooneys – og hans kats – død og hvor fucked vi alle stadig kan føle os i en alder af 46 (Mark’s). Albummet trækker de tydeligste spor tilbage til 1990’ernes bedste band Red House Painters, hvor Desertshore guitarist Phil Carney tilfældigvis spillede sammen med Mark Kozelek – hør fx ”Sometimes I can’t stop”. Udover RHP så trækkes der både på 70’er rock og country (og rigtigt meget klassisk Neil Young). Humoren er igen forbavsende fremtrædende og Carney & venner formår at male med nye farver fra Mark’s uendelige palet. Hør også ”Brothers” og ”Livingstone Bramble” for at få et fuldt billede. Dejligt album og for fans uomgængeligt.

7. The Haxan Cloak – Excavation

At kalde den musik som Bobby Krlic laver unik, er en underdrivelse. Haxan Cloak laver musik eller nærmere lydoplevelser som ikke minder om noget andet. Og det han skaber (hvad det end er) skaber flere billeder i mit hovedet end nogen andet. Excavation, der udtrykker sjælens rejse efter døden, er et vanvittigt intenst og udtryksfuldt album man godt kan blive bange for. Dæmonerne gemmer sig for det meste i (melodiernes) vægge, hvilket ikke er tilfældet når han live slipper dem fri, så de hornede kan vandre tordnende mod vores verden. Hele Excavation skal høres sammenhængende, men allermest intenst er ”The Mirror Reflecting pt. 2”, ”Miste” og det 13 min lange afslutningsnummer ”The Drop”. Excavation føles som at kigge døden i øjnene, mens man kropsløs farer gennem rummet på vej mod det næste liv. Alle bør forsøge et livtag med The Haxan Cloak, for det er smukt når nakkehåret rejser sig, samtidigt med at man suges ind igennem Krlics smukke mørke portal, for at se om der er lys for enden af tunnelen.

8. Half Moon Run

Half Moon Run fra Montreal har lavet året indie rock-pop udgivelse, hvor de lidt ligesom Alt-J sidste år blander genrer og udtryk og ender med 12 sange, hvor halvdelen er umiddelbare hits og resten holder. Åbningssangen ”Full circle” er en superåbner, men det bliver endnu mere catchy på ”Nerve” en ironisk slå-op sang. Også ”Give up” og ”No more losing the war” viser at Half Moon Run er nogle (irriterende) dygtige unge drenge, der måske har hørt både Radiohead og Local Natives, men reelt set kan spille det meste, og alligevel er udtrykket deres helt eget. Variation hen over albummet er stor og utroligt nok virker det som en styrke på dette imponerende debutalbum. De stærkeste sange er nok de, der hælder mod den mørkere side, men sangene er konstant catchy gennem albummets 40 min.

9. Kitchens of Distinction – Folly

KOD var et af mine favoritbands i starten af 90’erne med deres brand af shoegaze-dreamrock eller hvad det nu blev kaldt, når man spillede en distorted og fuzzy alternativ rock med klare melodier. Tekstuniverset var stærkt og meget personligt med udgangspunkt i Patrick Fitzgeralds fremmedgjorte og fabulerende (homoseksuelle) univers, hvilket kombineret med Julian Swayles majestætiske guitarer lagt lag på lag skabte flere fantastiske og unikke sange (og 4 gode albums). Og nu er KOD fuldstændigt uventet tilbage efter 18 år og lyder som det samme vitale band, lidt mere afdæmpet (de er jo også kommet i 40’erne), men stadigt med den unikke lyd med smukke og aggressive guitarer, der snor sig om Fitzgeralds reflekterende og billedrige tekster. Folly åbner fantastisk med ”Oak Tree”, der trækker tydelige spor tilbage til det bedste nummer på deres sidste album ”Prince of Mars”. En anden vinder med Morrissey elementer er ”Japan to Jupiter”, skarpt forfulgt af ”Photographing Rain”, faktisk er den første halvdel af Folly intet mindre end fremragende. Desværre er anden halvdel ikke helt så fuldkommen og kun ”I Wish it Would Snow” føjer til. Alligevel er det en meget velkommen tilbagekomst af et favoritband, jeg aldrig havde regnet med at møde igen. Årets comeback.

10.  A$AP Rocky – Long.Live.ASAP

Ubetinget det mest hørte Hip Hop album i år, primært fordi alle i familien elsker Rocky’s sexistiske murder Hip Hop(!!) med kæmpelyd og endnu større beats fx ”Long Live ASAP” og endnu bedre ”Fuckin problems” med vores favorit Kendrick Lamar…og når man sidder i bilen med vinduerne rullet ned, så fungerer stort set alle tracks – hør også ”Goldie”, ”LVL” og ”Suddenly” – og Rocky har leveret årets mest underholdende hiphop album. For en mørkere side af ASAP Mob gå længere ned af listen og hør ASAP Ferg’s ”Traplord” med Rocky på et par af numrene. ASAP Mob producerer flabet dystopisk HipHop, der brænder på et bål af diesel, had og uanede muligheder – what’s not to like?

11. Deafhaven – Sunbather

Desperationen bliver skreget ud og livets sorte huller suger håbet ind i intetheden….og alligevel er Deafhaven’s Sunbather en nærmest katarisk renselse. Badet i et inferno at hvid, sort og hvirvelende støj  kommer man ud nærmest som ny…eller på vanviddets rand. Det stærkeste øjeblik på albummet er ”Vertigo”, der i de små 15 minutter death-metal trækker på både post-rocken sitrende melankoli, post-metallets energi, klassiske heavy riffs og trommer og så den sorte sols ubønhørlige vrede. Deafhaven er måske svært tilgængelige, men der er meget at gribe fat i. Kæmpe store riffs, massive skift, en nærmest transcenderende growl og så er der lagt masser af inspiration ind fra tidlig Cure og Joy Division, til Explosions in the Sky og lidt goth og emo.  Der er en drømmende shoegazer kvalitet i mange af numrene blandet med en knusende intensitet – My Bloody Valentine mixed med lidt Norsk doom med et strejf af californisk sol. Vauw.

12. Jose James – No beginning No end

José James laver musik, som nok kan betegnes som lækker. No Beginning, No End, som udkommer på Blue Note, er jazz-soul med en funky note, og med en utroligt velsyngende James front and center. Albummet giver sig god tid og de 12 numre strækker sig over 65 min og det tager lidt tid at vende sig til den rolige progression. Men når musikken først har sat sig, så belønnes man med et flot udfoldet album, med mange stærke sange. Personligt synes jeg at albummet først begynder at sitre på midterstykket med den mere folkede og let vuggende ”Come To My Door” (endnu bedre er den akustiske bonusudgave) og ”Do You Feel”. Derefter tager James rigtigt fat med specielt den svævende ”Bird of Space”, ”No Beginning No End” og den pianodrevne ballade ”Tomorrow”. José James kan minde om en jazzet D’Angelo med den funky bund, hvilket giver noget kødelighed til de diskret elegante arrangementer. Der er ingen store armbevægelser eller udsving, og selv om man til tider godt kan savne, at James synger sig helt ud (som han gør det på ”Tomorrow”), så fungerer det bare bedre og bedre jo længere man kommer hen på albummet og jo flere gange man lytter til det. En intens omgang slow-music, der varmer selv vinterfrosne knogler.

13. Mouth of the Architect – Dawning

Progressivt post-metal fra Ohio med en stærk Isis og Tool (og lidt System of a Down) inspiration, med tough-guy råb og attituder. Det virker dog som MOTA investerer meget følelsesmæssigt, og Dawning hiver lytteren godt rundt i high-low melodistrukturerne uden dog at miste hverken intensitet eller retning. Fx fungerer ”It Swarms” og albummets centrale nummer det 11 min lange ”How This Will End” rimeligt forrygende og de flerstemmige halvgrowlende råbekor er direkte opløftende og musikken har både fylde og punch. Mere tilbageholdte numre som ”Patterns” med rullende trommer og lange rolige guitarpassager og åbningsnumret ”Lullaby” viser MOTA spændvidde og at Dawning er et potent album (og uomgængeligt hvis man savner ovenstående bands) og er et glimrende eksempel på, at metalscenen generelt virker mere i live, end længe.

14. Black Sabbath – 13

Det er et forbavsende helstøbt comeback album som Ozzy, Tommy og Geezer, suppleret af Audioslave trommeslager Brad Wilk, får leveret. Klassiske riffs hele vejen igennem over en knastør bund og en vital!! Ozzy. Producer Rick Rubin får igen bevist, at der er ingen bedre til at puste liv i (halv)døde kunstnere. ”Is God Dead” er et mere end solidt nummer til diskografien og ”Zeitgeist” har stærke referencer til ”Planet Caravan”, og det er positivt ment,  og når man hører guitarsoloen 5 minutter inde i ”Age of reason” så er man dissideret imponeret. 13 rykker ikke ved Black Sabbath lyd, den lægger måske heller ikke noget til…ud over adskillige stærke sange, men man er ualmindeligt godt underholdt i alle 53 min, og endnu bedre så minder 13 en om, at Black Sabbath er et superfedt band der startede med at lave 4 geniale albums, man bare skal høre igen og igen. 13 er nummer 5.

15. Amateur Best – No Thrills

Første nummer på Amateur Best debutalbum No Thrills ”Ready for the good life” er årets anti-helt anthem. Fantastisk at synge med på mens man slingrer hjem fra byen med våde knæ, champagne på tøjet og stjerner i øjnene. Det nummer alene sikrer en plads på årets albumliste. Men enmandshæren Joe Flory’s skramlede pop melodier rammer ofte plet og hans stemme med klare Bowie referencer (når han ikke synger falset) rører ofte ved det skrøbelige, der er kernen i mange af de bedste popmelodier. ”Two Much”, ”Vilas” og ”Pleased”, der følger ”Ready…” er små skæve popperler. Amateur Best fungerer også på de mere tilbageholdte numre, allerbedst på ”Walk in three” hvor Flory’s stemme for lov til fylde med tilbageholdt åndedræt. Produktionen på No Thrills er måske ikke årets dyreste og Flory klarer det meste selv, men hvad der mangler af staffage er der af vilje og kærlighed til musik.

16. Ghostface Killah – Twelve reasons to die

Cinematisk hiphop fra Wu’s finest Ghostface Killah, der sammen med producer Adrian Young, leverer en ret fantastisk og helstøbt blanding af retro 70’er filmlyd garneret med sirenesang, gangster beats og et klassisk flow fra Ghostface. Executive producer RZA er også den store inspiration og jeg har sjældent haft et hiphop album på anlægget, der er så tro mod sin lyd. De første 4 numre er fremragende, men nok allerbedst på ”Blood on the Cobblestones”, der er superfunky med sine blæsere, klassiske beat og old school skratz. Konceptet med, at det er et soundtrack til en film, der ikke eksisterer, fungerer, men gør det svært at skaje ud eller tilføre noget craziness. Albummet klokker ind under 40 min hvilket er sjældent for et hiphop album, men det passer godt til idéen og Twelve Reasons To Die kommer til at stå i mange år.

17. Ola Podrida – Ghost go Blind

Ghost Go Blind er old school indie-folk-rock-pop fra Texas. Tænk Band of Horses møder Idaho. Sangskriver David Wingo hiver den ene ørehænger frem efter den anden, der bliver leveret med ringende guitarer og let bluesy bund. Wingo synger godt gennem hele albummet, men specielt på de langsommere sange fungerer det rigtigt godt fx ”Blind To The Blues”, ”Staying In” og ”Ghost Go Blind”.

18. Night Beds – Country Sleep

Nashville bosiddende Winston Yellen lyder som en ung Ryan Adams, og det er ment som et kæmpe kompliment. Specielt ”Ramona” har alle elementerne, der gør det til årets folk-country-americana hit, med sit iørefaldende omkvæd, Yellens smukke falset og godt med pedalsteel. Arrangementerne på Country Sleep er varierede og smukke (minder lidt om Andrew Bird på fx ”Even if we try”), følelsen af desperation er udtalt og der er den rigtige feel på mange af numrene, allerbedst på det forrygende ”Cherry Blossom” og ”22”. De 35 min albummet varer flyver forbi mens man tørrer tårerne fra øjnene. Og det kan godt være at Yellen indtil sidste år boede i sin bil, men det talent han viser på Country Sleep, bør garantere ham en fremtidig plads på the Grand Ole Opry.

19. Bill Callahan – Dream River

Utroligt nok, så mener jeg, at Bill Callahan efter 30 år først toppede med 2011 albummet Apocalypse. Dream River er mere introspektivt og melodierne mere afdæmpede (ikke at Apocalypse var aggressiv på nogen måde) i den afart af americana hvor Bill i mange år har befundet sig. Callahans bandmedlemmer fylder mere på dette album, specielt Matt Kinseys guitarer og Thor Harris perkussion farver melodierne, men også tværfløjte og violin giver kulør. Det er dog som altid Callahans mørke og varme stemme, der fylder og giver resonans. Dream River er ret underspillet og tager lidt tid at blive grebet af, men fx ”Seagull” og”Ride My Arrow” er forrygende på den afdæmpede måde og stille og roligt viser Dream River sig at være endnu et markant album i Callahans diskografi .

20. Nick Cave & the Bad Seeds – Push the Sky away

Jeg har et lidt ambivalent forhold til Nick Cave & the Bad Seeds. De kan være fantastiske live, men når det gælder albums, så skal vi faktisk tilbage til første halvdel af 90’erne for at finde et rigtigt godt et af slagsen (Henry’s Dream). Der har været masser af gode sange, men pladerne blev enten for kedelige i længden (Boatman og Murder) eller irriterende som Abattoir Blues. Cave’s samarbejde med den skæggede violinspiller trækker også tit på det trættende, men lige præcis på Push The Sky Away, synes jeg at det (næsten holder). Der er kommet noget blod tilbage i melodierne som fx guitaren der truer fra starten i ”Water’s Edge” og de mange forskellige instrumenter, der træder ud og ind af sangene…cool. Der er kommet noget ånd ind fx i fortællingen om ”Jubilee Street”  og endnu bedre i ”Mermaids”. Og så er der kommet noget tilbagelænet overskud ind i ”Higgs Boson Blues” og titelnummeret ”Push the Sky Away”. Samlet gør det Push the Sky Away til Nick Cave’s bedste album i 20 år og det er i sig selv noget af en bedrift for den gamle ballademager.

21. Rhye – Woman

Robin Hannibal, som også er mastermind bag Quadron, har sammen med vokalisten Mike Milosh skruet en superlækkert pop-soul album sammen. Woman åbner med ”Open” der med sine faux-stryger bund og diskrete keyboard strukturer kan gøre selv Sade misundelig. Næste nummer ”The Fall”, er lidt mere uptempo og om muligt et endnu bedre nummer. Derefter falder niveauet en smule, men det er også svært at holde den meget høje standard og fx ”Shed some blood” er diskret forrygende. Albummets tempo holder sig til det slentrende, lyden til forlader aldrig det florlette, Milosh stemme holder falsetten og Hannibal doserer sine beats, horn og strygere nærmest til perfektion og med Woman leverer Rhye årets blødeste (og bedste) popalbum.

22. Disclosure – Settle

Settle stiller sig ikke tilfreds, slet ikke. Først når svenden drypper ned på dansegulvet løsner de to unge brødre (19 og 22 år!) i Disclosure grebet en smule. Settle er tætpakket med store beats og snazzy hooks. Disclosure mikser house, 2-step og garage sammen til et effektiv combo, der brænder bilens stereo af. Hør ”White Noise”, ”When a Fire starts to burn” og ”F for you” for uptempo hits og ryk genre over til ”Latch” og så har du en af årets bedste hitalbum. Nomineret til årets Mercury award (som blev vundet af James Blake), og man kan godt se et par tusinde unge druggede briter fyre den max af til Disclosures meget engelske og uforskammede effektive hitmaskine. Årets dancealbum.

23. Phosporescent – Muchacho

Mathew Houck er noget af en hamskifter og på Muchacho lyder han både som Daniel Lanois (fx ”Song for Zula”) og som Band of Horses (”A Charm/A Blade”) men han er bedst og mest unik på den country-svingende ”The Quotidian Beast” hvor Houck hyler mod himlen og bandet skramlet rammer plet. Houcks flossede stemme (ofte en fusion af Will Oldham og Willie Nelson) fungerer ret godt og styrker den varme og emotionelle stemning, der er den røde tråd gennem hele albummet.

24. Low – the Invisible Way

20 år siden debutalbummet (og mesterværket) ”I could live in hope” kommer The Invisible Way, som et stille og alligevel markant stilskifte iværksat at producer Wilco’s Jeff Tweedy, der bl.a. har sneget lidt country ind i Alan Sparhawk guitarpedaler. En anden forandring er, at Mimi Parker synger lead på 5 numre og generelt er kommet mere centralt ind i sangene. ”Plastic Cup” åbner albummet forrygende, skarpt efterfulgt af de stille og smukke ”Amethyst” og specielt ”Holy Ghost” hvor Mimi’s stemme virkelig folder sig ud og giver gåsehud. The Invisible Way har bevæget sig væk fra eksperimenterne fra fx Drums and Guns som ellers var meget vellykkede, og er i stedet et solidt Low album (og de er jo altid gode), der måske kun bidrager med 2-3 sange til den øverste del af diskografien, men jeg elsker Low, der specielt live virkeligt får deres stille sange til at vibrere. Specielt Sparhawk er en fantastisk sanger og musiker (tjek også hans fritidsband Retribution Gospel Choir længere nede på listen) og jeg savner lidt mere intensitet i flere af sangene (som fx efter 2 m 20 s på ”On My Own”) hos et band, der ellers virker på toppen af deres ydeevne.

25. Mark Kozelek – Like Rats

Mark Kozelek er ikke ubekendt med at lave coveralbum og har lavet covers af bl.a. John Denver, Low, Wings og et helt album med ACDC numre. Like Rats er et solo-akustisk album og har et meget eklektisk sangvalg. Ikke alle numre virker, men ligesom valget af samarbejdspartnere på de to andre albums på listen, virker som katalysatorer for Kozelek’s talent, så udvider de valgte sange Kozelek’s udtryk, fra vreden på Godflesh ”Like Rats”,  energien fra Ted Nugent’s ”Free-For-All” kombineret med selverkendelsen i Bruno Mars’ ”Young Girls” – en fantastisk tracklisting. Det virker generelt som Mark har moret sig med udvælgelsen af sangene og flere af dem får det bedste ud af hans forrygende fingerspil på guitaren og vokalerne er lagt smukt lag på lag. Like Rats kan for udeforstående måske virke som en parentes/sidespring, men der er så mange nuancer i fortolkningerne, at de både åbner originalerne op (formålet med at covers) fx ”Silly Girl”, samtidigt med at det lægger yderligere til Mark’s stadigt mere imponerende diskografi. Det kan godt være at han er den sure og trætte 46-årige som han udgiver sig for at være til samfulde koncerter de seneste par år, men når han går ind i studiet, så er der få, som kan formidle så meget og med så få virkemidler.

26. Amor de Dias – The House at Sea

Alasdair MacLean, der også er forsanger i the Clientele, har den blødeste britiske stemme som emmer af 60’erne og føles som lun aftenvind på vej hjem fra byen, med en pint eller to for meget i blodet. Han har teamet op med spanske Lupe Núñez Fernández som Amor De Dias og de laver sommerpop af den lettere eksotiske trans-europæiske slags, med latinske rytmer og folk-arrangementer. Det er uendeligt følsomt uden at blive klæbrigt og det perfekte soundtrack til en kærestetur langs stranden ved solnedgang. De numre hvor Alasdair synger lead og Lupe kor, er klart de stærkeste som fx ”Voice in the Rose”, ”The House at Sea” og ”Maureen” er perfekte eksempler og det er rimeligt forrygende på den diskrete måde.

27. Justin Timberlake – the 20/20 Experience

Den kære Justin får tit på puklen af de kulturradikale, men jeg har svært ved ikke at finde en masse kvalitet i Timberlake og Timbaland’s elegante kreationer, der flyder boblende over lange sangstrukturer, med maser af diskrete cool detaljer. The 20/20 Experience er måske – ligesom de enkelte sange – for lang, men det giver også plads til en anden Timberlake. ”Suit & Tie” er et cool up-tempo popnummer, ”Don’t Hold the Wall” er en glimrende Michael Jacksom pastiche, ”Tunnel Vision” er det bedste bud på et klassisk Timberlake hit. Faktisk fungerer det meste af albummet ret godt, om end at de enkelte numre flyder en smule sammen. Det Justin måske mangler i karakteristika opvejer han med overskud og selvtillid fx på ”Spaceship Coupe”, der burde falde helt fladt, men selv den meget gammeldags guitarsolo midt i numret fungerer.  Afslutningsnummeret ”Blue Ocean Floor” er et lidt atypisk nummer, men man tror næsten på Justin når han sukker efter kærligheden.

28. ASAP Ferg – Trap Lord

Lige nu er der to crews der kæmper om hiphop titlen – Odd Future og ASAP Mob – Odd Future er crazy stenede no-future kids og ASAP Mob er mere hard core HipHop, der flexer deres biceps og bling-bling.. Hvor ASAP Rocky laver de store bangerz og kan toppe hitlister, så kommer ASAP Ferg først frem efter mørket er faldet på – the dark lord of  ASAP Mob.  Det allerbedste eksempel er ”Lord”, men Ferg kan også lægge lidt lettere skæringer ned som fx ”Hood Pope” og ”Shabba”. Produktionen er superskarp og paranoid og Ferg’s lyd har muskler. At albummet som sådan ville have godt af at være et par numre kortere, ændrer ikke det faktum, at året måske kun har tilføjet 5 HipHop albums til årets 60 bedste, men to af dem er fra ASAP Mob, og Ferg leverer årets sejeste og mest klassiske af slagsen, og hvis jeg nogensinde (igen) skal holde crack-parties med brændende olietønder, store soundsystems og dusinvis af letpåklædte kvinder, så vil jeg sætte Ferg på først (og sidst).

29. Baths – Obsidian

Will Weisenfeld er en quirky fætter. Han insisterede på at starte på musikskole som 4-årig, og spiller et hav af instrumenter, men som Baths bevæger han sig primært i den del af elektroniske genre, der er defineret af fx Four Tet og Bibio. Hans første album Cerulian var ret godt – specielt ”Lovely Bloodflow” – men meget introspektivt. På Obsidian kommer han mere ud af busken, allerbedst på ”Ironworks” og ”Incompatible”, der er både intime og catchy sange. Weisenfeld får også mere ud af sin stemme på Obsidian, der ofte bruges som en let soulet, men kølig falset. Produktionen svinger mellem det krystalklare og støvede, men oftest med et elegant swing. Obsidian kræver lidt tid hvis man ikke er bekendt med Baths eller genren, der kan virke (for) diskret, men når melodierne først folder sig ud er det en fornøjelse.

30. Moonface – Julia with blue jeans on

Spencer Krug er en mand med mange ansigter (måske bedst kendt fra Wolf Parade og Sunset Rubdown) men som Moonface dyrker han den storladne pianodrevne fortælling, med en nøgen production hvor han lader sin stort iscenesatte stemme fylde rummet. Melodier og tekster balancerer i en ikke italesat scenografi, men jeg bliver mere overbevidst hver gang jeg hører ”Barbarian” og ”Barbarian ll” om at det ikke er pastiche, men at det er her Spencer Krug er hjemme. Udtrykket er måske ikke unikt, men det er sjældent at det klassiske klaver kommer i en indie-indpakning. Det føles både studentikost og som reel kunst som fx med klar inspiration fra musikere som John Cale og Nick Drake, og de første tre fremragende sange er følelsesmæssigt prægnante og blodet er mørkt under den meget hvide hud. Hør også ”Dreamy Summer” og titelnummeret ”Julia with blue jeans on

31. Royal Thunder – CVI

Royal Thunder lyder som et mix af de store Seattle bands fra starten af 90’erne – Pearl Jam, Alice in Chains, Soundgarden med ikke så lidt Throwing Muses in the mix. Royal Thunder har nemlig en tøs i forreste linje med masser af punch og southern drawl, og det er Miny’ stemme, der er den centrale oplevelse i Royal Thunder fx ”Sleeping Witch”. Royal Thunder kommer fra Georgia, ligesom meget andet kvalitets metal i disse år, fx Baroness. Men Royal Thunder er mere grunge end metal, mere stoner end hard core og specielt sætter jeg pris på de psykedeliske bluesy elementer og overgange (de har nok også hørt lidt Black Sabbath og Led Zeppelin:), der får det bedste ud af Miny’s stemme. CVI er et sejt og lidt gammeldags rockalbum anno 2013 (selv om det blev udgivet første gang i 2012).

32. The World is a beautiful place & I am longer afraid to die – Whenever, If Ever

The World is a… er spraglet blanding af Modest Mouse og Goo Goo Dolls, tilsat lidt punk, post rock og masser af EMO. Whenever, if ever rammer rimeligt effektivt i dens blanding af desperat pop,  blæsere og indie a la Arcade Fire og Fang Island fx i ”Heartbeat in the Brain” og ”Fightboat” og jeg er helt pjattet med den anarkistisk fællessang og at der tit er 2,3,6 stemmer, der synger med fx i ”Ultimate Steve”. De 35 min stryger underholdende forbi og der er mange cool detaljer i både arrangementer og tekster. Hør også ”Gig Life” og fortæl mig hvad du tænker på.

33. Phoenix – Bankrupt!

Bankrupt! er vintage Phoenix. Melodierne er stadigt catchy cool forankret i den modernistiske 80’er inspiration – bedst er ”Drakkar Noir” og ”Don’t” – der altid er ledetråden i Phoenix efterhånden snart 20-årige karriere, der langsom har placeret dem på toppen af bands, der spiller intelligent fransk pop sunget på engelsk… sangene er endnu mere keyboarddominerede end normalt, hvilket måske gør dem mindre skarpe, men også giver mulighed for at bevæge sig lidt ud af komfortzonen og mere mod inspirationskilderne. Hør fx titelnummeret ”Bankrupt!” eller ”Chloroform”, der er fine eksempler på et band, som ikke kun laver små popperler (som er lidt færre og lidt mindre skarpe end normalt), men også giver sig tid til male med andre farver. Centralt står dog stadigt Thomas Mars stemme, der i endnu højere grad er mixet ind i melodistrukturerne.

34. Retributional Gospel Choir – 3

Året mest rendyrkede Rock kommer fra Alan Sparhawk, der som Retribution Gospel Choir forlader den tilbageholdte sadcore i Low, hvor han til dagligt er bandleder, sanger og sangskriver. I stedet stabler han højtalerne højt, putter ekstra strøm i guitarerne og kaster sig ud i lange ekspressive guitarsoli, der trækker tungt på Neil Young & Crazy Horse (når de er vildest), men også på både White Stripes og Wilco, men perspektivet er bredere, numrene er længere og det er mere rock out. Der er kun 2 numre på albummets 40 min. Hvor første skæring ”Can’t Walk Out” er hvidglødende, så er anden skæring ”Seven” varmere og tager længere tid før tøjlerne slippes, men har en mere klassisk sangstruktur. Begge numre vidner om, at Alan Sparhawk virkeligt nyder at slippe ud af de selv-konstruerede begrænsninger i Low og udforske de mere løse sider af hans utrolige sangskriver talent. Vi har altid vidst at han var en fantastisk guitarist – bl.a. når han live giver los – men det fantastisk, at det endeligt er lykkedes Alan at få overført den tilbageholdte vildskab, der altid har luret i Lows musik.

35. Tyler, the Creator – Wolf

Helt grundlæggende så er Odd Future Wolfgang Kill Them All-kollektivetet, som Tyler er den uofficielle leder af, et af de sidste års største Hip-Hop opdagelser. Der er kommet både outstanding tracks og nye hip-hop-paradigmer fra deres unge hænder – Tyler er blevet 22 år. Ingen af de mange konstellationer har dog produceret et komplet album (måske bortset fra Frank Ocean), og Wolf er ingen undtagelse. Albummet mangler måske nogle rigtige bangers, men der er stadigt en myriade af spændende, sjove, hard-core funky detaljer…og så kommer Wolf godt fra land med ”Domo23” med det hard-core-flow og produktion som er Tylers varemærke, ”Awkward” med sit mere laid-back-sound og senere kommer Frank Ocean og smider lidt magi på ”Partyisntover/Campfire-/Bimmer” sammen med Latitia Sadier. Tekstuniverset er stadig lettere grænseoverskridende, men stadigt momentvis indsigtsfuldt og perspektivrigt.

36. Jon Hopkins – Immunity

Producer, arrangør og pianist Jon Hopkins laver deep electronica, allerbedst på ”Open Eye Signal” (flot video) og smukkest på titelnummeret ”Immunity”, hvor der trækkes tråde til både Sigur Ros, Akira Kosemura og Brian Eno.

37. Local Natives – Hummingbird

Local Natives første album Gorilla Manor blev for mig årets album i 2010 med en smittende omgang kreativ indie-pop. Hummingbird er også et fint album, hvor specielt ”Ceilings” og ”You and I” skinner. Local Natives har dog ikke det samme musikalske overskud og der mangler de detaljer, der gjorde Gorilla Manor så unik. Hummingbird er dog stadigt fuld af (rimeligt) gode sange som fx ”Three Months” og de har stadigt en super blandig af det søde og det frenetiske.

38. Boards of Canada – Tomorrows Harvest

Skotske Boards of Canada har i snart mange år lavet sfærisk electronica, der på samme tid er tidsløs og melankolsk med et blik ud mod universet. De er fremragende på det Eno-inspirerede ”Reach for the Dead”, men flere numre holder en høj og unik kvalitet fx det beatdrevne ”Cold earth”.

39. Earl Sweatshirt – Doris

”Hive” er et fremragende eksempel på Odd Future-lyden som Earl er født af. Den forsvundne undergrunds-helt er vendt tilbage fra et tvungent ophold på Samoa, hvor hans mor havde sendt Earl hen for at undgå den uheldige indflydelse fra vennerne i Wolfgang Kill Them All posen. Det har ikke helt virket, og Earl virker ikke som den mest harmoniske teenager, hvilket er godt for os. Doris (the album) læner sig stilmæssigt en del op af Tyler, the Creator (the rapper), der også gæsterapper på de cool ”Sasquatch” og ”Whoa”, men Earl kan også alene fx på ”Chum” og ”Burgundy” (skrevet sammen med Pharrell). Det er småstenet HipHop, der lever af Earls tilbagelænede elastiske og samtidigt aggressive flow, der til tider minder om Snoop da han var cool, og et musikalsk back-drop godt inspireret af RZA. Der er måske ingen rigtige bangerz på Doris, men hun understreger igen at Odd Future kollektivet virkeligt har hævet niveauet for alle involverede, for kreativiteten er høj gennem hele albummet.

40. Forest Swords – Engravings

UK producer Matthew Barnes laver dubbet electronica, der er lidt anderledes end resten af scenen. Melodierne er kølige, let rustne og har en cool samurai-feel!? Allerbedst er det, når de dubbede beats fusionerer med en evokativ piano-linje som fx slutningen af ”The Plumes” eller de behandlede horn på ”Thor’s Stone”. Engravings viser at Forest Swords har udviklet sig meget siden 2010 albumet ”Dagger Paths” og lyden og melodierne er langt mere komplekse og der er er langt flere detaljer, selv om Barnes stadigt trækker tungt på den ”forgotten places”-lyd som han kender bedre end de fleste.

41. Vattnet Viskar – Sky Swallower

Vattnet Viskar er stor og ekspressiv metal fra New Hampshire, med masser af post rock elementer med masser af plads mellem anslag og angreb, der trækker på fx Explosions in the Sky, kombineret med doom-energi som fx Pallbearer. Der growles godt igennem, men produktionen er klar, så balancen mellem metallet og de mere afdæmpede passager flyder så harmonisk, at det samlede resultat, slet ikke virker så tungt som de lyder og de 38 min flyver forbi. Det er lige før man savner lidt mere attack og rå power, som fx efter 6 min 30 sekunder på albummet største komposition ”Breath of the Almighty”, for det er fedt.

42. Iron & Wine – Ghost on Ghost

Sam Beam har udviklet sin musikalske palet meget siden den lavmælte Americana på “Our endless numbered days” – der stadig er hans bedste album – over den nærmest over-instrumenterede og kun delvist vellykkede “Kiss each other clean” til “Ghost on Ghost”, der igen ikke rammer helt plet. Der er dog noget uimodståeligt over det diskret funky Americana beat, de diskrete blæsere og Sams let soulede stemme. Sangene er ikke så distinkte som tidligere, men prøv at starte med den varme og elegante “New Mexico’s no breeze” eller åbningsnummeret ”Caught in the Briars”. Jo mere man hører albummet, jo bedre bliver det, og jeg vil ikke være overrasket hvis “Ghost on Ghost” er langtidsholdbart.

43. Queens of the Stoneage – …Like Clockwork

OK jeg var initialt svært skuffet over …Like Clockwork og lagde den hurtigt på køl. Men jeg gav den alligevel en sidste chance da årets liste skulle sammensættes. Og det viser sig at Josh Homme og co. måske alligevel ikke har lavet et totalt flop. Der er stadigt langt fra Songs for the Deaf og jeg kæmper stadigt med visse elementer, som fx David Bowie pastichen på ”If I had a Tale” – ikke at det er et dårligt nummer – og produktionen mangler noget blod og sved, og lyden er ofte lidt anæmisk. Men faktisk kommer …Like Clockwork ret godt fra land med ”Keep Your Eyes Peeled” og ”I sat by the Ocean”, og selv ”The Vampyre of Time and Memory” er interessant når det først får tilstrækkeligt med gennemlytninger. ”My God the Sun” er det mest klassiske QOTSA nummer så vi kommer helt frem til albummets nummer 6 ”Kalopsia”før mystikken igen melder sig. Jeg er en stor tilhænger af vidtfavnende musikere, men …Like Clockwork trækker næsten på for mange genrer og brudstykker til at fungere som en helhed og specielt fungerer den ikke som baggrundsmusik, men hvis man koncentrerer sig inde bag de store hovedtelefoner så begynder man at sætte pris på Homme’s kæmpe talent og evne til at trække superdygtige bidragsydere i ringen som fx verdens bedste rocktrommeslager Dave Grohl og rock korsangeren over dem alle Mark Lanegan hvilket fungerer tæt på optimalt på ”Fairweather Friend”. Så jeg æder mine første betragtninger og er langsomt ved at blive fan af …Like Clockwork. Jeg savner dog stadigt den Josh Homme jeg så på Loppen i 2000 spille så ubamhjertligt højt og kompromisløs stoner-rock at man blødte adskillige steder på kroppen.

44. Janelle Monáe – The Electric Lady

Jeg var ikke hoppet på Janelle Monáe konceptet før dette album, da presse og genre lidt har skubbet mig væk. Men Janelle kan noget (faktisk en hel masse) og selv om RnB-genren stadigt ikke er min foretrukne, så er der masser af gode numre og lækre detaljer, kollaborationer, bedst sammen med Miguel på ”Primetime” og Prince på ”Given What they Love”, men også Erykah Badu pynter med ”Queen”. Og Janelle er også god når hun lader sin ret imponerende stemme farve af jazz på fx ”Look into my eyes” og big band. Hele The Electric Lady udstråler talent, om ikke tilbageholdenhed.

45. Future of the Left – How to stop your Brain in an Accident

Travels with Myself and Others fra 2009 var/er den ultimative Future of the Left udgivelse med stenhård walisisk post-punk med sjove og revolutionære tekster. How to…forsøger at komme tilbage på det spor med FOTL fragmenterede blues-ska-punk-hardcore rygrad med The Clash og The Fall inspiration, der lidt gør dem til den walisiske udgave af Faith No More (hvis det giver mening for nogen i denne verden). Det er ikke så hårdt som det lyder, mere eksplosivt, beskidt og småblodigt som efter en rodet slåskamp bag baren efter fredagspints. How To… handler om den rodede hverdag og talentløse beslutningstagere (både politikere og os, der raver rundt i livet). Ikke at der ikke sniger sig et par skarpe melodier ind, for det gør der i høj grad – og der er måske ikke et højdepunkt som ”You need satan more than he needs you” – men åbningsnumrene ”Bread, Cheese, Bow & Arrow”, ”Johnny Borrell Afterlife” og ”Future Child Embarrasment Matrix” er effektive direkte protestsange med Falkous snerrende stemme i centrum og afslutningsnumret ”Why arent I going to hell” bare sjov på den walisiske måde.

46. Bilal – A Love Surreal

RnB/Soul sanger Bilal er nok mest kendt som a hired hand når HipHop-stjernerne skal lægge lidt soul på deres hits, og Bilals solokarriere har aldrig helt taget fart. A Love Surreal kommer også lidt langsomt fra start, men midterstykket med ”Winning Hand”, ”Climbing” og ”Right at the Core” stiger kvaliteten, og hvis man vil høre en tilbagelænet supersanger i den jazzede ende af RnB’en så leverer Bilal, måske allerbedst på den spartanske og let syrede ballade  ”Butterfly”.

47. Indians – Somewhere Else

Søren Løkke Juul er Indians og ”Somewhere Else” er et meget nordisk album, der trækker på både Efterklang og Sigur Ros, men er noget mere afdæmpet. Det er ofte smukt, men måske også lidt anæmisk indie-folk. En større ydende instrumentering a la Efterklang ville klæde Indians sfæriske sange. Det fungerer da også ofte godt som fx på titelnummeret og ”Melt” og ”Cakelayers”.

48. Neko Case – the worse things get, the harder I fight, the harder I fight, the more I love you

Jeg kendte ikke Neko Case før dette album, og jeg er måske ikke helt overbevidst om hypen, men igen så har ”Night still comes” udviklet sig til lidt af en favorit. ”I’m from nowhere” og ”Ragtime” er også både gode og interessante sange, der viser Neko Case spændvidde og talent. The Worse… fungerer generelt fint og hun formår at (over?)spænde buen imponerende på de 38 min albummet varer. Hvis der var et par ekstra stand-out tracks så ville jeg begynde at tro på casen (nod nod) for alvor – indtil videre er The Worse… nok til at retfærdiggøre en placering på denne liste, bl.a. fordi den er alt, alt for mandedomineredet og det er jo dejligt at høre lidt stemmepragt fra det stærke køn. Men det må da være årets grimmeste cover.

49. Quadron -  Avalanche

Hey Love er måske singlen, der for alvor breakede Quadron, men der er flere fine popsange på Avalanche, bl.a. ”Neverland” og ”Better off” med Kendrick Lamar. Quadron’s lyd er til den let poppede side, men Coco’s stemme har alligevel en soulet sødme, der klæder den dygtige popsmeds Robin Hannibal’s tidstypiske melodier, der dog fungerede endnu bedre hos Rhye længere oppe på listen.

50. Volcano Choir – Repave

Bon Iver’s “For Emma, forever ago” kom snigende for 5 år siden og endte som 2008 ubetinget bedste album. Det gjorde også Justin Vernon til en atypisk superstjerne. Ekstremt talentfuld som sanger og sangskriver har Vernon siden ledt efter udfordringer i forskellige konstellationer fra Kanye West over Anais Mitchell til Volcano Choir. Generelt godt, uden det helt nåede same højder. Jeg var fx rimeligt skuffet over første album med Volcano Choir, som reelt er Vernon sammen med Collections of collonies of bees. “Repave” er noget bedre og har noget af den magi, der gemmer sig I Vernons stemme og sans for melodier. “Comrade” og “Alaskans” er to fine eksempler hvor skrøbeligheden I Vernons stemme finder en melodi at slå rod i. Albummet er stort og åbent produceret og lyder generelt godt, men savner måske lidt af den bjælkehytte intimitet som klæder Vernon allerbedst. Hvis man savner Bon Iver så er dette årets bedste bud.

51. Portal – Vexovoid

Portal’s Vexovoid er det mest vanvittige angreb på min musikalske forståelse, som jeg har fundet en vej ind i (og ud af igen). De 35 min. føles som et konstant angreb på hele organismen, hvor man bliver hevet ned i helvedet og brændt igennem i en evighed før man bliver hostet op igen og frigivet. Det er tungt, hårdt og hurtigt, meget hurtigt og de uendelige riffs er ofte off-tune. Alligevel så kan den overvældende aggressivitet være en stor oplevelse at dykke ind i, for sjældent har jeg hørt musik med så lidt luft i, der tvinger en til at ånde brint og giftgasser. Man bliver suget ned i en malmstrøm så sort og hvirvlende allerede fra åbningsnummeret ”Kilter”, der springer i hovedet på en som et frådende uhyre fra første sekund over ”Curtains” – måske albummets bedste nummer – hvor man står på kanten til helvedet og kigger ned i det brændende inferno (tjek trommerne hvordan de kommer og går – gåsehud af den gode og onde slags). Slet ikke for sarte sjæle, eller sjæle I det hele taget, men et oplevelse for de modige musikelskere.

52. Ex Cops – True Hallucinations

Ex Cops er endnu et cool musikarkæologisk band fra Brooklyn. True Hallucinations lyder som Sonic Youth der møder Peter, Bjørn og John på en solskinsdag mens de hører Jesus and the Mary Jane. 11 fuzzy popsange på 30 min. De bedste sange er ”Separator”, ”Ken” og ”James”. Ikke stor kunst, bare effektive sange med masser af mindeværdige omkvæd pakket ind i den lækre retro-shoe-gaze-lyd.

53. White Lies – BIG TV

White Lies skal på listen fordi de laver indie-hits, der står ved, at de er hits. Hvis man hører hele BIG TV bliver det en smule stereotypt, men hvis man holder sig til de 4-5 bedste numre – ”There Goes Our Love Again” – BIG TV ubetingede bedste nummer og hvis man ikke kan lide det, så skal man bare springe resten over – ”First Time Caller”, ”Getting Even” og ”Be Your Man” – så er det svært underholdende. Og White Lies ved, at det er vigtigt, at have hits at smide på stereoanlægget en fredag aften.

54. Turin Brakes – We Were Here

Instantly recognizable. Er det en styrke eller svaghed? For Turin Brakes er det et tveægget sværd, for deres melodier er skruet så godt sammen, at man fra første øjeblik man hører deres nyeste album tænker, at det kender jeg da (og er glad for), men det betyder selvfølgeligt også, at der ikke sker så forbandet meget kreativ udvikling hos mine gamle venner Olly og Gale. Faktisk er der flere numre, der kunne være fra deres første – og fremragende – album The Optimist LP. Fx titelnummeret ”We Were Here”, der udover at være et meget iørefaldende nummer også refererer til at de har været her før. Man må til gengæld give dem, at det stadigt lyder som de mener det når de krænger deres følelser ud, og de lyder stadigt forrygende når de fx på ”Blindsided Again” kombinerer lidt David Gilmour (Pink Floyd) guitar med strygere og Olly’s ret distinkte stemme (med Gale på 2. stemme). Skal man se en udvikling, er det nok at de bedste numre er blevet ”lidt større” i anslaget og de mindre numre er blevet mere ”busker-agtige” og fungerer med to akustiske guitarer og to sangere. Hele albummet fungerer fint uden bløde punkter – altså når man ser bort fra at 60-70-folk-pop-genren i sig selv er ret blød – og det er også vigtigt at høre musik, der kæler lidt for øregangen og her er fx ”No Mercy” og specielt ”Erase Everything” to gode eksempler.

55. Foxygen – We are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic

We are… lever måske ikke helt op til sin egen hype, men ”No Destruction” er super retro med den afvæbende linje ”there’s no need to be an asshole, you’re not in brooklyn anymore”. Samme høje niveau har ”San Francisco” og de to unge multiinstrumentalister Sam France og Jonathan Rado kan kanalisere alle forbillederne fx Bowie, Reed, Jagger uden problemer og We are… kunne havde været indspillet i 68. Et kritikpunkt er, at Foxygen lidt fortaber sig i deres egen selvtilstrækkelighed og ikke rigtigt bliver vedkommende, men de er vindere når festerne skal have et skud blomsterkærlighed.

56. The Lonely Island – the Wack Album

Det kan godt være at et helt album med comedy-trioen the Lonely Island ikke holder hele vejen, men når de smider et par smagløst uimodståelige hits af sted som ”YOLO” med Adam Levine og Kendrick Lamar og ”3-way (the Golden Rule)” med Lady Gaga og Justin Timberlake, samt en håndfuld næsten lige så sjove numre som fx ”Go Kindergarden” (m. Robin), ”Semikolon” (m. Solange) og Hugs (m. Pharrell), så illustrerer det, at Lonely Island er dygtige nok til at hive A-listen i huset, og skrappe nok til at skære hip-hop-pop-funk-soul-hits der er både sjove og underholdende nok til at fylde dansegulvet.

57. Prefab Sprout – Crimson/Red

Prefab Sprout peakede i 1985 med Steve McQueen albummet, men Paddy McAloon laver (stadig) tidløs pop for den modne lytter. Crimson/Red er det bedste album fra hans hånd siden 1990. fx er ”Lists of impossible things” et rigtigt godt eksempel på hvad det er Paddy kan bedre end de fleste. En sentimental elegant popsang, funklende med et strejf af en livserfaring, der trækker mod det mørke. ”Grief build the Taj Mahal” er endnu en fin sang med et lidt bredere perspektiv, mens ”Billy” viser at Paddy stadig kan skrue en uptempo popsang sammen. Alle Crimson/Red 10 sange kun have været på From Langley Park To Memphis (og det er ikke en kritik) og jeg siger bare velkommen tilbage på listen til mr. McAloon.

58. Cloud Control – Dream Cave

Cloud Control kommer fra Blue Mountains lidt uden fra Sydney og har med Dream Cave lavet et tidsløst og solbeskinnet indie-pop-rock album. Cloud Control lyder allerbedst på det laid-back 80ér inspirede nummer ”Dojo Rising”, der lyder som en blanding af The XX, west-coast-surf og shoegazer a la Ride. Dream Cave er produceret meget specifikt, så fx vokalerne er mixet så de opnår en ret cool og distinkt lydbillede. Og Cloud Control handler meget om lyd. Melodierne tenderer det simple og detaljerne er få, men bliver til gengæld brugt til stor effekt. Lyden veksler mellem den lyse pop og den mørkere og mere beatdrevne lyd på fx ”Island Living” eller ”Tombstone”. Dream Cave er generelt meget tilgængeligt og fungerer både på anlægget, bag hovedtelefoner og specielt på vej gennem byen. Cloud Control lader sig måske inspirere lidt rigeligt af deres forbilleder, men der er masser af potentiale til at få et stærkt og personligt udtryk på de næste albums.

59. Drenge – Drenge

Let’s pretend” – næstsidste nummer på Drenge’s debutalbum – er 8 min forrygende retro-grunge med både blues og pop-appel, og hæver sig markant over de 10 foregående sange. At albummets næstbedste sang så er albummets sidste sang ”Fuckabout”, siger lidt om tracklistingen… Hmm hvis resten af sangene havde været af samme kvalitet, så havde vi haft et forrygende album. I stedet får vi et solidt album af de to unge brødre Rory and Eoin Loveless, der trækker på den klassiske ungdommelige blanding af kedsomhed, vrede og humor på den meget britiske måde, selvom navnet er dansk.

60. Fuck Buttons – Slow Focus

Højt gearet instrumentel electronica, lavet som rock, bygget til stadions uden at have egentlige vinder melodier man kan samles om, med en samplet 80’er star wars keyboard-sound med industrielle overtoner og Vangelis undertoner. Ja, utroligt nok skaber det kakofoniske udtryk et meget visuelt indtryk, der måske tager lidt tid at falde for, men anderledes og interessant er det. Start med første nummer ”Brainfreeze” eller anden halvdel af ”Sentients”.

Til sidst bliver jeg nødt til at sætte en enkelt sang på listen som ikke er som de andre:

Connan Mockasin: I’m the Man, That Will Find You

 

Tilfældig slår overvejet

Nogle dage skal musikken være lidt mere tilfældig, ikke klinisk overvejet som ofte. Jeg tog mine høretelefoner på for at give mine kære hustru lidt fred og trykkede bland på min iPod.
Whoah, min maskine laver bedre spillelister end jeg nogensinde har gjort. Og min musiksamling er langt mere fantastisk end jeg vidste. Der er jo uopgravet guld derinde i reolens meter.
Fx så dukker Willie Bobo op som femte nummer- en puertoricansk perkussionist som var et stort afrocubansk hit i de sene 60′ere. Og nummeret inden er Sneaker Pimps som jeg tydeligt husker at Thomas Madvig introducerede som den cooleste single han nogensinde havde hørt (i 1996). Og det hele starter med Hundred Waters, der er smuk organisk electrónica, der slet slet ikke bliver hørt nok.
Det overraskende ved at lade musikmaskinen bestemme denne aften er, at the weirdnes som mange ofte har beskyldt min musiksamling for, er langt mere udpræget uden filter. Og fuck hvor er det smukt at høre både korte intermezzoer og throwaways blande sig med utilgængelige stykker af Scott Walker (og shit hvor er Cue det vildeste skizofrene nummer) og lækker musik som Turin Brakes…og jeg havde fuldstændigt glemt Starsailor…og hvor er Pavement ude af galaksen det bedste musik nogensinde…og Mogwai, I know they fear satan but, Tracy, so beautiful.
Langt inde i natten har jeg stadigt ikke hørt et nummer som jeg før har puttet på en spilleliste (bortset fra I Bet…), men det har været fantastisk at være på besøg i hos min plader.
jeg er mange gange blevet spurgt hvorfor jeg bruger så meget energi på musik, hvorfor jeg køber så meget og så mærkelig musik. Lyt spillelisten igennem, derfor. Det er ligesom at spørge “hvorfor ikke nøjes med at at kysse en (smuk) pige”… fordi de er alle smukke, en har brune øjne, en anden smager af røg og en tredje siger at hun kan flyve når hun sover (eller når hun…). Musik er alle smage og alle galakser, lige til at indtage, røre ved og tage ud i. Nedenstående spilleliste er den mest tilfældige, cooleste, mest eklektiske, usammenhængende, men alligevel bedst konstruerede spilleliste jeg nogensinde har hørt. Hvorfor? Fordi musikken er for fed og den er lavet af min maskine til mig (og dig).
Hundred waters- Gather
Desertshore – Maurice in reflection
Night Beds – 22
Sneaker Pimps – 6 underground
Willie Bobo – Lisa
Laura Veirs – Sleeper in the Valley
Grizzly Bear – Ready, Able
System of a Down – Question
Departement of eagles – the piano in the bathtub
Scott Walker – Cue
Turin Brakes – Rain City
Malk De Kojn – Smukkeste kastestjerne afsnit 1
Grizzly Bear – Fine for Now
Tom Waits – Bad as me
Boards of Canada – Reach for the dead
Damon Albarn – Cathedral
Massive Attack – Girl I love you
the Fiery Furnaces – Birdie Brain
Victoria Williams – Clothsline
GhostFace Killah – Blood on the Cobblestones
Starsailor - Way to fall
Sigur Ros – Hraftinna
Mark Eitzel – Nowhere to run
Neil Young -
Pavement – Grounded
Erykah Badu – Booty
Stephen Marley – Break us apart
Tom Waits – Jersey Girl
Linda Perhacs – Cinamon Rain
the Whitest Boy Alive - Borders
Finley Quaye – Even after all
Tys Tys – Peel Me a Tiger
I got you on tape – Dumping the motorheads
Max Richter – Verses
Explosions in the Sky – the Birth and death of the day (Jesu Mix)
Mogwai – Tracy
Arab Strap – Phone me tonight
Yuck – Get Away
Spaceghostpurpp – Get Yah head bust
Mark Kozelek – Gustavo, et godt sted at stoppe…ok et nummer skal vælges..
Elbow – Lippy Kids, en sang, der har en del…

Dreams in Orbit – Rest, Motion, Feel

Musik er fantastisk, ofte livsbekræftigende og altid uundværligt.
Somme tider er musik…mere.
Filterløst og ucensureret musikforbrug i 48 timer har affødt en abstrakt drøm om, musik. Drømmen/musikken er kompliceret og ikke altid for sarte sjæle, men for den standhaftige er der et glimt af skønheden bag kaos.
– like the man said “the despair, the humanity, the music”.

HOPE/TRUST

RobotMan: “I will transport your inner self into outer space – I will use earth and death”

The Haxan Cloak – Fall
The Haxan Cloak – the Growing
The Haxan Cloak – Consumed
The Haxan Cloak – Drop

RobotWoman: “I will make you feel human – I will use machines…

Holy Other – Tense Past
Holy Other – Inpouring

RobotWoman: …and I will use earthly music that resonate death”

Deafhaven – Vertigo
Deafhaven – Irresisteble
Deafhaven – Dreamhouse

RobotMan: “I have felt your music and I have hope in my heart”

Explosions in the Sky – First Breath After Coma
Explosions in the Sky – the Only Moment we were alone
Explosions in the Sky – Your Hand in Mine

RobotWoman: “I will no longer be a robot. I feel music. I am a human”

Akira Kosemura – Hicari
The Phantom Band – Island
Frightened Rabbit – State Hospital

RobotMan: “Human are sad. Alive. Living. Small. Angry. Lost”

Mark Kozelek – Smokey (demo)
Pink Floyd – Hey you
Pink Floyd – Marooned
Pink Floyd – the Great Gig in the Sky

RobotWoman: “I have love in me. I hurt. I am human. I a have a choice”

At Swim Two Birds – My Luck Is Turning
Montgolfier Brothers – Journey’s end, the most beautiful heartbreaking music recorded

RobotMan: “I will go back in orbit. Being human is hard work. Need to feel free.”

Future of the Left – Polymers are forever
Future of the Left – You Need Satan More Than He Needs Me

RobotWoman: “I will stay for now. Living. I will miss being numb. Take me with you”

Phosphorescent – the Quotidian Beast
Daniel Rossen – Up on High
Daniel Rossen – Saint Nothing

Farewell, breathe, live, die, live forever.

Crazy fucking dream…

Hvad hører UROgenklang lige nu, en aften i maj, hvor alle åbenbart skulle tidligt i seng

James Blake: Retrograde / I am sold

-       Et kæmpe skridt frem for Blake. Elegant, nærmest pastoral kølig soul. Jeg er afhængig.

Amateur Best: Ready for the good life / Walk in three

-       Low-budget-tecno-pop, der fungerer fantastisk når man har fået lidt for meget champagne og gledet et par gange i slatterne og stjernerne glimter uskarpt.

Night Beds: Ramona / Cherry Blossoms

-       Mens vi venter på Ryan Adams genfinder musen, så kommer Night Beds fra samfundets bund og laver forrygende country-pop helt på højde med mesteren.

Asap Rocky: Long Live Asap / Fuckin problems

-       Asap (og sidekick Kendrick Lamar) er den ubestridte familie favorit. HipHop som det er, når det er mest effektivt.

Amor de dias: Voice in the Rose / Jean’s waving

- Så blødt at vinder blæser musikken ud som støvregn mens ordene klæber sig fast som små stjerner, der glimter mens de langsomt fader ud.

Frightened Rabbit: State Hospital / Backyard skulls

-       Skotsk nerve, intenst med kæmpe store melodier. Love it.

Boduf Songs: Fiery the angels fell / Everyone will let you down in the end

- Sadcore med forløsning via metal guitar mmmhhh smukt på den allermørkeste måde

José James: Bird of Space / Do You Feel / Tomorrow

-       Årets lækreste jazz/nu-soul. Tæt som lædervest fra 70’erne, varm som tanzaniansk sommer, og alligevel cool som en baggårdskat siddende på toppen af skraldespanden.

Nick Cave: Jubilee Street / Push the sky away

- The caveman var et overstået kapitel for mig, men han har sneget sig ind med en dolk mellem tænderne.

Ex Cops: Ken / Separator

- Washed out guitarpop fra Brooklyn, der kender sine skarpe (Peter) Hooks

Local Natives: You and I / Ceilings

- Melodiøse ørehængere til den melankolske side

Rhye: The Fall / Open

- Tænk pop for fuld udblæsning, feminimt og dog ret lækkert. Dansk-californisk-solbeskinnet-og alligevel melankolsk-humør.

Foxygen: No destruction / San Francisco

- Velvet Underground og Rolling Stones har aldrig lydt bedre end hos Foxygen, der kan alle sine favoritter bedre end originalerne…

Low: Plastic Cup / Holy Ghost

- Alle Low plader har geniale numre…og vi elsker Alan og Mimi

Jake Bugg: Broken / Note to self

- Det tog mig lidt tid at nå frem til Jake Bugg, men nu har jeg fået Nottingham blues. 17 år gammel, jeg tror ikke på det.

JK Flesh: Earthmover / Punchdrunk

- Jeg hørte CD’en et år før jeg fandt ind til det kompromisløse metalfarvede industrielle indre. Men nu er vi venner, og JK er fast inventar når jeg raver rundt i livets mørke.

…og vi hører altid Odd Future Wolfgang Kill Them All i alle versioner (Frank, Tyler og Mellowhype)

….og så hører vi altid Gerry and the Pacemakers ”You’ll never walk alone

2013 – et koldt, ækelt og helt igennem uelskeligt tilbageblik

Fimbulvinteren varer ved, og det samme gør min nedadgroede fascination af dyster americana, alt-coyntry og blip-bloppende r’n’b. Og med denne selvsmagende intro bydes hermed velkommen til mine usunde yndlingssange for de første måneder af dette hjerteløst kolde år 2013.

Charlotte Gainsbourg – ’Paradisco’

En gammel sag, som jeg dog først opdagede for nylig – kun halvandet år efter alle andre.  Kan man have andet end et skizofrent forhold til Charlotte Gainsbourg? På den side er hun den type menneske, der ynder at forulempe Willem Defoes testikler. På den anden side har hun udgivet nogle fornøjelige albums, der i visse flygtige øjeblikke giver mindelser om de ypperligste stunder af den franske discohouse bølge (1995-2002). ’Paradisco’ er et sublimt eksempel herpå. Den stammer fra hendes 2011 album ’Stage Whisper’, der skulle være produceret af Beck. Kan man høre det? Muligvis. I mine ukyndige øren lyder ’Paradisco’ snarere som et kærlighedsbarn mellem Daft Punk, Air og Etienne Daho. 

 

Whiskeytown – ’Inntown’ (findes ikke på YouTube, sic)

Jeg lyttede til Whiskeytown uafbrudt i januar måned. Er bevidst om at Ryan Adams er alt for produktiv og har udgivet alt for meget lort. Whiskeytown årene er dog undtagelsen. Det er fandme godt. ’Inntown’ repræsenterer deres mere country-inficerede sange, men de kunne også lave snerrende rock (’Midway Park’ og ’’Yesterday’s News’) og perlende pop (’Crazy About You’ og ’Don’t Be Sad’). Hvis jeg kunne, så ville jeg have korsfæstet Adams dengang og have udråbt ham som Guds søn, men nu er det nok for sent at redde ham. 

 

Drive-By Truckers – ’This Fucking Job’

Tung, ond, snerrende og selvhadende. Hvad kan man ønske sig mere? Afspillet endog særdeles mange gange i de 3 timers daglige offentlig transport på vej frem og tilbage mellem bopælen i Randzonen og papirnusser-funktionen i en større dansk provinsby. 

 

Kisses – ’People Can Do the Most Amazing Things’

Også en ældre sag, som dog vedbliver med at forfølge mig. Det lyder som Saint Etienne cirka anno ’Fox Base Alpha’, hvilket er det samme som at sige ’højdepunktet af musikhistoriens udvikling’. Omkvædet er det mest fængende i nyere tid. 

 

I/O – ’Fast/Freetimes’

Fremragende blip-bloppende elektronisk r’n’b i ikke færre end to akter. Så meget pompøsitet er ikke hørt siden dengang de langhårede awekatte i slut-60’erne opfandt det absurde begreb ’rockopera’. Men du fredsens, hvor er det underspillet storslået og melodiøst.

 

Crown – ’Comfortable’

Det er hamrende ligegyldigt om du er mand eller kvinde. Crown smører dig godt og grundigt, og inden du har set dig om, så parrer I jer som små villige kaniner. For hvis der er EN ting at Crown går op i, at så er det din nydelse og at du er komfortabel. Al modstand er forgæves. 

 

Me’Shell Ndegeocello – ’Love You Down’

Hvis ikke det var fordi at ‘Love You Down’ smadrer ens forsvarsmekanisme med sin stille insisterende vokal, det 90’er lumre keyboard og den tonsertunge bas, så ville jeg gøre nar af Me’Shell Ndegeocellos selvhøjtidlige og utallige navneskifter igennem årene. Nu læner jeg mig bare tilbage i respekt. 

Velkommen tilbage

Tilbage i 2000 var jeg i New York med Adjunkten. Det var dengang, inden han begyndte at spille bleg 80’er funk og slap-bas i The Lærerband og dyrke amatørscenen på Amager. Dengang han var så skarp, at man kunne snitte sig til blods på ham.

Vi var til et utal af koncerter. Mest legendarisk var uden tvivl Einstürzende Neubauten, der majestætisk væltede Irving Plaza med deres medbragte jetmotor. Men alligevel står den koncert, vi ikke kom til, tydeligt i bevidstheden.

Godspeed You! Black Emperor spillede på The Knitting Factory. Og der var udsolgt. Vi kendte ikke bandet, men der herskede ingen tvivl om, at et band med så afsindigt et navn måtte være værd at se. At NY Times anmelder måtte forlade koncerten på grund af fysisk overanstrengelse gjorde ikke ærgrelsen over at misse dem mindre.

Et par år senere spillede de en ligeledes udsolgt koncert i Lille Vega. En koncert jeg heller ikke havde billet til. Jeg stod i gruppen af skuffede, der ikke blev lukket ind, da guitaristen fra bandet stak hovedet ud af en dør. Han signalerede, at vi skulle følge med. I ren commando-stil blev vi ført gennem et mørkt Vega. Op mod koncertsalen til en fantastisk gang støjrock.

Så forsvandt bandet. Lavede ikke flere plader. Gav ingen koncerter. De har formodentlig startet ATTAC-bevægelsen eller fundet på et eller andet revolutionært og anarkistisk. Sådan er de nemlig – forbandede pünks. Selvom ’Lift Your Skinny Fist Like Antennas to Heaven’ stadigvæk er et mesterværk, så glemte jeg dem. Og jeg troede vel egentlig ikke, jeg havde savnet dem.

For der kom andre bands til, der ligeledes dyrkede den instrumentale støjrock. Explosions in the Sky, for eksempel, som vi her på siden har udvist begejstring for. Og alt var godt og fint. Ind til Godspeed You! Black Emperor efter ti års pause udgav ’Allelujah! Don’t Bend Ascend’.

For lige i det øjeblik man sætter ’Mladic’ på, så ved man, at alt det andet har været et surrogat for den ægte vare. Explosions in the Sky er den forglemmelige svenske femi-krimi købt i lufthavnen på vej til Bruxelles, mens Godspeed You! Black Emperor er den store, beskidte russiske onkel med det viltre og sammefiltrede lange skæg, der kræver noget af dig.

Så uden at være savnet, er det fantastisk at have dem tilbage.